Titanic – En katastrofe vi aldrig glemmer

Flere gange er han ved at fare vild i de lange, hvide korridorer, men han får set både den prægtige spisesalon og den brede trappe med det rigt udsmykkede, forgyldte rækværk, krystallamperne og den enorme glaskuppel øverst oppe.

Men det, der imponerer ham allermest, er gymnastiksalen. Her er alt, hvad hjertet kan begære af træningsredskaber – fra håndvægte og romaskiner til kondicykler og mekaniske heste til ridetræning.

For sjov tager han en tur på en af cyklerne, og bedst som han tramper i pedalerne, dukker to pressefotografer op. De knipser løs mod Beesley, der iført lys habit cykler side om side med en kvindelig medpassager.

Sammen med fire rejsefæller fra Norge ankommer Olaus Abelseth sidst på formiddagen.

Før det lille selskab går om bord, bliver nordmændene ligesom alle andre på 3. klasse undersøgt for sygdomme af en læge, så de kan få indrejsetilladelse til USA.

Abelseth har lovet at tage sig af den 16-årige Karen. Desværre kan han ikke være hos hende under hele overfarten, eftersom enlige mænd og kvinder på 3. klasse bliver indkvarteret i hver sin ende af skibet.

Mens Karen og en anden norsk kvinde får tildelt sovepladser i agterskibet, får Abelseth anvist en plads i en kahyt forrest på det næstnederste dæk.

Da han slæber sin bagage gennem de snirklede korridorer, hører han et væld af forskellige tungemål. 3. klasse er fyldt med udvandrere fra hele Europa.

Men hvor de fleste aldrig har sat deres ben på et skib, føler Abelseth sig nogenlunde på hjemmebane. Dels arbejdede han som fisker i sine teenageår, dels har han været over Atlanten flere gange. Han bor i USA og er på vej hjem efter et besøg i sit fødeland.

Skuffede fyrbødere nægtes adgang

Kl. 12: Besætningen gør klar til at manøvrere den 269 m lange luksusliner ud af havnen.

Overstyrmanden og Charles Lightoller gør klar til at kaste fortøjningerne.

Lightoller har været på vagt siden klokken seks om morgenen, og sammenlagt har han opholdt sig på skibet i to uger. Op til jomfrurejsen deltog han i en række prøvesejladser, og desuden har han brugt adskillige timer på at lære skibet at kende.

Da han påmønstrede Titanic, blev han lamslået over fartøjets umådelige størrelse, og han er stadig forundret over, at han kan gå flere kilometer på skibet og hele tiden opdage nye steder.

Efter 14 dage er han dog så fortrolig med skibet, at han med rimelig sikkerhed kan finde den korteste rute fra et punkt til et andet.

Umiddelbart før skibet kaster los, bemærker Beesley en håndfuld fyrbødere, der kommer spænende mod landgangen med køjesække over skulderen. Men bådsmanden på kajen nægter dem adgang – de er for sent på den, og deres job er allerede afsat til anden side, fortæller han og vifter de ulykkelige mænd væk.

Da fortøjningerne kort efter bliver kastet, betragter Beesley menneskemængden, der er mødt op for at vinke farvel til venner og slægtninge.

I et par minutter holder de trit med skibet, mens det majestætisk glider ud fra kajen.

“God tur, Titanic”, gjalder hilsnerne fra menneskehavet på land, da skibet blæser i dampfløjten og står til søs ud af havnen.

Astor-parret kommer om bord

Cherbourg, kl. 19: Inden Titanic sætter kurs mod New York, skal skibet samle passagerer op i Frankrig og i Irland. Første stop er Cherbourg.

Hele vinteren har den 18-årige Madeleine Astor været på bryllupsrejse i Egypten og Frankrig med rigmanden John Jacob Astor, som hun blev gift med få måneder tidligere.

Ægteparret er nu på vej hjem til New York, og med sig om bord har de foruden tjenestefolk og en enorm mængde bagage hunden Kitty.

Mens en tjener fører Kitty ned i skibets hundekennel, bliver ægteparret vist til rette i en luksussuite. Madeleine er gravid i femte måned og har nydt hvedebrødsdagene langt væk fra USA, hvor sladderjournalisterne vogter som høge over det skandaleombruste ægtepar.

John Jacob Astor er en af verdens allerrigeste mænd, og efter han året før valgte at lade sig skille fra sin kone gennem 19 år og gifte sig med en kvinde, der er på alder med hans egen søn, er han blevet en ekstremt upopulær skikkelse.

Ubekymrede passagerer

Atlanterhavet, søndag 14. april, kl. 20.30: Efter fem dage på havet har passagererne fundet deres faste rutiner.

Ligesom omkring 100 andre deltager Lawrence Beesley i en sangaften. En britisk præst står for arrangementet, og han opfordrer gæsterne til på skift at vælge en salme.

Beesley hæfter sig ved, at mange af sangene kredser om de farer, der lurer på havet. Men han bemærker også, at stemningen er både afslappet og munter.

Inden passagererne efter et par timer går til ro, beder præsten en bøn og takker for den glæde og sikkerhed, der hidtil har præget sejladsen. Og så minder han om, at den eventyrlige jomfrurejse står foran en snarlig afslutning: Om kort tid vil skibet ankomme til New York, og passagererne spredes for alle vinde.

Da deltagerne til sidst synger en hymne med navnet “For Those in Peril on the Sea” – For dem, som er i fare på havet – foregår det i et ubekymret toneleje.

Ingen har grund til at frygte, at sangen kunne komme til at handle om dem selv.

Et flydende palads

Titanic har alt. Damperen fungerer som en mellemstor by, hvor man kan spise, sove, dyrke motion og slappe af. Og ligesom i datidens øvrige samfund er alting strengt klasseopdelt.

Farvandet er fyldt med isbjerge

Kl. 22: Kaptajn Smith har givet ordre til at ændre kurs og styre en smule sydover pga. meldinger om isbjerge.

Efter en firetimers vagt på broen bliver Lightoller afløst af førstestyrmand William Murdoch.

Lightoller informerer ham om, at han har givet udkikken besked på at holde skarpt øje med isbjerge i farvandet.

“Jeg formoder, at vi vil nå isen omkring kl. 23”, siger han til Murdoch og forlader broen.

Før Lightoller kryber til køjs i sit lukaf, slår han rutinemæssigt en runde for at inspicere skibet. Han bemærker, at temperaturen er styrtdykket i løbet af få timer – ved 19-tiden var temperaturen omkring fem grader, men nu nærmer den sig frysepunktet.

På himlen funkler et væld af stjerner i den sorte aprilnat, og havet er usædvanligt roligt – faktisk kan Lightoller ikke mindes at have set et så blikstille hav før.

Ulykken sker

Kl. 23.40: Udkiksposten har fået øje på et isbjerg, og førstestyrmanden giver ordre til at slå bak – men for sent. Titanic rammer isbjerget, som skraber langs siden.

Pludselig standser den sagte gyngen, der var ved at dysse Beesley i søvn. Han sidder i køjen i sin kahyt og forsøger at læse, da han mærker en svag rystelse.

Umiddelbart efter får han fornemmelsen af, at skibet stopper op. Den fjerne, rytmiske dunken fra maskinerne forstummer med ét og afløses af uvant stilhed.

Beesley overvejer, om skibet muligvis kan have tabt et skrueblad, og beslutter sig for at undersøge sagen. Han stikker i sine sko, tager en slåbrok over pyjamassen og går ud i gangen.

Ved trappen møder han en steward, og Beesley spørger: “Hvorfor ligger vi stille?”

“Jeg ved det ikke, hr., men jeg tror ikke, det betyder noget alvorligt”, beroliger stewarden.

“Jeg vil gå op på dækket og se, hvad det er”, siger Beesley. Stewarden smiler imødekommende og advarer ham om kulden.

Madeleine Astor er sikker på, at skibskøkkenet, som ligger i nærheden, har haft et uheld. Hun bliver uforstyrret liggende i sengen, mens hendes mand står op for at finde ud af, hvad der foregår.

Da han kort efter vender tilbage til parrets suite, forklarer han roligt sin unge ægtefælle, at skibet er løbet på is: “Men der er ingen grund til bekymring”.

På bare fødder skynder Lightoller sig ud af køjen og op på dækket for at undersøge situationen. Han lader blikket glide ned langs siderne af skibet, men intet er at se.

I mørket kan han svagt skimte kaptajn Edward Smith og førstestyrmanden, der iført lysende hvide uniformer står og stirrer ud i natten. Umiddelbart tyder intet på en nødsituation, vurderer Lightoller og vender tilbage til sit lukaf.

“Hvad var det?” spørger Abelseths kahytsmakker forskrækket, efter et gigantisk brag har vækket passagererne på 3. klasse.

“Aner det ikke, men vi må hellere stå op”, svarer Abelseth. De to nordmænd skynder sig i tøjet og løber op på dækket i forstavnen, hvor bunker af isklumper har hobet sig op i den ene side.

Abelseth spørger en officer, om der er fare på færde, men han ryster på hovedet. Nordmanden føler sig ikke overbevist og løber ned på det næstnederste dæk for at vække sin fætter og svoger. Mændene skynder sig i tøjet og haster ad den brede 3.-klasseskorridor til agterenden af skibet for at finde de to norske kvinder, som de rejser sammen med.

Kurs mod katastrofen

Mandag 15. april, kl. 0.05: Kaptajn Smith konstaterer, at Titanic er dødsdømt. Han giver straks ordre til at gøre redningsbådene klar.

Det banker på døren til Lightollers lukaf, og uden at afvente svar stikker fjerdestyrmand Joseph Boxhall hovedet indenfor.

“Ved De ikke, vi er stødt på et isbjerg?”, spørger han ophidset. “Jeg ved, vi er stødt på et eller andet”, svarer Lightoller og begynder at trække i sin uniform. Pyjamassen beholder han på, og over den tager han en sweater.

“Nede i postrummet når vandet helt op til loftet”, tilføjer Boxhall som for at skynde på sin overordnede. Det behøver han nu ikke, for Lightoller er allerede på vej ud af døren og har kurs mod båddækket.

De to kvinder, som Abelseth og hans ledsagere leder efter, er søgt ud i korridoren, der er fyldt med rådvilde mennesker. Mange kommer slæbende med deres bagage, men ved ikke, hvor de skal gå hen.

Da Abelseth får øje på Karen i mængden, ser han, at hun er rædselsslagen. Hendes krop skælver, og Abelseth gelejder hende gennem labyrinten af gange op til 3. klasses udendørsdæk.

Ingen tror på advarslerne

Kl. 0.25: Tre skibe besvarer Titanics nødsignaler. Damperen Carpathia befinder sig 93 km fra Titanic og vil være næsten fire timer undervejs, beregner kaptajn Smith.

Da Lightoller haster forbi radiorummet, møder han tilfældigvis Edward Smith. Skibets kaptajn ser sammenbidt og opgivende ud, bemærker Lightoller.

“Tror De ikke, at vi hellere må få kvinderne og børnene i redningsbådene?” forhører han sig. Kaptajnen nikker blot samtykkende.

Sammen med andre velhavende amerikanere er ægteparret Astor søgt op i foyeren på 1. klasse.

Kaptajn Smith kommer ned ad trappen til forsamlingen og trækker diskret Madeleines mand til side. Under fire øjne fortæller han John Jacob Astor, at situationen er alvorlig, og at parret bør tage redningsveste på.

Madeleine Astor, som er iført en lys kjole og diamanthalskæde, får overrakt en redningsvest, og sammen med sin mand går hun op i den lune gymnastiksal. Adskillige andre 1.-klassespassagerer har fået samme idé, og mens nogle adspredt træner på en kondicykel eller tager sig en tur i romaskinen, sidder andre og hyggesnakker i de magelige kurvestole.

Hr. og fru Astor sætter sig side om side på et par mekaniske heste. Gennem de store panoramavinduer har parret udsigt til båddækket, hvor besætningen netop er gået i gang med at gøre redningsbådene klar.

Hr. Astor peger på en af bådene og fastslår med overbevisning: “Vi er i større sikkerhed her end i sådan et lille fartøj”.

Travlhed og forvirring hersker blandt besætningen på båddækket, men Beesley er ubekymret og forholder sig i ro.

“Selv ikke Gud ville kunne sænke dette skib”, hører han en kvinde slå fast.

Havet er roligt som et gadekær, tænker Beesley, der har en besynderlig fornemmelse af, at det hele bare er indbildning – at han iagttager skuespillere, der tager redningsveste på.

Før afgang har Beesley læst, at søfartseksperter har erklæret skibet “så godt som synkefrit”. Han er af den klare overbevisning, at ordren om at tage redningsveste på blot er en sikkerhedsforanstaltning fra kaptajnens side.

Beesley regner med snart at kunne vende tilbage til sin varme seng.

Besætningen får udleveret våben

Kl. 0.45: Efter princippet kvinder og børn først bliver den første redningsbåd sat i vandet. Den er langtfra fyldt op, for de fleste foretrækker at blive på det varme skib.

“Hvorfor sender I nødraketter op, hvis der ikke er fare på færde?” lyder et af spørgsmålene, som Lightoller må svare på, når urolige passagerer flokkes om ham for at høre, om situationen er alvorlig.

Han forklarer, at de prøver på at fange opmærksomheden hos forbipasserende skibe, og at de ikke har grund til panik: “Nej, overhovedet ikke”, siger han opmuntrende.

Da Lightoller er i gang med at svinge en redningsbåd ud over skibssiden, bliver han afbrudt af overstyrmand Henry Wilde.

“Ved De, hvor våbnene er?” spørger han. Selv om Lightoller synes, det er spild af dyrebar tid at hente våben, følger han beredvilligt Wilde hen til det skab i officers-kvarteret, hvor pistolerne er låst inde.

Wilde tager våbnene og rækker en pistol til Lightoller med ordene: “Værsgo, De får måske brug for den”. Lightoller lader våben og ammunition glide ned i sin lomme og løber tilbage til redningsbådene.

Grebet af rastløshed forlader Beesley båddækket og søger tilbage til sin kahyt for at se, hvordan det står til længere nede i skibet. Men på vej ned ad trappen forekommer det ham, at noget er rivende galt.

Umiddelbart ser trinene ud til at være vandrette, men hans fødder glider fremad, som om trappen hælder.

Foruroliget iler han hen til sin kahyt, griber et par bøger og propper dem i lommen. Så skynder han sig op på båddækket igen, hvor han får øje på et blændende lysglimt fra en nødraket, der skærer sig gennem mørket.

Idet raketten stiger højere og højere til vejrs for til sidst at briste i en eksplosion af røde stjerner, dæmrer den grusomme erkendelse hos den ellers så stoiske Beesley: Titanic er i nød og har desperat brug for hjælp.

Nødraketterne udløser et markant stemningsskifte hos de mennesker, Beesley befinder sig iblandt. Øjeblikket før herskede en næsten gemytlig stemning blandt passagererne, der i kådhed har kastet is efter hinanden og i spøg leget med tanken om at samle isklumperne op fra dækket og putte dem i whiskyen.

Men da nødraketterne bliver sendt op én efter én, bliver passagererne indhentet af de barske realiteter. Den joviale småsnak forstummer, og i stedet hører Beesley familiemedlemmer, der tager afsked med hinanden.

“Vi ses snart, pas på jer selv”, siger mænd til deres koner og børn, som er på vej i bådene.

Midt i tumulten og trængslen er Beesley ved at støde sammen med et af skibets orkestermedlemmer, der kommer ilende rundt om et hjørne med en cello på slæb efter sig.

Han har tilsyneladende kurs mod de andre musikere, der er rykket ud på dækket for at spille på deres instrumenter.

Ægtepar siger farvel til hinanden

Kl. 1.15: Titanics dæk skråner, og passagererne stimler sammen om redningsbådene, der nu bliver firet ned med korte intervaller.

“Hvis jeg ikke ser dig mere i denne verden, ses vi i den næste”, hører Lightoller en mand råbe til sin kone, som er ved at entre en redningsbåd. Antallet af kvinder på dækket er tyndet ud, men nogle ægtepar klamrer sig til hinanden og nægter at give slip.

Da Lightoller spørger en kvinde, om han dog ikke skal skaffe hende plads i en båd, ryster hun på hovedet.

“Ikke tale om. Vi begyndte vores rejse sammen, og vi vil også slutte den i forening”, slår hun fast. Flere gange opfordrer Lightoller en ung kvinde til at gå i båden, men hun klynger sig til sin mand, en hærdebred og betydeligt ældre englænder, og smiler blot afvisende.

Arbejdet med at gøre redningsbådene klar er hårdt, og selv om Lightoller for længst har taget sin uniformsjakke af, tapsveder han.

“Hallo, Light, kan du holde varmen?” spørger skibslægen med et glimt i øjet, da han går forbi.

Lightoller ved, at tiden er ved at løbe ud. Vandet kryber stadig længere op gennem skibet og stiger hastigt nu. Men forunderligt nok skinner lysene stadig nede i skibet – de lyser næsten grønligt – og orkesteret spiller lystig jazz, som holdt de fest.

Generelt er Lightoller ikke den store jazz-fan, men lige netop denne aften synes han godt om musikken, som indgyder optimisme og på forunderlig vis virker beroligende.

“Kvinder og børn først”, råber han endnu en gang ud i natten.

3. klasse er låst inde

Kl. 1.30: Nødsignalerne fra Titanic er stadig mere desperate, og panikken breder sig, da passagererne indser, at redningsbådene langtfra har plads til alle.

Næsten lige siden kollisionen med isbjerget har Abelseth opholdt sig på agterdækket sammen med Karen, sin fætter og svoger. Nordmændene er rådvilde og aner ikke, hvor de skal gå hen, eller hvad de skal gøre.

De venter bare på, at nogen vil komme og give dem besked.

Konstant strømmer nervøse medrejsende op på agterdækket, der mærkbart hæver sig længere og længere op over havoverfladen. Passagererne på 3. klasse er forhindret i at søge tilflugt på 1.- og 2.-klassesdækkene længere oppe, eftersom besætningen har sat gitre op, som spærrer vejen.

Omsider åbner en styrmand indgangen til 1. klasse og beordrer kvinder og børn op på båddækket til redningsbådene.

“Pas på jer selv, I skal nok klare den”, råber nordmændene til de to kvinder, idet de forsvinder op ad trappen.

Mens andenstyrmand Lightoller holder strengt på, at kun kvinder og børn må gå i redningsbådene, ser andre officerer stort på dette princip.

De dirigerer Beesley og tre andre mænd om bord i en redningsbåd.

En ældre kvinde nægter at gå i båden, men bliver puffet af sted, og lige inden den bliver firet ned, klatrer en kvinde med et spædbarn svøbt i et tæppe over i båden.

Da båden langsomt er på vej ned mod vandet, betragter Beesley fascineret de oplyste kahytter og saloner, han passerer. Båden fires ned i ryk, og han kan tydeligt høre taljernes piben, selv om matroserne højtråbende slynger om sig med kommandoer fra oven.

Båden lander lige ved siden af en enorm vandstråle, som bliver pumpet ud gennem en åbning i skibssiden lige over vandlinjen. Med en åre lykkes det en af matroserne at støde redningsbåden væk fra de sprøjtende vandmasser, men så driver den ind under en anden båd, som er på vej ned.

Mandskabet på den øverste båd råber til folkene ved kranerne, at de skal stoppe nedfiringen, men de hører intet. Ganske få sekunder før de dumper ned og knuser Beesleys båd, bliver faren afværget: Et besætningsmedlem rejser sig snarrådigt op og skubber fra mod kølen på den ovenfrakommende båd, så Beesleys båd driver i sikkerhed.

På afstand af Titanic opdager Beesley for alvor, hvor slem situationen er på det enorme skib: Selv om han nu har erkendt, at kun et mirakel kan redde Titanic fra undergangen, bliver han chokeret over synet af rækkerne af lys, som ender forvirrende skævt i vandet.

En mand i redningsbåden forsøger at trøste sig selv og de andre ved at konstatere: “Hvis Titanic virkelig skal synke, har alle om bord heldigvis tid til at bringe sig i sikkerhed”.

På promenadedækket venter Madeleine Astor sammen med en stribe prominente amerikanske familier på at komme om bord i en redningsbåd.

Kvinder, børn og tjenestepiger tripper nervøst, mens besætningsmedlemmer åbner vinduerne, så folk kan komme ud i båden, der er firet ned fra båddækket ovenover.

Da vinduerne er åbnet, stiller andenstyrmand Lightoller sig med den ene fod i redningsbåden og den anden i vindueskarmen, og ad en interimistisk trappe af dæksstole bliver kvinderne ført op til åbningen. Lightoller og en matros hjælper kvinderne med at tage det ca. en meter lange spring over i redningsbåden.

John Jacob Astor giver Madeleine en hjælpende hånd og spørger andenstyrmanden, om han må følge med sin kone, som med Astors ord er “i lykkelige omstændigheder”.

Men Lightoller er urokkelig: “Nej sir, ingen mænd får lov at gå i bådene, før alle kvinder er kommet fra borde”.

Hr. Astor spørger høfligt efter bådens nummer, så han kan finde den senere, og øjeblikket efter kaster han sine handsker ned til Madeleine og råber: “Havet er roligt, du skal nok klare dig. Du er i gode hænder, og jeg vil møde dig i New York i morgen”.

I forvirringen ser en skare mænd deres snit til at springe ned i båden. De fleste bliver halet op igen af vrede officerer, der advarende skyder ud i natten.

En ung irer kryber grædende sammen i bådens bund og prøver at gøre sig usynlig. Beskyttende lægger Madeleine sit sjal over ham og hvisker beroligende: “Bliv bare her”.

På vejen ned ser hun gennem koøjerne møbler, der svømmer i kahytterne. Fra havet hører hun plask fra tønder og dæksstole, som folk smider over bord som primitive redningsflåder. Da båden kort efter er i vandet, kigger hun op og ser sin mand vinke til hende.

“Farvel”, hører hun ham råbe. “Jeg følger efter i en anden båd”.

Ikke plads til alle i redningsbåde

Kl 2.05: Kaptajnen løser besætningen fra dens pligter. Om bord befinder sig over 1.500 mennesker, men kun tre redningsbåde.

En skare af ophidsede mennesker kæmper om en plads i den sammenklappelige redningsbåd, som hænger i hejseværket og er klar til at blive fyldt.

For en sikkerheds skyld beordrer Lightoller besætningsmedlemmerne til at tage hinanden under armen og lave en mur rundt om båden for at forhindre folk i at storme ned i den – kun kvinder og børn må slippe igennem, befaler han.

Med sin pistol peger han truende på den desperate menneskemængde, og mændene rykker uvilkårligt tilbage, da han råber: “Flyt jer, I forbandede fjolser”.

En mand fører sine to små sønner hen til mændene, og Lightoller løfter børnene over i båden. En anden mand puffer sin kone fremad og slår afværgende ud med armene, da han bliver standset af muren.

“Ja, jeg ved det, jeg bliver her”.

Netop som båden er klar til at blive firet ned langs skibssiden, overlader en kvinde sin plads til en medsøster med ordene: “De går først, jeg ved, De har børn derhjemme”.

Overstyrmand Henry Wilde, som hjælper med at fylde båden, foreslår Lightoller, at han også tager plads i båden.

“Under ingen omstændigheder”, svarer Lightoller. Fra skibets dyb vrimler drivvåde mennesker stadig op med panik i øjnene, mens de lamper, der står under vand, fortsat lyser, noterer han sig forundret.

“Så er der åbent for alle”, råber en officer og giver omsider mændene på 3.-klasses agterdæk tilladelse til at søge op til redningsbådene.

I modsætning til Abelseth og hans fætter og svoger foretrækker mange at blive, hvor de er – umiddelbart forekommer agterdækket at være det vel nok sikreste sted, fordi det hæver sig langt over havoverfladen.

Da nordmændene når op på båddækket, opdager Abelseth, at den sidste redningsbåd netop er ved at ro væk. På dækket over officers-kvarteret forsøger en skare besætningsmedlemmer febrilsk at frigøre et par sammenklappelige både.

Da en af matroserne råber: “Er der nogen søfolk til stede?”, overvejer Abelseth et kort sekund at melde sig. Han er en erfaren sømand, der har sejlet som fisker i seks år, men fætteren og svogeren trygler ham om at holde lav profil. Ingen af de to kan svømme, så de bønfalder Abelseth om at blive hos dem.

Titanic er på vej i dybet

Kl. 2.15: Mens stævnen borer sig ned i havet, løfter agterskibet sig mod nattehimlen, og skrogets voldsomme bevægelse udløser en mægtig bølge, der ruller hen over båddækket.

På dækket over officerskvarteret bakser Lightoller sammen med andre besætningsmedlemmer med at få gjort de sidste sammenklappelige redningsbåde fri.

Med en kniv kapper Lightoller rebene til bådene, som har en flad bund og lærredssider, der kan slås op. Da bådene omsider er løsnet, skubber mændene dem hen til kanten, hvor de lader bådene glide ad nogle årer ned på det oversvømmede båddæk.

Den første båd lander med bunden i vejret, mens den anden lander på ret køl, og mændene begynder straks at gøre den fast i hejseværket. De når aldrig at fuldføre arbejdet, før en kæmpebølge skyller op fra den dykkende forstavn. Bølgen fejer den ene båd over bord.

Abelseth ser bølgen komme rullende: På sin vej hen over båddækket vasker den hundredvis af mennesker i vandet, men selv er han indtil videre i sikkerhed.

Han befinder sig langt agterude, på båddækket ved bageste skorsten, og herfra kan han se, hvordan folk desperat forsøger at flygte fra de skummende vandmasser. Kun de hurtigste har held til at undslippe. Alle andre bliver skyllet i havet.

Da agterskibet hæver sig til næsten lodret stilling, hører han en voldsom knagen og bragen. En klirren af glas, der knuses, og en klapren af dæksstole, der rasler ned over dækket. Skibet hælder nu så kraftigt, at folk ikke kan finde fodfæste, og til alle sider ser Abelseth sine medpassagerer falde og glide i havet.

Som sine slægtninge klynger Abelseth sig til et reb fra et hejseværk, og svogeren skriger: “Vi må hellere springe, ellers trækker suget os med ned”.

“Nej”, råber Abelseth, “Vi må ikke springe endnu. Vi har ikke mange chancer alligevel, så vi kan lige så godt blive så længe som muligt”.

“Vi skal springe”, insisterer svogeren desperat, men Abelseth vil se tiden an. “Nej, ikke endnu”, formaner han.

Få minutter senere er vandoverfladen kun ca. en meter fra dem, og hånd i hånd springer de tre mænd i havet. Prustende og stønnende kommer de op til overfladen, men Abelseth mærker, at han er viklet ind i noget tovværk.

“Jeg er færdig”, tænker han skrækslagen og slipper de andres hænder for at gøre sig fri. Da han har fået viklet sig ud af rebene, opdager han, at fætteren og svogeren er forsvundet.

Skibet suger de nødstedte med ned

Kl. 2.16: Folk forsøger at klamre sig til skibet, men rutsjer i vandet og river andre med sig.

På intet tidspunkt har Lightoller så meget som overvejet at forlade Titanic, men nu står det klart, at havet er ved at tvinge ham til det. Han dykker med hovedet først ned i vandmasserne.

Da havets isnende kulde rammer ham, føles det, som om han får jaget tusinder af knive i kroppen. Midt i kuldechokket kommer han op til overfladen igen og får øje på udkikstønden i vandet lige foran ham.

Instinktivt svømmer han hen mod tønden, men indser, at den vil gå ned sammen med Titanic. I stedet forsøger han af alle kræfter at svømme klar af skibet, men bliver suget tilbage af vandet, der fosser ind gennem luftskakten lige foran den forreste skorsten.

Lightoller kæmper forgæves for at gøre sig fri af det tryk, der nagler ham til trådnettet foran skakten, men lige i det øjeblik, skibet suger ham med ned, blæser en stærk strøm af varm luft fra Titanics dyb op gennem luftskakten og slynger ham op til overfladen.

Gispende efter vejret og nærmest lammet af kulde opdager Lightoller, at han mirakuløst er havnet tæt ved en redningsbåd, der driver med bunden i vejret.

Beesley har altid drømt om at se Titanic på afstand – at beundre skibets profil og dets kolossale dimensioner. I Southampton kunne det ikke lade sig gøre, men så sent som under middagen aftenen før har han betroet en medpassager, at han vil gøre forsøget, når skibet ligger ved kajen i New York.

Han har ikke troet, at muligheden kunne opstå tidligere – og da slet ikke under så gruopvækkende omstændigheder. Men nu befinder han sig i en redningsbåd ca. halvanden km fra Titanic, som træder tydeligt frem i den stjerneklare nat.

Synet er grumt: Havoverfladen og fartøjets endeløse rækker af lys burde følges parallelt, og de to linjer burde aldrig mødes. Men det gør de nu, skibet står næsten lodret i vandet, og de oplyste koøjer forsvinder ét efter ét i havet.

Titanic går under

Kl. 2.20: Pludselig knækker Titanic midtover mellem de to bageste skorstene.

Mens Lightoller og ca. 30 andre klamrer sig til den kæntrede redningsbåd, sætter Titanic kursen mod dybet i en rumlende brølen.

Mennesker, skibsdele og dæksudstyr styrter i vandet, da Titanic i sin dødskamp pludselig hæver agterenden, så den står lodret som en søjle. Et øredøvende brag tordner ud over havet, idet det tunge maskineri river sig løs og brager ned gennem skibet.

I en regn af gnister og ild river den forreste skorsten sig løs og styrter ned i en menneskemængde i havet ganske få meter fra Lightoller. Idet skorstenen brager gennem overfladen, rejser en gigantisk bølge sig og sender redningsbåden, Lightoller og de andre, der klynger sig til den, langt væk fra den synkende gigant.

“Ro for livet, eller vi bliver suget med ned”, råber et af besætningsmedlemmerne på Madeleine Astors redningsbåd, da Titanic synker.

Hun griber en åre og ror af alle kræfter væk fra katastrofeområdet og de skrigende og døde mennesker, der flyder i havet. På vejen væk haler folkene på båden otte mennesker op, heriblandt en beruset fyrbøder, der plasker i vandet, mens han svinger med en flaske sprut.

En lille pige klynker af kulde, og Madeleine Astor låner endnu en gang sit sjal ud, så moren kan svøbe det om barnet. Kvinden takker på et fremmed sprog, men Madeleine Astor hører ikke efter. Hun tænker kun på, om hendes mand har klaret den.

Umiddelbart inden forliset mener hun at have set Kitty løbe rundt på dækket. Hun formoder, at ægtefællen har hentet hunden ud fra skibets kennel, så den i det mindste har fået en chance for at kæmpe for sit liv.

I et virvar af kasser, dæksstole, døre, korkstykker, planker og andet vraggods, der dykker op til overfladen nedefra, kæmper Abelseth for sit liv. Rundt om ham driver hundredvis af mennesker omkring i vandet. Deres skrig vokser i styrke og fortvivlelse, mens de klynger sig til vraggods eller til hinanden.

Abelseth svømmer og svømmer. Hvorhen ved han ikke, men pludselig mærker han en anden mands arm omkring sin hals. Han river sig løs og stønner: “Slip! Slip mig”. Da manden endnu en gang griber fat i ham, må Abelseth sparke ham hårdt for at komme væk.

Da bølgen har lagt sig, kravler Lightoller op på redningsbåden, og mens nogle står op eller knæler, sætter andre sig ned og kigger stumt på det sted, hvor havet har slugt Titanic.

Overalt kæmper mennesker tavst eller skrigende mod druknedøden i det iskolde vand, og mange flyder allerede livløse i redningsveste.

“She’s gone” – hun er forsvundet – lyder det vantro fra en af passagererne i båden. “Synes I ikke, vi bør bede en bøn?” foreslår en anden. Øjeblikket efter forenes alle på båden i et fadervor.

Roerne har lagt årerne, og mens Beesley og flere andre i redningsbåden ubevægeligt har fulgt Titanics dødskamp, har andre begravet ansigtet på hinandens skuldre for at blive skånet for det forfærdende syn.

En mand bryder den spøgelsesagtige stilhed med ordene: “Dette er ingen spøg – vi risikerer at drive rundt her i dagevis, indtil nogen fisker os op”.

Vandet er isnende koldt

Kl. 3.00: I det ca. to frostgrader kolde vand er langt de fleste omkommet af underafkøling, og også i redningsbådene er folk lammet af kulde.

Efter at han i over en halv time har svømmet forbi vraggods, døde og druknende mennesker, når Abelseth hen til en redningsbåd. Den er fyldt med vand og halvdøde skibbrudne, og da han forsøger at klatre op i båden, mumler de: “Pas nu på ikke at få båden til at kæntre”.

Umiddelbart efter kommer flere svømmende til, og snart er en uhyggelig skare af pjaskvåde og gennemfrosne mennesker samlet i båden. Den driver halvfyldt længere og længere væk fra katastrofestedet, og samtidig tynder det ud i svømmerne i vandet.

En af mændene i båden beder om at låne en anden mands hat, så han kan bruge den som øse. Men manden afslår – han frygter at blive forkølet, forklarer han.

For hvert minut synker Lightollers kæntrede redningsbåd stadig dybere i vandet, og mændene kæmper for at hage sig fast. Luften siver lige så stille ud af hulrummet under skroget, og situationen bliver ikke bedre af de bølger, der jævnligt skyller ind over kølen.

Lightoller indser, at båden kun kan holdes i balance, hvis mændene om bord samarbejder. Han beder alle om at rejse sig og stille sig to og to på række med ansigterne mod forstavnen.

Idet båden ruller i søen, kommanderer han med mændene, så de i fællesskab kan modarbejde dønningerne: “Mod højre bøj”, “ret op” og “mod venstre bøj”, befaler han.

Lydigt lægger de skiftevis vægten til den ene eller den anden side. For at spare på kræfterne holder de hyppige pauser, mens tænderne klaprer og kulderystelser farer gennem kroppene.

En af passagererne tilbyder Lightoller en tår fra sin lommelærke, men han afslår. En anden tager imod tilbuddet i den tro, at flasken indeholder cognac. Han tager en ordentlig slurk, men spytter hostende det hele ud igen, da han opdager, at han har drukket pebermyntedråber.

Med på båden er andentelegrafisten Harold Bride, og da Lightoller spørger, hvilke skibe der er på vej til undsætning, remser Bride op: Baltic, Olympia og Carpathia.

Sidstnævnte bør nå frem først og formentlig omkring daggry, oplyser Bride. Han og Lightoller spejder ud over havet for at se, om redningen er på vej.

“Det minder mig om at være på picnic”, siger en fyrbøder på Beesleys båd og peger op på den stjerneklare himmel. “Aldrig har jeg oplevet en så smuk og rolig nat på havet”.

Beesley må give ham ret. De grufulde omstændigheder til trods kunne de lige så godt være på måneskinsudflugt i en robåd på en sø, og kun den knasende lyd fra isflager, der nu og da skvulper mod båden, bryder illusionen.

Det første chok har så småt fortaget sig. Folk er begyndt at småsnakke, og da Beesley er i gang med at vikle et tæppe om et grædende og forfrossent barn, falder han i snak med den kvinde, der holder barnet. De finder hurtigt ud af, at de har fælles bekendte i Clonmel i Irland.

Redningsskibet når frem

Kl. 3.30: Passagerskibet Carpathia ankommer til katastrofeområdet. Skibet affyrer raketter, som kan ses fra redningsbådene.

Hen over vandet høres hurraråb og glædesudbrud, da de nødstedte får øje på lysglimt i det fjerne. Et skib nærmer sig, og imens forsøger Abelseth at holde liv i en stivfrossen mand, som han delte kupé med i toget til Southampton.

Han lægger armen om mandens skulder og trækker ham op i siddende stilling.

“Se, der kommer et skib nu. Tag Dem sammen”, beder Abelseth indtrængende. Han griber mandens hånd og løfter den op, forsøger på alle måder at ruske liv i ham.

“Hvem er du?” mumler manden. “Lad mig være”. Abelseth finder et bræt, som manden kan læne sig op ad, så han ikke igen glider ned i bunden af den vandfyldte båd. Da han kort efter ser til ham igen, er han død.

Abelseth slipper mandens hånd og giver sig til at svinge med armene for at få varme i sin krop.

Nødstedte søger mod Carpathia

Kl. 4.45: Besætningen på Carpathia redder skibbrudne op fra bådene, som ligger spredt over et seks km² stort havområde.

Fra redningsbåden klatrer Beesley ad lejderen op på Carpathias dæk. Da han mærker fast grund under fødderne, skyller en blanding af glæde, lettelse og taknemmelighed gennem hans krop. På dækket hersker total stilhed.

Han ser, hvordan redningsbåde nærmer sig Carpathia fra alle sider. Kvinder i kniplingsbesatte aftenkjoler, natkjoler, pelskåber, tarvelige uldsjaler, silkesko og gummistøvler myldrer om bord.

Blandt de reddede er enkelte mænd. Nogle har kun undertrøje på. Andre er iført jakkesæt, der er farvet hvide af saltvandet.

Taknemmeligt tager Beesley mod en skålfuld suppe og et tæppe, hvorefter han udmattet kryber sammen oven på en stabel håndklæder.

Mændene om bord på Lightollers båd har snart ikke flere kræfter tilbage og knap nok overskud til at sejle hen til Carpathia.

To mænd er bukket under i nattens løb, nogle har fået forfrysninger, og de stærkeste har mere end rigeligt at gøre med at holde båden flydende. Bølgerne skyller fortsat ind over det kæntrede fartøj, mens Lightoller og mændene flytter vægten fra side til side.

Carpathia befinder sig så langt borte, at besætningen formentlig ikke kan skimte dem, frygter de overlevende. Men da dagslyset for alvor får magt, kan de ånde lettet op. De kan nu se fire redningsbåde, som befinder sig blot ca. 800 m væk.

Først forsøger Lightoller at råbe de sejlende op, men de hører intet. Så fisker han med stivfrosne fingre sin styrmandsfløjte op af lommen og fløjter. Signalet bliver straks opsnappet af to af bådene, som ændrer kursen. Da de er nået tæt på, råber Lightoller: “Kom herhen, og tag os med”.

Én efter én kæmper mændene sig over i de to både, og inden Lightoller som den sidste forlader den kæntrede båd, løfter han en næsten livløs krop med sig over i sikkerhed.

Passagerer kommer i sikkerhed

Kl. 7.00: Om bord på Carpathia tager besætningen sig af de bjærgede.

Idet Madeleine Astors båd sejler op på siden af Carpathia, læner en mand sig ud over rælingen og kigger spændt ned. Han får øje på sin kone og datter, men ikke sin søn.

“Hvor er min søn?” råber han. En dreng i båden tager en bredskygget damehat af og kigger op: “Jeg er her, far”.

Madeleine Astor er fuldstændig udmattet, da hun kommer om bord, og som alle andre får hun et tæppe og noget varmt at styrke sig på. Kaptajnen stiller sin kahyt til rådighed for den unge kvinde, der ikke har set skyggen af sin mand, siden de sagde farvel på Titanic.

Da Abelseth tumler om bord, er Carpathia allerede stuvende fuldt af nødstedte fra Titanic. Han får han et varmt tæppe om sin rystende krop, og i spisesalonen bliver han budt på en kop rygende varm kaffe, suppe og et glas cognac.

Stadig iført sit gennemblødte tøj lægger han sig på dækket, hvor han forsøger at falde i søvn og glemme nattens rædsler.

Lightholler er sidste overlevende

Kl. 8.30: Efter en over fire timer lang redningsaktion er Carpathia ved at tage de sidste overlevende om bord.

Mens de andre kryber sammen og beder til at blive reddet, kæmper Lightoller for at få båden i læ af Carpathia.

Da de skibbrudne endelig er kommet i sikkerhed, kaster en af mændene sig på knæ og kysser dækket. En anden besvimer i samme øjeblik, han er kommet om bord.

Kort efter, at Lightoller som den allersidste er nået om bord på Carpathia, sætter skibets motorer i gang. Ved rælingen står en skare tavse kvinder med tæpper over skuldrene.

De spejder ud i horisonten i et sidste, desperat håb om at få øje på deres mænd. Da Carpathia forlader katastrofeområdet og sætter kurs mod New York, bliver de nænsomt gelejdet indenfor i varmen. Nu er de enker.