3D-skanninger afslører nyt om Vesuvs vulkanofre
Nye undersøgelser viser, at døden havde flere årsager for ofrene i Pompeji og Herculaneum: De døde ikke bare af giftgasser, men også af hovedlæsioner, da Vesuv eksploderede i en sky af ild og aske i år 79 e.Kr.

For knap 2000 år siden eksploderede Vesuv i et gigantisk vulkanudbrud, der begravede byerne Pompeji og Herculaneum under et tykt lag aske. Og nu er italienske forskere i fuld gang med at skanne 86 af ofrene fra Pompeji.
Skanningerne skal opklare dødsårsagen for udbruddets ofre.
Bygninger i Pompeji styrtede sammen
Hidtil har arkæologerne arbejdet ud fra teorien om, at folk blev kvalt af giftige gasser fra udbruddet, men den nye 3D-røntgenteknologi har nu afsløret, at adskillige i stedet døde af kraniebrud. De voldsomme skader er forårsaget af bygninger, der styrtede ned over dem.
CT-skanningerne er røntgenskanninger i 3D, og med denne metode behøver forskerne ikke at ødelægge de størknede skjolde af aske og gips omkring ofrene – og dermed risikere at beskadige skeletterne.
Efter udbruddet størknede asken om ofrenes kroppe, og på den måde blev formen på kroppen og skelettet bevaret.