Hvor kom inkaernes guld fra?

I århundreder efter de spanske erobreres angreb på Sydamerikas civilisationer bragte spanske skibe mange tons guld hjem til Spanien. Der var og er nemlig masser af guld i Mellemamerikas og Sydamerikas bjerge. Det er dannet ved et klassisk sammenstød mellem en oceanisk og en kontinental tektonisk plade. Det er i denne type bjerge, mange af verdens største guldforekomster skjuler sig. Guld findes i meget små mængder i alle bjergområder, men i en guldåre har naturlige processer koncentreret guldet så meget, at det er værd at udvinde – i dag skal der mindst være fem gram guld pr. ton klippe, før udvinding kan betale sig. Nogle af de rigeste guldårer ligger i de gamle indianercivilisationers områder i Sydamerika. Den guldmine, der i dag kaldes Yanacocha, var fx en del af inkariget, og denne mine har indtil videre givet guld for omkring 35 mia. kroner. Ud over Yanacocha huser Peru også minen Pataz, som har givet 170 tons guld igennem det sidste århundrede, og guld er en af landets vigtigste eksportvarer. Bolivia er også rig på guld, og Chile og Argentina er i fuld gang med at udvikle guldindustrien. Indianerne havde både metalmejsler og vaskepander til rådighed, når de gravede efter guld i minerne, men de kunne kun udnytte guld, der var grovkornet nok til at kunne ses. For når guldgravere i dag vasker guld med en vaskepande, benytter de en dråbe kviksølv i panden for at fange de fineste guldpartikler. Men indianerne brugte hverken kviksølv eller de kradse kemikalier, som mineindustrien i dag benytter til at udvinde guld.