Nobel-brødrene blev Ruslands oliekonger

Da brødrene hørte om købet, reagerede de forbeholdent, men positivt. “For os er det jo lykkedes at blive uafhængige, og vi burde derfor hjælpe Robert til at komme i samme situation,” skrev Ludvig i et brev til Alfred. Hverken Ludvig eller Alfred kunne vide, at Bakus olie skulle blive en af Nobel-familiens største succeser.

Brødrenes far gik bankerot

Ligesom mange andre var Nobel-familien i midten af 1800-tallet flyttet til Rusland, hvor mulighederne var bedre end i fattige Sverige. I en årrække klarede de tre brødres far, Immanuel Nobel, sig uden at ramme et boretårn. Trykket i oliefelterne var højt – så højt, at boringerne ofte løb løbsk, og ingen anede, hvordan de kunne stoppes. En af de største af slagsen udspyede dagligt mere end to millioner liter olie – i over to år.

Overalt samlede olien sig i sorte søer, og Baku blev berygtet for sine mange oliebrande. Først flere år efter Roberts ankomst erkendte områdets producenter fx, at cigaretrygning og olieboringer generelt er en dårlig kombination – rygning nær oliefelter blev derfor forbudt.

Robert Nobel gik til sit olieprojekt med krum hals. Han var en god kemiker, og det lykkedes ham at forbedre raffineringen af råolien, så han kunne fremstille petroleum af høj kvalitet.

Råolie indeholder mange bestanddele, men i slutningen af 1800-tallet var det primært petroleum, der var interessant.

Resten af olien blev brændt af eller ledt ud i jorden. Den tunge røg fra olie hang så tykt over området, at Bakus industriområde blev kaldt Den Sorte By.

Hidtil havde Rusland importeret en del amerikansk petroleum, der var både bedre og billigere.

Roberts petroleum var imidlertid lige så god som den amerikanske, og da 300 tønder af hans petroleum i 1876 ankom til Skt. Petersborg, indvarslede det enden på USA’s eksport til Rusland. Robert var nu en af Ruslands bedst kendte olieproducenter.

Ludvig bygger olieledninger

I 1876 var Roberts lillebror Ludvig blevet så nysgerrig, at han sammen med sin søn, den 17-årige Emanuel, rejste til Baku.

Ludvig blev meget imponeret over Roberts resultater og indså hurtigt, at det lille olieselskab kunne blive mere effektivt, hvis han med sin ingeniørerfaring hjalp sin bror. Og han havde masser af idéer til, hvordan olien kunne transporteres fra Baku i langt større skala end hidtil.

“Gevinsten, som det kommer til at kunne give, er uhørt!” skrev han begejstret til bror Alfred i Sverige.

I Baku foregik transporten af olie fx i tønder lastet på hestetrukne kærrer, der kørte olien fra felterne frem til raffinaderierne, en afstand på ca. 12 km.

Det gav arbejde til mange tatarer i området, men var langsomt og dyrt. Ludvig havde hørt, at amerikanerne pumpede olien gennem olieledninger, så han sendte folk til USA for at aflure dem kunsten.

Ludvig tilbød de andre raffinaderier at gå med i olieledningen – forgæves.

“Vi har jo tatarerne,” lød svaret. Svenskeren var dog sikker på sin plan. I 1877 ankom rørene, og snart begyndte olien at strømme. Men vreden var stor blandt de fyrede tatarer, så brødrene måtte hyre kosakker til at bevogte rørledningen mod sabotage. Ikke desto mindre var den tjent hjem på et år.

Branobel udvider på alle fronter

Takket være Ludvigs foretagsomhed opbyggede brødrenes olieselskab, Branobel, 13 selvstændige fabrikker i Baku samt et distributionsnet, der nåede
ud til hvert et hjørne af Rusland.

Brødrene var de første i verden til at bygge olietankskibe og de første i Rusland til at transportere olieprodukter i specialfremstillede jernbanetankvogne til selskabets store depoter, hvorfra produktet blev fordelt – ofte i tønder – over hele Rusland.

Da det kneb med at skaffe tønder nok, åbnede brødrene en fabrik, der fremstillede 100.000 tønder om året, og efterhånden voksede deres olieimperium sig til et af de største i Europa og beskæftede adskillige tusind medarbejdere.

Nobel-brødrenes virksomhed behandlede de mange arbejdere langt bedre, end de fleste arbejdsgivere gjorde i slutningen af 1800-tallet. Arbejdsdagene var ganske vist lange, men lønnen lå i den gode ende, og arbejderne fik desuden andel i årets overskud, ligesom de i stedet for de sædvanlige uhumske barakker blev tilbudt ordentlige boliger.

Arbejdernes børn blev desuden tilbudt gratis skolegang, og til de ledende medarbejdere opførte Ludvig en miniby, Villa Petrolea, hvis parkanlæg blev holdt grønt selv i den hedeste sommertid.

Robert trækker sig ud af eventyr

Ludvigs utrættelige energi blev efterhånden for meget for Robert. Han følte sig sat til side og flyttede i raseri hjem til Sverige i 1879. Herfra sendte han vrede beskeder til Baku.

“Hans breve til mig er gemene, fulde af bitterhed, hån og had,” skrev Ludvig ærgerligt til Alfred.

To år senere vendte Robert dog tilbage til Baku for en kort bemærkning – og ved den lejlighed afholdt Ludvig en stor afskedsfest for ham.

Men Ludvigs mange projekter skabte også andre problemer. Alfred Nobel tjente gode penge på sin dynamit, og gang på gang måtte Ludvig bede ham om lån, for nok tjente Branobel masser af penge, men Ludvig satte så mange ting i gang, at selskabet konstant manglede kapital. Alfred, der havde aktier i selskabet, sendte penge og gode råd, men afslog selv at komme til Baku.

“Den tørre, støvede, olieplettede vildmark tiltrækker mig ikke,” skrev han i et af de mange breve, brødrene sendte hinanden på kryds og tværs af Europa.

Standard Oil i krig mod Branobel

Ludvig, der nu blev kaldt “Bakus oliekonge”, fulgte kun få af Alfreds mange råd, men også han måtte erkende, at markedet var hårdt, bl.a. fordi det dominerende amerikanske olieselskab, Standard Oil, for alvor havde fået øjnene op for det lukrative russiske marked.

Standard Oil, der var grundlagt af den skruppelløse oliemagnat John D. Rockefeller, dumpede i 1886 oliepriserne i et forsøg på at tvinge Branobel i knæ, og selskabet skyede ingen midler for at genere Ludvig. Selskabets agenter hældte bl.a. vand i et parti af hans olie og spredte falske rygter om oliens dårlige kvalitet.

Resultatet var et stort fald i salget, men alligevel fik Standard Oil aldrig for alvor fodfæste på det russiske marked. Det sad Branobel fortsat solidt på. Olie begyndte så småt at erstatte kul i industrien og på skibe, så Ludvig udviklede brændere til olie og opbyggede et nyt, stort marked for brændselsolie.

Senere var hans søn Emanuel med til at forbedre dieselmotoren – og Branobel begyndte derfor også at sælge diesel, så endnu mere af råolien kunne udnyttes.

Ludvig og Alfred går bort

Da Robert Nobel ankom til Baku i 1873, producerede området årligt ca. 23.000 tons olie. Det tal var i 1894 vokset til næsten seks millioner tons, og tre år senere blev Rusland verdens største olieproducent. 45 procent af al råolie kom fra Rusland, og over en femtedel af den russiske olie stammede fra Branobels felter.

I 1896 døde først Robert Nobel, og fire måneder senere også Alfred Nobel, som i sit testamente bestemte, at en del af hans formue fra dynamitsalg og Branobel skulle bruges til hvert år at hædre videnskabsmænd og kulturpersoner. Fra graven indstiftede han også en fredspris.

Ledelsen af Branobel overgik i stedet til Ludvigs søn Emanuel, som gik en hård tid i møde. Omkring år 1900 var Rusland et land, hvor oprøret ulmede. Omkring tre millioner russere arbejdede i industrien, hvor usle lønninger og arbejdsdage på både 12 og 14 timer var normen.

I 1903 spredte en strejke blandt oliearbejderne i Baku sig og blev til landets første generalstrejke, og to år senere brød helvede løs i Baku.

Over 1000 oliekilder blev i løbet af en måned ødelagt og fabrikker plyndret. Nobels industrier slap relativt billigt, ikke mindst fordi de fleste arbejdere var loyale over for Nobel.

Men Baku var ikke længere sikker for nogen. I 1907 ankom bolsjevikken Josef Dzjugasjvili til Baku og begyndte straks at organisere strejker, kidnapninger og mord vendt mod oliebaronerne. Dzjugasjvili er i dag bedre kendt som Stalin.

Trods de urolige tider gik forretningen godt for Branobel, for efterspørgslen på olie steg og steg.

Emanuel Nobel må flygte

Første verdenskrig gjorde ikke efterspørgslen mindre. Faktisk kunne fabrikkerne næsten ikke følge med efterspørgslen, og i 1916 rundede Nobels virksomheder 50.000 ansatte. En tredjedel af al russisk olie blev nu behandlet på Nobels anlæg. Men det høje udbytte virkede samtidig som en rød klud på kommunisterne.

Fra Skt. Petersborg spredte uroen sig ud over hele Rusland, og den nåede også snart Baku. Mord blev nu dagligdag i opgøret med “de kapitalistiske blodsugere”, og modstandere af revolutionen blev metodisk skudt.

Nobels fabrikker slap dog igen for de værste uroligheder. Men Emanuel Nobel indså snart, at det var klogest at forlade landet. Han forklædte sig som bonde, og ved hjælp af falske papirer lykkedes det ham at komme til Berlin og derfra videre til Stockholm.

I Baku blev alle synlige spor af Nobels virke i de følgende år fjernet af bolsjevikkerne, som omdøbte brødrenes virksomhed til “Russky Diesel”. Det over 40 år lange svenske olieeventyr i Rusland var slut.