Anatoli blev skudt i hovedet af en partikelaccelerator
Sovjetunionen 1978: Den russiske forsker Anatoli Bugorski undersøger en defekt i verdens dengang kraftigste partikelaccelerator. Hvad han ikke ved er, at den stadig kører, og at hans liv om et øjeblik vil blive ændret for bestandig.
Protonstrålen skød Anatoli Bugorski i baghovedet og fortsatte ud ved det venstre næsebor.
Når Anatoli Bugorski i dag kigger sig i spejlet, ser han to forskellige personer. Den ene side af hans ansigt vidner om de 75 år, han runder til sommer – den anden halvdel er fastfrosset og ser ikke ud til at være ældet siden den 13. juli 1978.
På den skæbnesvangre sommerdag i 1978 blev den russiske videnskabsmand offer for et uheld, som ingen andre – hverken før eller siden – har været udsat for.
Bugorski arbejdede på det daværende Sovjets kraftigste partikelaccelerator, Synkrotron U-70. En enorm maskine, som accelererede protoner op i nærheden af lysets hastighed, inden de blev smadret mod hinanden, og deres efterladenskaber undersøgt.
Sikkerheden fejlede
Den 13. juli 1978 var en række forsøg i gang på U-70, da den store maskine meldte om en defekt i et acceleratorrør. Anatoli Bugorski blev tilkaldt for at se nærmere på problemet, og gav sig til at undersøge den fejlende del af maskinen.
Synkrotron U-70 var den kraftigste partikelaccelerator i verden, da den blev bygget. Den står i byen Protvino, som ligger 100 kilometer syd for Moskva.
Hvad Bugorski ikke vidste var, at en række af U-70’s sikkerhedsmekanismer var slået fra. Mens han undersøgte acceleratoren, kørte maskinen for fuld kraft.
I sin tro på at maskinen var slukket, stak Bugorski hovedet ind i acceleratoren, og blev prompte straffet for sin fejl: En protonstråle bankede ind gennem hans baghoved og fortsatte ud igen tæt på det venstre næsebor.
Protonstrålen bestod af en lille gruppe protoner i høj fart. At blive ramt af sådan en stråle minder om at blive skudt med de laservåben, du kan finde i diverse science fiction-film – de brænder sig gennem alt.
Den uheldige forsker mistede ikke bevidstheden ved ulykken, og han mærkede ingen smerte efterfølgende. Men han beskrev det som, at han var blevet ramt af et lysglimt kraftigere end 1000 sole.
Ansigtet hævede op som en ballon
Med 2000 gray bankede strålen ind i russerens hoved, og forlod det igen med 3000 gray. Gray er den enhed, der bruges til at måle stråledosis. Én gray svarer til én joule absorberet energi i ét kg stof. Typisk er fem gray nok til at slå en voksen person ihjel, højst to uger efter de er blevet udsat for strålingen.
Derfor mente lægerne på hospitalet, hvor Bugorski blev behandlet, heller ikke, at han ville overleve. De gav ham to-tre dage, og ville i mellemtiden observere, hvordan han døde.
Strålen havde brændt et hul gennem Bugorskis hjerne. Han var slemt forbrændt i baghovedet, hvor strålen havde ramt, og i ansigtet, hvor strålen kom ud igen. Den ene halvdel af hans hoved hævede også voldsomt op, men til lægernes overraskelse døde videnskabsmanden ikke.
I stedet viste han tegn på bedring, og selv om strålen havde passeret gennem hans hjerne, var der ingen tegn på mentale skader.
Bugorskij kom sig hurtigt efter den livsfarlige ulykke.
Evigt ung i venstre side
Bugorski blev udskrevet som en rask mand, men i de følgende år blev han ramt af eftervirkninger fra den voldsomme stråling.
Med tiden mistede han hørelsen på det venstre øre – samme side, som strålen havde ramt ham. Hullet gennem hjernen brændte sig langsomt større, og det gjorde videnskabsmanden lam i venstre side af ansigtet.
Han begyndte også at opleve gradvist forværrede epileptiske anfald, og han blev hurtigere udmattet af at forske og tænke.
En anden mere uforklarlig følgevirkning var, at videnskabsmandens venstre del af ansigtet blev fastfrosset, og siden ikke ser ud til at være ældet. Når han rynker panden, forbliver venstre del rynkefrit.
Følgevirkningerne af ulykken forhindrede dog ikke Bugorski i at skrive sin ph.d-afhandling.
Ville undersøges i Vesten
Efter Murens fald søgte Bugorski om at blive erklæret delvis invalid på grund af ulykken. Det nægtede den russiske regering – han var for frisk.
I midten af 1990’erne udtrykte han ønske om at komme til Vesten og blive undersøgt af specialister. Men han havde ikke de økonomiske midler til at forlade sit hjem i forskerbyen Protvino 100 km fra Moskva.
Siden da har der været stille om den uheldige russer med de to ansigter. Han kan dog brøste sig af, at være den eneste i verdenshistorien er blevet skudt af en partikelaccelerator.
Kilder: Gizmodo, Wired, Science Alert