Slog Hitler personligt nogen mennesker ihjel?

Adolf Hitler var skyld i mange millioner menneskers død. Men dræbte han nogen sinde selv et menneske?

Hitler-i-sin-bil
© Shutterstock

Så vidt vides slog Hitler aldrig nogen anden ihjel under sin tid som Tysklands rigskansler og fører fra 1933 til 1945. Selv om Hitlers raserianfald var legendariske, er der ikke noget, der tyder på, at han havde en voldelig natur. Tværtimod har flere kilder – blandt andre hans privatsekretær Traudl Junge – fremhævet, at Hitler som privatmenneske i reglen var fredelig og ganske behagelig at være sammen med. Under sin tjeneste i den tyske hær under første verdenskrig kan Hitler dog godt have dræbt fjender. Han fungerede hovedsagelig som kurér, men var ved fronten i flere omgange. Det var imidlertid en skyttegravskrig, hvor man sjældent stod ansigt til ansigt med fjenden. Så hvis Hitler har slået nogen ihjel, har han næppe selv været klar over det. Ét mennesker har Hitler dog med sikkerhed dræbt, nemlig sig selv. Den 30. april 1945 slugte han en cyankaliumkapsel og skød derefter sig selv.