menneskeforsøg top

3 af videnskabens mest vanvittige menneskeforsøg

Helt frem til 1970’erne udførte anerkendte amerikanske læger livsfarlige og kyniske forsøg på mennesker. Handicappede, straffefanger og sorte var de foretrukne ofre.

1. Handicappede blev smittet med virus

På institutionen Willowsbrook State School for handicappede børn i staten New York blev omkring 60 børn bevidst smittet med hepatitis A.

Den smitsomme virus, der giver gulsot, mavesmerter, træthed og appetitløshed, blev sprøjtet direkte ind i årerne på børnene af lægen Saul Krugman og hans kolleger ved New York University fra 1955 og frem til 1970’erne.

Forældrene gav tilladelse til forsøget, fordi lægerne bildte dem ind, at de studerede en ny metode, der kunne gøre børnene immune over for hepatitis resten af livet.

2. Fanger fik smurt miljøgift på huden

Fanger blev brugt til menneskeforsøg.
© Rusty Kennedy/AP/Polfoto

Hudlægen Albert Kligman udsatte i årene 1956-1966 i alt 75 fanger i fængslet Holmesburg Prison i Philadelphia for den farlige miljøgift dioxin.

Dioxin har en lang række skadelige virkninger på kroppen. Stoffet kan blandt andet være kræftfremkaldende, give hormonforstyrrelser og påvirke evnen til at få børn.

En af fangerne, Edward ”Yusef” Anthony, har senere fortalt om, hvordan lægen skrællede et tyndt lag hud af hans ryg og dækkede den med ukendte stoffer: Jeg sagde: "Åh Gud, min ryg brænder. Tag det af".

I de følgende uger var Anthony plaget af smerter og intens kløen. Han var gået med til dette menneskeforsøg mod at få penge til cigaretter.

3. Sorte blev snydt til farligt menneskeforsøg

600 fattige og dårligt uddannede sorte mænd i den amerikanske stat Alabama indgik uden at vide det i et årelangt syfilisforsøg, der begyndte i 1932.

399 af mændene var på forhånd smittet med syfilis, mens resten fungerede som kontrolgruppe. De smittede blev aldrig oplyst om, at de havde syfilis, men fik blot at vide, at de led af “dårligt blod”.

Da penicillin fra slutningen af 1940’erne blev standardkuren mod syfilis, fik deltagerne ikke tilbudt den nye behandling. Forsøget blev først stoppet i 1972, efter at pressen havde oprullet sagen.

Anklagede kolleger for kyniske menneskeforsøg

I 1966 skrev den amerikanske læge Henry K. Beecher en artikel i et anerkendt lægetidsskrift, hvor han anklagede sine kolleger for at misbruge patienterne til farlige menneskeforsøg.