I dele af Vest- og Centraleuropa, herunder Skandinavien, fejres den germanske jul. Traditionen er højst sandsynligt en hedensk højtid fra den nordiske religion, som langsomt er blevet tilpasset den kristne tro i perioden 10. til 13. århundrede.
Historikernes teorier om julen stammer bl.a. fra undersøgelser af Snorri Sturlusons kongesaga, Heimskringla.
Sturluson var en islandsk skjald og høvding og medlem af Altinget, og hans værk er nedskrevet omkring 1230, dvs. efter at den kristne tro er blevet udbredt i Norden og har påvirket julen.
Ifølge Sturluson var julen oprindeligt et stort sammenskudsgilde, typisk afholdt hos en høvding, med øl og ofringer til guderne.
Dengang var julen kun én blandt mange af den type højtider og faldt formentlig sammen med vintersolhverv, dvs. årets korteste dag, den 21. eller 22. december.
Ordet stammer fra gammel måned
Ordet “jul” har en ganske anden oprindelse end “Christmas”: Det stammer fra det oldnordiske “jól” og har formentlig sit udspring i det gamle månedsnavn “jiuleis”, som er kendt fra det 4. århundrede og svarede til enten november eller december.
Få århundreder senere dukker ordet så op på oldengelsk i formen “Yule”. I vikingetiden havde jul flere betydninger, herunder måske som betegnelse for fester generelt. I al fald påpeger sprogforskere, at “jól” faktisk er et flertalsord.
