Pint: Flydende eller tør milliliter
For de fleste hænger ordet pint uløseligt sammen med et glas fra fad med højt skum på en engelsk pub. Det er også almindeligt kendt, at det er godt og vel en halv liter.
Ordet kommer af det oldfranske pinte, som muligvis har rod i latin, og det dækker over et rummål, som engang var udbredt over store dele af Europa og Nordamerika. Men der var også en del variationer – et sted var en pint under en halv liter, og andre steder lidt over en liter. Den eneste faste regel var, at en pint skulle være en ottendedel gallon, men fordi størrelsen på en gallon varierede tilsvarende fra sted til sted, var man lige vidt.
Op gennem 1800-tallet begyndte flere og flere europæiske stater at bruge metersystemer, så pinten gik efterhånden af brug. Men englænderne holdt fast, og i 1824 satte de sig for at sætte tingene på plads. Ved lov blev det vedtaget, at en pint skulle svare til 568 ml., og sådan skulle det være over hele imperiet.
Pint bruges stadig forskelligt
I dag er stort set alle medlemmer af Commonwealth dog også gået over til metersystemet, og det samme er sket i England, hvor pint primært bruges til øl, cider og mælk. Men alligevel er der små lommer af det gamle rummål tilbage, og trods denne stærkt reducerede brug er der stadig regionale forskelle.
I Commonwealth-medlemmet Canada bruger man i visse sammenhænge den britiske imperial pint, mens en pint i nabolandet mod syd kun er 473 ml. I USA ville man nemlig ikke med i det britiske forsøg på at standardisere i 1824 og fastholdt det lokale mål, som vel at mærke fortsat er en flydende pint.
Der en nemlig også noget, der hedder en tør pint, og den er på 551 ml. Denne sidste optræder eksempelvis i en del amerikanske kogebøger, når man skal bruge mel eller sukker til brødbagningen.
