Bell tog telefonen før konkurrenterne

USA bliver forbundet

I begyndelsen af 1800-tallet rejser information langsomt. Hvis fx en onkel, som er flyttet fra den amerikanske østkyst og vestpå for at søge lykken, kommer til skade, kan der gå uge- eller månedsvis, før familien får besked.

Breve, beskeder og aviser bliver transporteret med hestevogn, og i 1850 tager det fx 30 dage at sende en besked de godt 1700 km fra Kansas City i Missouri til Salt Lake City i Utah. Onklen kan være død og begravet, længe før familien får noget at vide.

Alt dette ændrer sig, da telegrafen bliver opfundet. Ved at der sendes elektriske impulser gennem en ledning, kan beskeder, der før tog månedsvis om at nå frem, nu leveres på få minutter.

Telegrafen fungerer ved, at en telegrafist trykker på en morsenøgle – et lille apparat, som, når det er trykket i bund, sender en elektrisk impuls gennem ledningen.

Samuel Morse, en af opfinderne af telegrafen, udvikler en kode, så de elektriske impulser kan oversættes til bogstaver. En operatør i den anden ende registrerer impulserne, oversætter dem tilbage til bogstaver og noterer beskeden på et stykke papir, som kan udleveres til den rette modtager.

På blot 25 år bliver telegrafmaster rejst på kryds og tværs af USA, og i 1861 åbner den første forbindelse fra kyst til kyst. Beskeder kan nu rejse de 5000 kilometer tværs over kontinentet på få minutter, og fem år senere bliver London forbundet med USA via en ledning på Atlanterhavets bund.

Der går dog ikke længe, før flere opfindere får den idé, at man via ledningerne ikke blot kan sende skrevne beskeder i kode. Det må være muligt også at transmittere tale.

Immigrant får idé til telefon

En af de opfindere, der får idéen til at sende lyd gennem telegrafledningerne, er den italienske immigrant Antonio Meucci. Efter at have uddannet sig til maskiningeniør i Firenze bliver han i 1834 ansat på et teater i byen som sceneassistent.

På teatret bygger han forskellige apparater, herunder en slags rørtelefon, som skal gøre kommunikationen mellem scenen og teatrets kontrolrum nemmere.

Meuccis telefon benytter ikke elektriske signaler, men bruger et rør til at fange og retningsbestemme lydbølgerne – ligesom de rør, der i dag findes på nogle legepladser, hvor du kan hviske ind i en tragt og blive hørt i den anden ende af pladsen.

Tiden på teatret i Firenze bliver kort. Meucci støtter Risorgimento-bevægelsen, som kæmper for at forene Italien til ét kongerige, og må flygte ud af landet. Sammen med sin kone lander han i Cuba og får job på Teater Tacón i Havana. Her får han hurtigt nye opgaver og glemmer alt om telefonen.

I mere end ti år knokler Meucci på teatret og bygger blandt andet et avanceret vandrensningssystem. Han kan dog ikke lade være med at eksperimentere.

Som en nebengesjæft starter han en mindre fabrik, hvor han belægger jern med andre metaller ved hjælp af elektricitet – en teknik kaldet elektrogalvanisering. Arbejdet vækker med tiden hans interesse for, hvordan elektricitet kan bruges til andre formål – herunder medicinsk behandling.

I 1849 forsøger han at behandle leddegigt med elektrisk stød – en behandling, som vi i dag ved, rent faktisk virker. Midt i behandlingen af en patient får Meucci dog en idé. Da patienten på briksen, som har en elektrode i munden, gisper af smerte, lyder det, som om han taler lige ind i øret på Meucci, som befinder sig i rummet ved siden af. Meucci er forundret.

For at undersøge fænomenet sætter han straks en elektrode i sit eget øre, og han kan straks høre lyden fra patienten helt klart. Uden at ane det, har han opdaget den såkaldte "elektrofoniske effekt". Øret kan opfatte elektriske impulser som lyd. I det øjeblik får Meucci idéen til den moderne telefon.

Døvelærer forøger båndbredden

Mens Antonio Meucci grubler over mulighederne med de elektriske signaler, så handler skotskfødte Alexander Graham Bell.

Ligesom sin far bliver Bell døvelærer. Faren, Alexander Melville Bell, opfinder i 1867 en metode, der er effektiv til at lære døve at tale tydeligt. Da døve ikke kan høre deres egen stemme, har de ofte svært ved at udtale ordene korrekt. Farens metode illustrerer for de døve, hvordan de skal placere tungen i munden, og det hjælper dem til at opnå den rette udtale.

Da familien Bell i 1871 flytter til Nordamerika, får den unge Bell job på en skole for døvstumme i Boston. Med sig tager han farens metode, der nu er blevet berømt. Men Bell vil ikke blot undervise.

En gløden interesse for videnskab og trang til at udforske ny teknologi sitrer i ham. Han kaster sig derfor ud i at forbedre telegrafen, som på det tidspunkt er under voldsom teknologisk udvikling.

Første milepæl var duplekstelegrafen, der kan sende to signaler samtidig, og nogle år efter opfandt Thomas Edison en metode til at sende fire signaler. Nu er kapløbet gået ind for at komme først med en telegraf, der kan sende endnu flere signaler samtidig.

Bell udvikler en teknologi til at dele signalet i en telegrafledning op i ti kanaler eller bånd. De forskellige bånd har forskellige frekvenser. Ved hjælp af små anordninger, der minder om stemmegafler, og som er indstillet til frekvensen på de enkelte bånd, kan mange beskeder sendes og modtages samtidig.

Det går hurtigt op for Bell, at teknologien kan bruges til noget helt andet. De forskellige frekvenser kan bruges til at sende toner – musik – gennem telegrafledningerne. Og derfra er der et kort spring til at transmittere stemmer og tale. Men der går flere år, før det lykkes Bell at bygge et apparat, der kan sende og modtage tale.

Kapløbet står lige

Hvad Bell ikke ved er, at en anden opfinder 1500 km væk arbejder med nøjagtig det samme.

I Chicago knokler opfinderen Elisha Gray med at optimere telegrafen yderligere. Han har i flere år været ansat i Western Union Telegraph Company – de første til at forbinde øst- og vestkysten i USA med kabler – og udvikler nyt udstyr til dem.

I 1874 konstruerer Elisha Gray en telegraf, der udnytter de samme principper, som Bell bruger. Han lykkes også med at sende signaler på ti bånd samtidig. Og det går heller ikke Grays næse forbi, at opfindelsen kan videreudvikles til at transmittere tale.

På en råkold decemberdag i 1874 i en kirke i Chicago-forstaden Highland Park viser Gray sin opfindelse frem. Han demonstrerer foran de måbende tilskuere, hvordan en melodi kan sendes fra et apparat til et andet, men han har endnu ikke løst udfordringen med at transmittere stemmer.

Bell og Gray står nu helt lige i kapløbet om at opfinde den første telefon – men de er langt efter Antonio Meucci som på dette tidspunkt har bygget prototyper i mere end 20 år.

Uheld forfølger Meucci

I 1850 – året efter at Meucci første gang får idéen til telefonen – forlader han Cuba og slår sig ned i New York i USA. I Cuba har han tjent en mindre formue – 3-4 millioner kroner i nutidspenge – og en stor del af formuen bruger den entrepernante italiener til at købe et hus, bygge et laboratorium i kælderen og starte en stearinlysfabrik.

I laboratoriet fokuserer han i de følgende år al sin energi på at få bygget en telefon uden at nå i mål, og så rammes hans kone af sygdom. Hun er sengeliggende, og det gør Meuccis mere stålsat.

I 1856 installerer han en af sine eksperimentelle telefoner i huset, så han kan kommunikere med hende, selvom hun befinder sig flere etager over ham.

De næste mange år forsøger han at samle penge sammen til at starte en produktion af sin telefon, som han kalder for en telettrofono.

Men han kan ikke overbevise investorerne. Måske fordi han, selv efter ti år i USA, taler ekstremt dårligt engelsk. Slukøret forsøger han at samle penge ind i det italienske immigrant-miljø, men også uden held.

Og Meuccis uheld fortsætter. I 1871 går han konkurs med sin fabrik. Familiens hus ryger på tvangsauktion, og i juli samme år kommer han slemt til skade under en færgerejse. Dampskibets kedel bliver overophedet og eksploderer.

Mere end 100 mennesker omkommer, og knap 200 bliver kvæstet. Meucci slipper med livet i behold, men får slemme forbrændinger, og udgifterne til hospitalsopholdet dræner ham for de sidste penge.

Desperat forsøger han endnu en gang at samle penge nok sammen til at sætte sin opfindelse i produktion, og han beslutter også at søge patent på opfindelsen.

Han har dog ikke råd til at søge om et fuldt patent, og i stedet søger han om et såkaldt patentforbehold: en erklæring om, at han har planer om at søge et patent i fremtiden.

Forbeholdet skal fornyes hvert år, men i 1874 lever han på offentlig understøttelse og har ikke råd til fornyelsen. Forbeholdet frafalder, og det er dårlig timing. Blot et år senere søger både Alexander Graham Bell og Elisha Gray nemlig patent på hver deres prototype på en telefon.

Kapløb afgjort på målstregen

Det er den 14. februar 1876. En sagfører går mod patentkontoret i Washington. Bygningen rummer både laboratorier, kontorer og det første udstillingsrum i Washington, hvor opfindere kan vise deres opfindelser frem.

Men sagføreren er ikke kommet for at få tiden til at gå. Han styrer direkte mod kontoret, hvor han afleverer en patentansøgning for Alexander Graham Bell. Patentet på en telefon.

Selvom sagføreren er tidligt på den, har fire andre mænd allerede afleveret deres ansøgninger på forskellige opfindelser, så ansøgningen bliver registreret som dagens femte. Senere på dagen ankommer en anden sagfører og afleverer en ansøgning for Elisha Gray. Også på en telefon. Han får nr. 39.

Der er ingen guldmedalje til nummer to. Da Bells ansøgning er patentkontoret i hænde først, får han tilkendt patentet for næsen af Elisha Gray.

Var sagførerne ankommet i omvendt rækkefølge, var det Grays og ikke Bells navn, som havde fundet vej til historiebøgerne. Få timer den dag vinder Bell hans udødelighed.

Vinder fornem pris på verdensudstilling

Tre måneder efter at Bell søger sit patent, demonstrerer han for første gang sin telefon for offentligheden. Han er rejst til Philadelphia, hvor 100-året for grundlæggelsen af USA bliver fejret med en stor udstilling.

Mere end 200 bygninger er blevet rejst for at rumme udstillingen, hvor alt fra kunst over landbrugsmaskiner til de nyeste teknologiske landvindinger vises frem. 37 lande deltager – også nordiske – men formålet med udstillingen er at demonstrere USA’s voksende industrimagt.

Opfindelser som skrivemaskinen, popcorn, Heinz-ketchup og telefonen bliver demonstreret for et begejstret publikum på udstillingen, som bliver regnet for den første rigtige verdensudstilling.

Bell opnår stor succes på udstillingen. Han lader gæsterne prøve sin telefon. Selv går han ind i et andet rum og taler og synger i den ene ende af telefonen, mens de besøgende står og lytter. Mange er forundrede over, hvor tydeligt de kan høre hans stemme.

De besøgendes reaktion får Bell til at forstå, at hans opfindelse måske har større potentiale, end han først har troet; At hans telefon vil ændre folks liv og gøre det muligt at holde direkte kontakt med mennesker, som man ellers kun kan nå via telegraf eller brev.

Bells konkurrent Elisha Gray er også på udstillingen med sin telefon. Bell har vundet patentet, men Gray har lagt sag an, og han mener ikke, at Bell bør løbe med rettighederne. Men Bell giver ikke meget for Grays opfindelse. I et brev til sine forældre fortæller han skadefro om, hvordan hans opfindelse er Grays overlegen.

“Selvom mr. Gray formåede at sende toner via sit apparat, var hans metode meget dyrere end min. Prisen for at sende én tone må have været mellem 15 og 20 dollars, mens jeg kunne gøre det samme for to cent.”

Bell vinder da også over Gray. På udstillingen løber han med en præmie for sin opfindelse i kategorien for “Præcisionsinstrumenter og forskning” – en præmie, der giver ham den blåstempling, han har brug for til at sætte apparatet i produktion.

Taler i telefonen med dronning Victoria

Året efter udstillingen i Philadelphia stifter Bell firmaet Bell Telephone Company. Firmaet har i mange år stort set monopol på telefonsamtaler i USA og er i dag verdens største telekommunikationsvirksomhed under navnet AT&T.

Efter stiftelsen af virksomheden rejser Bell rundt og promoverer sin opfindelse. I Salem i Massachusetts holder han eksempelvis en forelæsning, hvor han midt under præsentationen ringer hjem til sit laboratorium, der ligger 20 kilometer væk, og fører en samtale med en af sine ansatte.

Han rejser også til Europa, hvor han i London får mulighed for personligt at demonstrere telefonen for dronning Victoria. Hun er så begejstret, at hun på stedet køber de to telefoner, som Bell bruger til demonstrationen.

Fra da af begynder det at gå stærkt med salget af Bells telefoner. I Bells hjemland var der i 1876 ca. 3000 telefoner, og i år 1900 rundede antallet af telefonapparater i USA 356.000.

Opfinder hædret 126 år for sent

Bell løb med sejren over Elisha Gray og Antonio Meucci. Og da medlemmerne af Repræsentanterne Hus i USA mødes i 2002 for at diskutere, hvem der bør anerkendes som den egentlige opfinder af telefonen, sætter ingen af dem spørgsmålstegn ved Bells succes. I stedet spørger de, om Bell har opnået succesen uretmæssigt.

I 1871 lykkedes det den uheldige Antonio Meucci at engagere tre andre italienske immigranter i at oprette et selskab til at sælge hans telefon, og én af mændene var en højtstående medarbejder på det italienske konsulat i New York.

Året efter var to af de tre dog rejst hjem til italien, og den tredje var død.

Desperat sendte Meucci en beskrivelse af sin prototype på telefonen til vicepræsidenten for Western Union Telegraph Company. Han bad om lov til at teste sin opfindelse på selskabets telegrafledninger. Da han efter to år rykker for svar, får han at vide, at hans dokumenter er bortkommet.

I de år arbejdede Bell for Western Union Telegraph Company. Bells kritikere mener, at han fik fingrene i Meuccis papirer, og at tegningerne ligger til grund for den telefon, som Bell senere fik succes med.

Da Meucci hørte om Bells patent, lagde han sag an mod Western Union Telegraph Company, men han havde ikke råd til at gennemføre en retssag, og den rette sammenhæng er aldrig kommet for en dag.

En anden spekulation er, om Bell udnyttede sine kontakter på patentkontoret til at sørge for, at hans patent blev registreret først den februardag i 1876, selvom Elisha Grays sagfører i virkeligheden nåede først ind på kontoret.

I dag er det svært at finde beviser for, hvad der virkelig skete dengang, men i resolutionen fra 2002 erklærer medlemmerne af Repræsentanternes Hus enstemmigt, at Antonio Meucci – og ikke Bell – bør anerkendes som den egentlige opfinder af telefonen.