Kunne vikingerne navigere med solsten?

Man ved ikke så forfærdeligt meget om, hvordan vikingerne bar sig ad med at navigere, når de sejlede på åbent hav. De har sandsynligvis kigget på Solen, stjernerne, skyformationerne og fuglenes flugt over himlen, og fremherskende vindretninger, bølger, strømforhold og havets farve og temperatur har nok også hjulpet til. Det vides ikke med sikkerhed, om de også har anvendt en såkaldt solsten til at fastslå Solens position med, når det var overskyet. Solsten (sólarsteinn) er imidlertid omtalt flere steder (dog ikke i forbindelse med navigation), blandt andet i Olav den Helliges Saga. En af de få videnskabsmænd, der har været positive over for teorien om vikingernes brug af solsten, var den danske arkæolog Thorkild Ramskou, der i 1967 undersøgte sagateksten. Han konkluderede, at fortællingen godt kunne være sand. Ramskou foreslog, at stenen kunne have været et mineral med samme virkning som et polaroidfilter, fx cordierit eller turmalin, der begge kan findes i Norge. Forsøg med cordierit-krystaller har vist, at Solens position på himlen kan bestemmes med en nøjagtighed på plus/minus fem grader i overskyet vejr.