Hvilket imperium var det største i verdenshistorien?
Hvad er det største imperium, der har eksisteret? Kan Romerriget eksempelvis måle sig med det britiske imperium?

Det britiske imperium var størst
Det største imperium gennem tiderne er uden sammenligning det britiske, som i sin storhedstid fra 1850 til 1920 strakte sig over enorme landområder over hele kloden. Foruden Storbritannien omfattede det blandt andet det nuværende Canada, Australien, Pakistan, Indien, flere småstater i Asien samt store dele af Afrika.
Man sagde, at solen aldrig gik ned over dette rige, der inklusive de løsere tilknyttede dominions og mandatområder dækkede cirka en fjerdedel af Jorden. Selv på højden af sin magt var Romerriget kun en tiendedel af denne størrelse.
Storbritannien rådede over den største flåde
Fælles for Romerriget, det britiske imperium og de fleste andre imperier er, at de blev skabt gennem en overlegen krigsmagt. Når netop det engelske imperium voksede sig så stort, skyldes det især, at Storbritannien i tilgift rådede over datidens største flåde og havde en lang tradition for opdagelse, handel og kolonisering.
Oven i købet var briterne i besiddelse af et effektivt administrationsapparat, der var bygget op omkring en stærk centralmagt og et vidtforgrenet net af kompetente lokale ledere. Det er i øvrigt et system, de havde til fælles med romerne. Det er formentlig også årsagen til, at begge imperier holdt sammen relativt længe.
Derimod var Alexander den Stores imperium i høj grad baseret på feltherrens personlige styrke. Det overlevede ikke Alexanders død i 323 f.Kr., men blev splittet op i flere dele.