Egentlig skulle stewardessen Vesna Vulovic ikke have været på arbejde den 26. januar 1972. Ved en fejl blev den 22-årige serber kaldt på vagt i stedet for en navnesøster.
Derfor var hun blandt de 28 om bord på DC-9-flyet fra København til Beograd, da flyet sprang i luften 10 km over Tjekkoslovakiet.
På den snedækkede skovbakke, hvor vragdelene dumpede ned, mødte et rædselsvækkende syn de tililende lokale: Lemlæstede kroppe lå spredt for alle vinde. Alt håb om at finde overlevende var så godt som opgivet.
Men pludselig lød en sagte jamren fra en krop i en turkis uniform.
Kvindens ben stak ud fra det rygende skrog, og over hende lå liget af en kollega. Mirakuløst havde Vulovic som den eneste overlevet styrtet.
Det kostede hende tre dage i koma og 10 måneder som lam fra hoften og ned.
Men efter talrige operationer genvandt hun førligheden og fik endda et nyt job hos flyselskabet – dog på jorden.