En tidszone er et område, hvor klokken er det samme, uanset hvordan solen står på himlen.
De første verdensomspændende tidsinddelte zoner blev introduceret tilbage i 1876 af den canadiske ingeniør Sandford Fleming. Der skulle dog gå nogle år, før systemet med tidszoner blev udbredt, og det var først i 1929, at de fleste større lande havde taget tidszonerne til sig.
Industrialiseringen krævede fælles tidszoner
Den naturlige tidsangivelse, hvor klokken er 12 middag, når solen står højest på himlen, viste sig at være besværlig at benytte i det industrialiserede samfund, hvor jernbanerne strækker sig over mange længdegrader. Det var selvfølgelig vigtigt at vide, hvad tid toget kom, og her var der brug for en fælles tid frem for lokale soltider.
På den anden side var det ikke ideelt med en enkelt tidszone for et meget stort geografisk område som USA, for den officielle tid må helst ikke afvige alt for meget fra den lokale soltid.
Kina burde have fem tidszoner
Tidszoner er et kompromis, hvor den lokale tid ligger tæt på soltiden. I princippet skulle lokaltiden ændre sig en time for hver 15 længdegrader, men der bliver taget geografiske og politiske hensyn.
Fx har Kina kun en enkelt tidszone, selv om landets størrelse og position egentlig lægger op til fem tidszoner, hvilket Kina da også var inddelt i før den kinesiske revolution i 1949.