Telefonen ringer på Stanley Praimnaths kontor i sydtårnet, idet han træder ind ad døren. Han tager telefonen og hører en velkendt stemme. Det er en kvindelig kollega fra Chicago.
“Er du okay?” spørger hun.
“Ja, jeg har det godt,” forsikrer han.
“Stan, ser du fjernsyn? Ser du nyhederne, og er du klar over, hvad der foregår?”
“Ja,” forsikrer han hende igen. “Jeg har det godt.”
Mens han taler, drejer han rundt på sin kontorstol, så han kan kigge ud ad vinduet og se ud over New Yorks havn og Frihedsgudinden på Ellis Island. Færger og lystbåde pløjer gennem vandet og efterlader hvide skumsprøjt bag sig.
I udkanten af sit synsfelt lægger han flygtigt mærke til en fremmed genstand i horisonten.
Praimnath vender sig distræt mod tingen for at studere den nærmere. Et fly, ligner det. Og tilsyneladende bevæger det sig direkte mod hans kontor – faktisk direkte mod hans vindue.
Kort efter, da han ser bogstavet U på flyet, forstår han, hvad der er ved at ske.
VIDEO: Boeing 767 brager ind i sydtårnet
Sjælden vinkel viser tydeligt, hvordan Flight 175 tiltede 35 grader, inden det ramte sydtårnet. Kollisionen skete med 950 km/t og var så voldsom, at tårnet ifølge øjenvidner stod og svajede i fire minutter.
“Åh Gud,” brøler han ind i telefonen og dykker instinktivt ned under sit skrivebord, mens kollegaen i Chicago lytter med i telefonen og samtidig kan se flyet hamre ind i WTC på fjernsynet.
Klokken er 9.02.59, da United Airlines Flight 175 pløjer sig gennem sydtårnet og det rum, hvor Praimnath ligger under sit skrivebord.
Sekundet efter er kontoret forvandlet til brændende ruiner. Væggene er faldet ned, ledninger hænger fra loftet, støv fylder lokalet. Praimnath ser, at flyets ene vinge har kløvet sig ind i en dør blot seks meter fra hans skrivebord. Øjeblikket efter kollapser loftet.
Lige inden selvmordspiloten hamrede sit dødbringende våben ind i sydtårnet, tiltede han flyet, så Flight 175 ramte tårnet i en skæv vinkel – sandsynligvis for at nå så mange etager som muligt – men den morderiske manøvre ender faktisk med at redde liv.
(Artiklen fortsætter under grafikken).
Skæv kollision rammer flere etager
Mens nordtårnet står i flammer, nærmer Flight 175 sig World Trade Center med hele 950 km/t – dvs. 200 km/t hurtigere end det første fly. For at påvirke så mange etager som muligt har selvmordspiloten en sidste manøvre i ærmet og tilter flyet 35 grader.
1. Kun den ene side af bygningen påvirkes
Kl. 9.03 passerer Flight 175 tæt forbi Frihedsgudinden, inden det 127 tons tunge fly rammer etage 78-83 i sydtårnet. Da tårnet bliver ramt i en skæv vinkel, fyger brændstof og vragdele kun gennem den ene side af bygningen.
2. Fejlmeldinger koster hundredvis af liv
Trappe A længst væk fra kollisionen får kun mindre skader. Modsat nordtårnet er der derfor en farbar flugtvej, men da folk bliver advaret mod at fortsætte nedad i den røgfyldte trappeopgang, redder kun fire personer fra tårnets top sig ud.
3. Vragrester bliver fundet 12 år senere
Kollisionen spyer en gigantisk ildkugle ud på tårnets modsatte side. Redningsveste og flysæder lander på taget af World Trade Center 5, mens en flymotor havner tre gader borte. Derudover bliver stumper af landingsstellet fundet i en gyde i 2013.
Selvom flyet flår sig igennem adskillige etager, efterlader det – i modsætning til flyet i nordtårnet – en enkelt passabel nødudgang ved den ene væg.
Skønt trappen ikke er kollapset, er den absolut ikke noget behageligt sted at opholde sig. Trappeskakten er fyldt med røg, og væggene er styrtet sammen flere steder.
Da Stanley Praimnath igen hæver blikket og formår at se over dyngerne af støv, får han øje på mennesker, der få sekunder inden stod og snakkede. Nu ligger de døde på gulvet. Forbrændte og uigenkendelige.
Men ligesom Praimnath er andre på etagen også mirakuløst i live.
En række af de overlevende har siden beskrevet, hvordan tårnet efter sammenstødet begyndte at læne sig faretruende mod vest ud mod Hudson River. Hældningen er så hård på denne vindstille dag, at folk må læne sig mod vægge og gribe fat i bordene for at holde balancen.
De næste fire minutter står World Trade Centers 415 meter høje sydtårn og svajer faretruende frem og tilbage, indtil det omsider er stabilt igen. Så bliver alt mørkt.
Kun fire undslipper fra toppen
9.04: Midt i kaos, død og ødelæggelse overlever enkelte mod alle odds. En af dem er vicepræsidenten i børsmæglerfirmaet Euro Brokers.
Richard Fern har få øjeblikke før anslaget forladt sit skrivebord i den østlige del af sydtårnet, hvor flyet sekunder senere rammer og dræber alle. Ved elevatorskakten har han netop trykket på knappen til elevatoren på 84. etage, men han når ikke at påbegynde elevatorturen – dermed undgår han den visse død i skakten, da elektriciteten ryger.
Efter at være blevet slynget mod væggen finder han i komplet mørke og ved rent held den eneste intakte flugtrute i tårnet. På trappetrinnene på vej ned møder han folk, der slæber sig opad og advarer ham mod at fortsætte ned ad den røgfyldte nødtrappe.
Fern ignorerer advarslerne, løfter ved egen kraft en nedfalden væg, der spærrer trappen, og fortsætter gennem varme og røg nedad. Ni trin ned til den næste platform. Så ni nye trin og en platform. Rundt og rundt og rundt. I alt 1512 trin.
20 minutter senere vakler Fern ud ved udgangen ved Church Street.
Richard Fern er en af blot fire personer, der undslipper fra etagerne over anslagsstedet – ved en blanding af held og ulydighed. De tre andre overlevende, blandt dem Stanley Praimnath, som gemte sig under sit skrivebord, fortæller den samme historie: At alle, de mødte, advarede dem mod at fortsætte nedad, men kun ved at gå mod strømmen overlevede de fire.
Støvede og sårede kæmpede over 10.000 mennesker, som befandt sig under anslagsstedet, sig ned ad tårnenes trapper og ud i sikkerhed.
I nordtårnet overlever andre ved en nærmest usandsynlig stædighed.
Sekunder før det første fly ramte, er seks mænd netop gået ind i elevatoren på 44. etage, heriblandt George Phoenix, som bærer på den kaffe, mælk og wienerbrød, han har hentet i cafeteriet på 43. etage øjeblikke inden. I elevatoren er også Jan Demczur, vinduespudseren, der bærer på sin grønne spand med vinduesskraberen i metal.
Elevatoren når at stige mod de øvre etager, men bliver pludselig slynget fra side til side, inden den standser. Ingen af mændene ved, hvad der er sket, men efter
ti minutter begynder mørk røg at sive ind i kabinen.
Ved at presse håndtaget på Demczurs vinduesskraber ind mellem elevatordørene får mændene vredet dem fra hinanden – kun for at stirre direkte ind i en 20 cm tyk gipsvæg.
Nu dypper de tøjstykker i den mælk, som John Phoenix har med til sin kaffe, og holder dem for ansigtet. Sådan formår de at trække vejret trods røgen, og med håndtaget fra Demczurs vinduespudserredskab får de hamret sig gennem tre lag gipsplader og et lag fliser, inden de undslipper.
Andre er ikke så heldige, og med al sandsynlighed har folk mødt døden spærret inde i elevatorerne uden at forstå, hvad der har ramt World Trade Center.
Himlen regner med stål
9.08: Fra luften forsøger helikoptere nu at evakuere mennesker fanget på taget af nordtårnet. Men den kraftige røg og varme umuliggør indsatsen, og ordren til piloterne er klar: Ingen må lande på taget. I stedet bliver piloterne vidner til desperate scener på tårnets top.
Hvis personerne på de øvre etager iler ned ad trapperne, er evakueringen roligere længere nede. I to rækker slanger folk sig nedad. Når sårede og gamle kommer ned, båret af kolleger, venner eller fremmede, rykker folk lynhurtigt til side, og den dobbelte slange bliver midlertidigt til en.
For de tusinder, der når ned til lobbyen i World Trade Center og ud på gaden, venter et nyt chok. Inde i de vinduesløse trappeskakter havde de ingen idé om, hvad der var sket. Nu træder de ud på noget, der ligner Månens overflade.
Overfladen er hullet som følge af nedfaldent stål og beton, støvet og affolket. Døde, forbrændte kroppe ligger på jorden. Sko. Flydele. Bagage. Et vinduespanel dækket i blod. Tøjstumper.
De eneste synlige rester af folk fra de øverste etager.
Betjente på gaden kan tydeligt aflæse panikken i ansigterne på de evakuerede.
“Fortsæt! Fortsæt!” beordrer de. “Kig ikke op.” Ordren skal holde evakueringen i gang og skåne folk for de værste syn. Omkring de overlevende regner stålelementer på størrelse med køleskabe ned fra himlen og hamrer ubønhørligt mod jorden. Selv hernede er ingen i sikkerhed.
Brandfolk guider menneskene tværs over infernoet på plazaen over til Church Street. Mange af dem, der er sluppet ud af WTC, søger ly i den nærliggende kirkes port, hvor en præst tager imod og trækker dem i sikkerhed.
Nødudgangen er låst
9.42: Mens tusinder undslipper via trapperne, er evakueringen fra luften ikkeeksisterende. Her næsten en halv kilometer over gadeplan vurderer helikopterpiloterne, at der er hårdt brug for, at nogen griber ind. Ilden har spredt sig i begge tårne.
Efter en lang tur i røg og støv er en gruppe på efterhånden 200 mennesker nået op ad trapperne til sydtårnets tag på 105. etage. Her møder de en låst dør, der spærrer vejen ud på taget. De forsøger desperat at få døren op ved at hamre på den. Men indsatsen er nytteløs. Døren kan ikke åbnes.
Selv brandfolk, som havde fri, hastede udstyret på nakken og ilede i taxaer, med subway og til fods mod World Trade Center.
Her fra trappen få meter fra taget begynder flokken at ringe til alarmcentralen og til deres pårørende. Én fortæller sin kone om situationen og får at vide, at hjælpen er på vej, og at han skal holde ud. I vagtcentralen lyder beskeden sådan:
“2 World Trade, 105. sal. Mennesker er fanget. Åbn tagdøren for at give adgang.”
Men døren lader sig ikke rokke. De indespærrede er fanget. Omtrent samtidig får helikopterpiloterne en meddelelse.
“I kan godt gøre jer klar til at rigge helikopteren til. Vi skal bruge jer på taget så hurtigt som muligt,” meddeler en officer.
Beskeden når kun lige igennem, da piloten ser flere mennesker hoppe ud af bygningen.
“Gå op på taget,” har han lyst til at råbe, da han flyver tættere på. Men øjeblikke efter får han en kontraordre:
“Vær opmærksom på, at ingen må fire sig ned til toppen af bygningen! Ingen må fire sig ned til toppen af bygningen!” lyder beskeden til piloternes frustration.
Tyk, sort røg forhindrede redningshelikopterne i at nærme sig tårnene og redde folk fra tagene. I det hjørne, hvor helikoptere kunne have landet, stod en vinduesvaskerrobot i vejen.
Det nordvestlige hjørne af nordtårnet er stadig nogenlunde fri for røg, rapporterer en pilot, men må alligevel opgive at lande sin helikopter, for WTC’s automatiske vinduesvaskerrobot står i vejen dér, hvor han kunne have landet.
Den eneste mulighed, han har, er at starte helikopterens kran og på den måde redde menneskene væk fra taget – en indsats, der vil kræve tålmodighed, for han vil kun kunne tage to personer med ad gangen. Og ud over panikken, der kan brede sig, bliver piloten urolig for manøvren.
Hejselinen kan risikere at filtre sig ind i tagets antenner og lænke helikopteren fast til bygningen.
Det ville være en katastrofe – og han bliver nu klar over, at hvis nogen overhovedet får landet deres helikopter på taget for at komme ham til undsætning, vil han skulle tage et vanskeligt valg mellem sit eget liv eller de øvrige menneskers.
LÆS VIDERE:
Helikopterpiloterne bliver snart vidne til den totale katastrofe. En bygningskonstruktør, som er fanget i toppen af sydtårnet ringer til sin kollega på jorden med foruroligende nyt: Stålet er ved at give efter.
Artikelserien er skrevet i samarbejde med HISTORIE.