Hvorfor gik oldtidens græske mænd nøgne?
Nøgenhed var en slags demokratisk uniform i den klassiske græske oldtid.

Nøgenhed var et udtryk for frisindethed og demokrati i den klassiske græske oldtid, især i årene 480-330 f.Kr. Man kan næsten sige, at nøgenhed var datidens cowboybukser, en slags demokratisk uniform, som især selvbevidste og veltrænede unge mænd fra overklassen promenerede. Den nøgne krop var den privilegerede og intellektuelle grækers svar på mere primitive folks hang til at udstille deres rigdom med prangende luksustøj.
Kroppen blev først og fremmest vist på gymnasion (gymnos betyder nøgen): det sted, hvor frie mænd trænede sportslige færdigheder og gjorde sig klar til militærtjeneste. Her var desuden universitet, bibliotek og retslokale.
Symposier – drikkegilder med intellektuelle samtaler – blev også afholdt på gymnasion, hvor kun frie mænd havde adgang. Her trivedes også romantiske homoseksuelle forhold mellem voksne mænd og unge drenge med perfekte, solbrune kroppe og dunede overlæber. En sådan krop var det æstetiske ideal. Ældre og mindre skønne kroppe forbandt grækerne med slaver, fremmede eller satyrer – en slags halvmennesker med hale, der optrådte i løsslupne skuespil.