Hvornår var den værste inflation?
Ved man, hvornår den værste inflation i verdenshistorien har været?

I 1922-1923 blev Tyskland ramt af såkaldt hyperinflation, der menes at være den værste nogen sinde. I desperation over de store krigsskadeserstatninger, Tyskland skulle betale, lod politikerne seddelpressen køre døgnet rundt. Da det var værst, fik folk løn flere gange om dagen, så de kunne nå at handle, inden varerne var blevet dyrere om aftenen. Til sidst lykkedes det at bremse den katastrofale inflation, da der blev gennemført en valutareform, indført en anden møntenhed og indgået en ny aftale om krigsskadeserstatninger. En løbsk inflation er kritisk for et land. Kreditorer, der har penge til gode, taber enorme summer, og når folk holder op med at sætte penge i banken og købe obligationer, er hele pengesystemet i alvorlig fare for at bryde sammen. Pudsigt nok er omvendt inflation – deflation – heller ikke godt. Når det bedre kan betale sig at købe i morgen end i dag, stopper købelysten, og økonomien går i stå. Så kunsten er at finde balancen.