Jagten på Franklins dødsskib

Den 59-årige kaptajn var overvægtig og ikke just prototypen på en hårdtarbejdende sømand. Men besætningen havde stor tiltro til den heroiske udforsker og var overbevist om, at Franklin nok skulle finde den sagnomspundne Nordvestpassage nord om Canada, der ville åbne søfartsruten mellem Storbritannien og Asien.

HMS Erebus og HMS Terror var da også de bedst udstyrede skibe til arktisk udforskning nogensinde. Dybt i skibenes skrog var der monteret komplette damplokomotiver, der drev skruen.

Derudover var stævnen forstærket med jern for nemmere at kunne bryde isen, mens en enorm kedel sendte varme rundt i skibene gennem et netværk af rør.

Hvis alt gik efter planen, ville Erebus og Terror efter tre år vende hjem til Storbritannien med en detaljeret beskrivelse af Nordvestpassagen. Men først 170 år senere blev skibene igen set af en hvid mand.

Robot finder legendarisk skibsvrag

Presset var stort på Parks Canada, som beskytter Canadas natur og historie, da de i efteråret 2014 sendte endnu et hold ud for at lede efter sir John Franklins forsvundne skibe.

Seks års intensiv eftersøgning af mere end 800 km² havbund til en pris af fem millioner kroner havde ikke båret frugt, og håbet om at løse et af de største mysterier i søfartens historie syntes at svinde ind.

Derfor brød jublen ud, da marinearkæologerne Ryan Harris og Marc-André Bernier den 1. oktober 2014 kunne rapportere, at de langt om længe havde fundet det ene af Franklins skibe, HMS Erebus, på bunden af Arktis.

Skibet blev lokaliseret af en såkaldt ROV (remotely operated vehicle), en undervandsrobot, og forskerne formåede bl.a. at bjerge Erebus’ skibsklokke.

“Det er uden tvivl det mest imponerende skibsvrag, jeg har haft fornøjelsen af at dykke ved,” udtalte Marc-André Bernier efter det banebrydende fund, hvis nøjagtige position stadig holdes hemmelig af frygt for plyndringer.

Franklin døde hurtigt

Parks Canada var dog langtfra de første, som forsøgte at finde skibene og opklare Franklin-ekspeditionens skæbne. I årene 1848 til 1854 brugte Storbritannien 760.000 pund – knap 760 millioner nutidskroner – på at lokalisere deres forsvundne søhelt og hans to skibe.

Mere end 40 ekspeditioner, langt de fleste engelske, blev sendt ud for at løse gåden. Men de første nyheder om Franklin-ekspeditionens skæbne ramte først Storbritannien i 1854, da udforskeren John Rae faldt i snak med en gruppe inuitter under et ophold ved Pelly Bay i det nordligste Canada.

Inuitterne fortalte Rae, at de fire år tidligere havde truffet en gruppe på 40 syge og udhungrede mænd, som trak en jolle og et par slæder efter sig.

Rae købte flere genstande af inuitterne, bl.a. astronomiske instrumenter og en medalje, der havde tilhørt Franklin.

John Raes gruopvækkende opdagelser fik Franklins kone til at sponsorere endnu en eftersøgning af sin mand. Da eftersøgningsekspeditionen nåede øen King William i 1859, fandt den knoglerester af besætningsmedlemmerne fra HMS Terror og HMS Erebus.

Mest opsigtsvækkende var fundet af et dokument underskrevet af Francis Crozier, kaptajnen på HMS Erebus. Dokumentet var dateret den 25. april 1848 og beskrev, hvordan begge skibe var blevet forladt efter at have været frosset fast i isen siden september 1846, og at de 105 overlevende planlagde at begive sig sydpå.

Især en note i marginen af dokumentet sprang i øjnene. Her stod: “Franklin døde den 11. juni 1847”.

Inuit tipper topforskere

Fundet af HMS Erebus i 2014 fik Parks Canada til at intensivere eftersøgningen af HMS Terror, og to år senere, den 3. september 2016, var der igen gevinst.

Ud for øen King William i det nordlige Canada opfangede forskningsskibet Martin Bergmann pludselig noget på sin side-scan-sonar. Adrian Schimnowski, som ledede ekspeditionen, troede ikke sine egne øjne, da skibets undervandskameraer afslørede, hvad det iskolde vand gemte.

Lige under Schimnowski og hans besætning åbenbarede skibsvraget af HMS Terror sig i al sin sagnomspundne glorværdighed. 170 års eftersøgning var med ét slut.

Til trods for at forskningsskibet var fyldt til masterne med topmoderne teknologi, var det noget så lavpraktisk som et pålideligt tip fra en inuit, der bragte forskerne på sporet af Franklins skib.

Seks år tidligere, i 2010, havde den lokale jæger Sammy Kogvik “set noget mærkeligt stikke op fra isen” på vej til sin hjemstavn Gjoa Haven. Da Martin Bergmann lagde for anker ved Gjoa Haven i 2016, fortalte Kogvik om sit fund, og de canadiske udforskere besluttede at lægge ruten om og tjekke inuittens tip.

Med Sammy Kogviks oplysninger blev et af de største mysterier fra søfartens historie løst. Men det var langtfra første gang, at den indfødte befolkning i Arktis kastede nyt lys over sir John Franklins forfærdelige skæbne.

Spiste menneskekød for at overleve

Franklins lig er aldrig blevet fundet, og det er derfor stadig uvist, hvad han døde af – sikkert er det dog, at kaptajnen og hans besætning led en grufuld død.

Undersøgelser af skeletterne fra King William viser, at besætningen blandt andet døde af blyforgiftning og skørbug. Derudover har rygter om, at de skibbrudne sømænd tyede til kannibalisme for at holde døden fra døren, svirret, siden John Rae interviewede inuitterne ved Pelly Bay for mere end 160 år siden.

Op gennem 1980’erne og 1990’erne gravede forskellige arkæologer resterne af ligene frem under isen på King William Island. Knoglerne viste tydelige tegn på knivmærker, hvilket stemte overens med inuitternes beretningerne.

I 2015 udgav antropologerne Simon Mays og Owen Beattie en opsigtsvækkende rapport, der beviste, at Franklin og hans mænd havde sat tænderne i deres døde matrosvenner. Analyserne viste, at knoglerne var blevet knækket over flere steder og udsat for høj varme.

Beattie og Mays konkluderede derfor, at besætningsmedlemmerne kogte knoglerne fra de afdøde sømænd for at udvinde den næringsholdige benmarv.

Undersøgelserne af Terror kan tage årevis

Hvorvidt Franklin og hans besætningsmedlemmer tyede til kannibalisme, kaster fundet af HMS Terror ikke nyt lys over. Til gengæld giver vraget et unikt indblik i livet ombord på det sagnomspundne skib.

Da HMS Terror blev fundet den 3. september 2016, præcis 170 år efter at det skruede sig fast i isen, på 24 meters dybde nær øen King William, var træskibet i forbløffende god stand.

I flere uger undersøgte en undervandsrobot udstyret med HD-kameraer alt fra messen (skibets fælles spiserum, red.) til de enkelte kahytter, herunder kaptajnens agterkahyt, hvor tre ud af de fire høje vinduer var fuldstændig intakte.

I skibets proviantrum stod tallerknerne stadig på hylderne, og det ældgamle vrag gemte også på to flasker vin, borde med åbne skuffer og reoler. På siden af dækket lå skibsklokken, og ved forstavnen pegede skibets seks meter lange træspir ud i det grumsede hav.

Med fundet af HMS Terror er det oplagt at tro, at det sidste kapitel er skrevet om Franklins fatale polarekspedition, der har fastholdt interessen hos alverdens arkæologer, historikere og eventyrer i 170 år. Men det er Adrian Schimnowski ikke så sikker på:

“Historien er kun lige begyndt. Der er så meget, vi mangler at undersøge i og omkring skibsvraget. Det kan godt tage flere år, før vi kan stykke sammen, hvad der helt præcist skete med Franklin og hans besætning”.