Sirener fra brandbiler, ambulancer og politibiler skaber en øredøvende kakofoni, som det er svært at få ørenlyd igennem.

På fortovet står en af World Trade Centers bygningsinspektører, Gerry Drohan, med en walkie-talkie presset mod sit ene øre og forsøger at høre, hvad folkene i tårnene taler om.

Pludselig hører han en nasal stemme, som han straks genkender som Frank De Martini – en bygningskonstruktør, der stadig befinder sig på en af de øverste etager i nordtårnet.

Trods situationens alvor lyder Frank De Martini rolig og fattet. Han fortæller, at han har set noget i bygningens stålkonstruktioner, han ikke bryder sig om.

Drohan forstår ikke helt, hvad han mener, men når De Martini er nervøs, må det være alvorligt. Det var trods alt ham, som i et TV-interview på History Channel i januar 2001 udtalte, at end ikke et Boeing 707 ville kunne vælte World Trade Center.

Bygningens struktur er som myggenettet på en terrassedør, et tæt gitter. Et fly vil bare være som en blyant, der rammer gennem nettet. Bygningskonstruktør Frank De Martini. Interview med History Channel den 25. juni 2001.

Oppe i tårnene er evakueringen næsten fuldført for alle, der befandt sig under de etager, hvor flyene ramte. Mere end 10.000 mennesker er reddet i sikkerhed.

Så da brandmænd kæmper sig op gennem de tomme etager og afsøger dem en efter en, finder de kun nogle få tilbageværende: handicappede i kørestole, der er fanget, fordi elevatorerne ikke længere virker; kolleger, der er blevet ved dem; gamle, gangbesværede, astmaramte, der ikke kan kæmpe sig ned ad trapperne med den fornødne hast.

Ingen har fantasi til at forestille sig, at bygningerne vil kollapse, og med brandmænd i bygningen og branden flere etager højere oppe beslutter de fleste at blive.

Samtidig kæmper brandmænd med tungt udstyr sig opad. Folk bemærker udmattelsen i deres ansigter.

Brandmænd i ruinerne

© Todd Maisel/NY Daily News Archive/Getty Images

5 ting kom i vejen for brandmændene

I alt 343 brandfolk blev dræbt i den umulige kamp for at slukke ilden og forhindre katastrofen.

Dehydrerede og svimle tager de fleste et hvil på 22. etage – her rammer de som maratonløbere “muren”. På vej op i sydtårnet er bl.a. brandmanden Michael Otten, der pligtopfyldende bevæger sig ind i det ukendte helvede, mens hans svoger, børsmægleren med samme navn, Michael Otten, er på vej nedad.

De to mænd ser aldrig hinanden igen. Den ene omkommer, den anden overlever.

Mange når at sige farvel

Folk er begyndt at indse det uundgåelige. Telefonnettet er overbelastet af opkald til mobiltelefoner, men alligevel får flere hundrede forbindelse. De når at give et sidste vidnesbyrd til deres pårørende eller på telefonsvareren.

Intet telefonopkald kan beskrive de rædsler, der udspiller sig på toppen af de to tårne den 11. september 2001. De fleste opkald er præget af desperation og råb om hjælp, men hundreder nåede også at tjene som et sidste farvel.

Den 37-årige børsmægler Brad Vadas lægger en besked på sin forlovedes telefonsvarer:

“Kris, der har været en eksplosion. Vi er fanget. Der kommer røg ind. Jeg vil have, at du skal vide, at mit liv har været så meget bedre og rigere, fordi du var i det. Jeg elsker dig.”

Også Ed McNally ringer hjem fra 97. etage til sin kone. Han har noget, han vil sige, indleder han: Hun og børnene har betydet alt for ham. Forsikringspapirerne ligger i en fil på computeren. Andre vigtige dokumenter i en anden fil.

Herefter siger McNally farvel blot for at ringe tilbage få minutter senere. Han havde planlagt en overraskelse til sin kones 40-års fødselsdag. “Jeg føler mig dum,” siger han. “Jeg har booket en rejse til Rom. Liz, du må finde en måde at aflyse den på.”

“Jeg føler mig dum. Jeg har booket en rejse til Rom. Liz, du må finde en måde at aflyse den på.” Ed McNally i et telefonopkald til sin kone fra 97. etage i sydtårnet.

Hans kone forsøger at indgyde kampvilje: “Ed,” siger hun, “du undslipper! Brandmændene er på vej. Du slipper ud!”

Omtrent på samme tid konkluderer brandvæsenets ledelse nødtvungent, at folk som Vadas og McNally er fortabt. De kan ikke reddes. En konklusion, som en gruppe brandmænd har tænkt sig at modbevise.

I sydtårnet har brandchef Orio J. Palmer fundet en brugbar elevator, der kan fragte ham til 40. etage. Straks tager han sin radio, som han endelig har fået til at virke, og sender en besked til sine overordnede nede på jorden.

“Dette er bataljon 7 på 40. etage,” siger Orio Palmer, som egenhændigt har fikset elevatoren og nu er den brandmand, som er tættest på branden.

“Vi har fået en elevator til at virke,” fortsætter han og indleder en spurt mod ilden.

På vej op tynder det ud på trappen, og varmen bliver mere intens, men som tidligere maratonløber fortsætter Palmer ufortrødent.

Han når som den første brandmand branden på 78. etage i sydtårnet. Hjælpen til de fangne er ikke længere utopisk. Redningsmandskabet er på vej og har nået flammerne.

Orio Palmer

Brandchef Orio Palmer fik en elevator til at virke og kæmpede sig egenhændigt op til 78. etage af sydtårnet. Det var det sidste, nogen hørte fra ham.

© Mario Tama/Getty Images

Fra 78. etage melder Palmer tilbage til kommandostationen i tårnets lobby.

Hans chef bemærker, at Palmers stemme er i et toneleje en anelse højere end normalt, da han endelig efter en del kommunikationsproblemer får kontakt. Men ellers er stemmen forbavsende rolig for en mand, der har spurtet op ad trapper og ind i et inferno af ild.

“Vi har to isolerede lommer af ild,” meddeler Palmer. “Vi bør kunne slukke dem med to slanger.”

Den næste del af beskeden fremstammer han langsomt – måske pga. udmattelse, måske pga. det syn, der nu møder ham:

“Fortæl, fortæl, fortæl dem, at 78. etage … Adskillige 10-45, kode 1.”

Brandvæsenet undgår helst at bruge termen “civile”, men refererer til dem som 10-45’ere. Brandfolk siger heller ikke “døde”, men taler om “kode 1”.

“På 78. etage?” spørger manden i den anden ende.

“10-4,” svarer Palmer. “Adskillige civile. Vi har brug for to slanger heroppe.”

“Vi er på vej,” lyder svaret.

Få minutter efter sender Orio Palmer endnu en besked. Han er i fuld sving med at hjælpe tilskadekomne på 78. etage, da han pludselig hører en besked i radioen fra enheden “Stige 15”.

“Fanget i elevatoren. Vi klipper os igennem væggen, så vi kan komme ud.”

Et minuts tid er der stille på linjen, indtil Palmer igen siger noget.

“7. bataljon til Stige 15 …”

Det bliver hans sidste ord.

Aluminium flyder ned ad bygningen

9.59: På jorden modtager redningspersonale et opkald, næsten 50 minutter efter at flyet har ramt sydtårnet. Personen i røret, Thorpe, fortæller, at folk omkring ham på 89. etage besvimer af iltmangel, og at han nu vil smadre vinduerne. Det er det sidste, nogen hører fra 89. etage.

Omkring dette tidspunkt foretager en af de bygningsansvarlige ingeniører et ildevarslende opkald til en af cheferne for New Yorks brandvæsen, FDNY. I de få øjeblikke, hvor røgen letter, og han kan skimte bygningen, kan han se skaderne på tårnet.

Aluminium flyder ned ad bygningen. Stabiliteten for begge bygninger er i fare. Han kan ikke længere vurdere, hvor længe de vil blive stående.

Aluminium strømmer ned af tårnets sider

Brandmænd observerede, at aluminium strømmede ned ad siden på bygningerne, og at nogle af etagerne allerede var kollapsede. Kort efter styrtede sydtårnet (tv.) sammen.

© Thomas Nilsson/ Getty Images

Den 83. etage er allerede kollapset ned på den 82. etage, afslører fotografier senere. I telefonopkald fra tårnet fortæller de fangne på 105. etage, at gulvet er faldet sammen. Kort efter fortæller en mand på 106. etage det samme.

Beskeden bliver modtaget med vantro af alle, der hører den, men bygningsingeniørerne er ligeglade.

Lige såvel som man påstod, at Titanic ikke kunne synke, har man på samme måde sagt, at WTC kan overleve et sammenstød med et fly. Og ligesom Titanic viste sig i stand til at synke, kan tårnene som alle andre bygninger kollapse.

Og faren er overhængende.

Imens helikopterpiloter stadig overvejer mulighederne for at redde personer fra nordtårnet, har de den uhyggeligste udsigt til det, der nu sker: På under ti sekunder falder sydtårnet sammen for øjnene på dem.

VIDEO: Politihelikopter oplever sydtårnets kollaps fra første parket

Etagerne lægger sig oven på hinanden med større og større kraft, desto længere de når mod jorden, og pulveriseres til en tonstung sky af bygningsrester og støv, der hamrer ned i nordtårnets kælder og ud via trapper og elevatorskakter for til sidst at sprede støv, røg og aske op i luften.

I 28 år har WTC’s to tårne tronet over Manhattan i al slags vejr. Som to klare parallelle linjer. Nu – på mindre end ti sekunder – falder sydtårnet sammen. Etage efter etage falder ned oven på den næste med tydelige dunk.

Folk i nordtårnet, der ikke ved, hvad der sker, tror, at bomber må være eksploderet. Så enorme er kræfterne, at energien, der bliver frigjort, svarer til fem procent af Hiroshima-atombomben – eller energi nok til at holde millionbyen Miami med elektricitet i en time.

Mere end 400 km væk opfanger seismografer rystelserne. Hele området ved World Trade Center ryster ved lufttrykket fra det kollapsende tårn, der hiver endnu flere med sig i døden fra de endnu ikke evakuerede etager, i lobbyen og ude på gaderne.

Lynevakuering begynder

Sydtårnets kollaps får brandvæsenet til at beordre alle ud af nordtårnet. Men kommunikationslinjerne er overbelastede, og langtfra alle får beskeden.

Efter en lang og hård tur ned ad trapperne fra 89. sal er det nu lykkedes Dianne DeFontes, der en times tid tidligere sad og drak kaffe, tog imod telefonopkald og spiste yoghurt, at komme helt ud af nordtårnet.

Da Dianne DeFontes når ud på gaden, begynder hun at gå nordpå. Hun får øje på sig selv i et butiksvindue i Greenwich Village og tænker:

“Jeg er sort, og mit ansigt er fuldstændig hvidt. Mit hår er helt hvidt. Jeg kan slet ikke tro, at det her er mig.”

Støvdækket kvinde

Newyorkerne flygtede hvide af støv ind i baglokaler og gyder, da tårnene kollapsede.

© Stan Honda/AFP/Ritzau Scanpix

Samtidig tikker endnu en ildevarslende besked ind fra helikopterpiloterne, kun en halv time efter at sydtårnet kollapsede:

“Vær opmærksom på, jeg er ikke 100 procent sikker, men det ser ud, som om det øverste af tårnet hælder.”

“Hælder tårnet!?” spørger modtageren i radioen.

“Det er bekræftet. Det bøjer og hælder mod syd.”

“Hvilket tårn er det?” spørger modtageren. “Nummer et eller to?”

“Det er det tårn, der er tilbage! Nordtårnet hælder mod sydvest lige nu,” svarer piloten.

“Det ser ud til, at det bøjer i det sydvestlige hjørne.”

Modtageren gentager beskeden: “Nordtårnet hælder,” siger han. “Og det ser ud til, at det bøjer lige nu i det sydvestlige hjørne.”

Nordtårnet styrter i grus

102 minutter efter at et passagerfly ramte, er nordtårnets stålskelet mørt, og vægten fra de sammenfaldne etager for tung. Katastrofen er uundgåelig.

Kl. 10.28 begynder nordtårnet at røre på sig.

Øjenvidner beskriver, hvordan bygningen begynder at sno sig. Få sekunder efter bliver folk klar over, at de i dag er vidner til begge tvillingetårnes forsvinden fra Manhattans skyline.

(Artiklen fortsætter under grafikken).

En sky af støv og røg skyder op fra nordtårnets øvre etager og hælder sig ned ad bygningen for til sidst at ramme jordens overflade.

Nordtårnet er kollapset.

102 minutter er gået, siden et fly ramte. På under to timer har verden ændret sig.

Artikelserien er skrevet i samarbejde med HISTORIE.

Rester af WTC

Resterne af tårnene lagde sig i en ti etager høj og syv etager dyb dynge af beton og forvredet metal, som brændte i 100 dage.

© Matt Moyer/Corbis/Getty Images