Einstein gav os opskriften på universet

I en alder af blot 16 år går Einstein i 1895 til optagelsesprøve på den polytekniske læreanstalt i Zürich, som er et af regionens fineste naturvidenskabelige universiteter. Han dumper med et brag – ikke i matematik og fysik, men i litteratur- og samfundshistorie.

Skuffe bugner af visdom

Nederlaget får dog ikke den ambitiøse teenager til at give op: Året efter har han bedre held, og i 1900 kan han bryste sig af en universitetsgrad i fysik og matematik.

Eksamensbeviset viser sig dog ikke at være det papir værd, det er skrevet på: Forgæves søger Einstein job som underviser på adskillige universiteter, men må i stedet tage til takke med diverse elendigt betalte småjobs som forsikringsagent og lærervikar. En væsentlig årsag til afslagene er, at Einstein er af jødisk oprindelse i et Europa, hvor jødehad blomstrer.

Konstant er Albert Einstein i pengenød, og han føler sig som en taber. I et brev til et familiemedlem bemærker han nedslået, at “det nok var bedre, hvis jeg aldrig var blevet født”, men i det mindste kan han glæde sig over at have succes hos kvinderne.

Lige så sky og indelukket han var som barn, lige så charmerende, flirtende og vittig er den voksne Einstein, og kvinderne falder på stribe for den smukke mand med de udtryksfulde øjne.

Men Einstein har kun blik for én kvinde: den tidligere medstuderende Mileva Maric, som deler hans brændende interesse for fysik, matematik og musik.

I længden kan Einstein dog ikke leve af kærlighed og kildevand, så da en vens far i juni 1902 skaffer ham fast arbejde som teknisk ekspert på det schweiziske patentkontor i Bern, sætter den nu 23-årige Einstein sig begejstret til rette bag skrivebordet og knokler løs.

Til sin store glæde opdager Einstein hurtigt, at han kan udføre en dags arbejde på blot et par timer. Det levner masser af tid til det, han kalder Afdelingen for Teoretisk Fysik – dagdrømmerier.

I alle ledige stunder jonglerer han med ideer, som har rumsteret i hans hjerne i årevis, og efterhånden flyder skrivebordsskuffen over med videnskabelige afhandlinger, som er det konkrete resultat af de geniale indfald, der skal blive hans varemærke.

På sine mentale opdagelsesrejser til naturvidenskabens grænseland bliver han overbevist om, at fysikken bør tænkes forfra. Spørgsmål om atomets eksistens, lysets natur, tiden og rummets karakter og forholdet mellem energi og masse er blandt de indviklede emner, han kaster sig over.

Tankerne sætter Einstein i en trance, hvor han glemmer alt omkring sig. På vej hjem fra arbejde spadserer han distræt gennem byens gader uden at ænse omgivelserne, og ofte er han nået langt ud på landet, før han kommer til sig selv.

Selv føler Einstein, at han befinder sig i en psykisk krisetilstand, men sandheden er, at hans hjerne koger over af geniale indfald. Og efter en overmenneskelig intellektuel indsats udgiver han i 1905 fire artikler, der hver for sig er et geni værdige og dynamit under tidens fysik.

Den ene af artiklerne er den specielle relativitetsteori – en teori, der siden skal blive udbygget og få en afgørende betydning for vores opfattelse af universet, men tiden er ikke moden til Einsteins geni.

Mens sommer bliver til efterår og efterår til vinter, venter og håber Einstein på en reaktion fra de lærde, men i stedet for bragende klapsalver bliver han mødt af isnende tavshed. Først i slutningen af 1905 bliver den brudt, da Einstein får et skulderklap fra en af tidens største tænkere.

Den tyske fysiker Max Planck roser Einsteins artikler og særligt artiklen om den specielle relativitetsteori, som “omgående har vakt min levende opmærksomhed”.

VIDEO: Albert Einstein ankommer til USA i højt humør:

Einstein krummer hele universet

Selvom Einstein med sine fire afhandlinger har sat dagsordenen for 1900-tallets fysik og opnået en doktorgrad for sin indsats, må han spejde forgæves efter jobtilbud i forskerverdenen.

Ikke engang en stilling som gymnasielærer kan han få, men i det mindste belønner patentkontoret ham med en klækkelig lønforhøjelse og en forfremmelse fra teknisk ekspert af tredje klasse til teknisk ekspert af anden klasse.

Som altid knokler Einstein ved sit skrivebord alle dage undtagen søndag, og selvom han også har sin lille familie at passe – i 1904 har han og Mileva fået en søn – finder han mindst én gang om ugen tid til at spille med en strygekvartet.

Men uanset hvad han foretager sig, kan han ikke sige sig fri for en nagende irritation over, at relativitetsteorien lider under visse mangler.

Einstein drømmer om at udbygge teorien, så den også kan forklare tyngdekraften, og bedst som han sidder bøjet over sine noter en efterårsdag i 1907, får han en tanke, som han siden frydefuldt skal betegne som sit livs lykkeligste.

I en pludselig indskydelse slår det ham, at hvis en person er i frit fald, så vil han ikke mærke sin egen vægt – han vil føle sig vægtløs. Denne enkle indsigt overrumpler Einstein og sætter ham på sporet af en helt ny teori om tyngdekraften: den almene relativitetsteori.

Men fra ideen er født, til teorien er foldet ud i al sin overdådige pragt, skal der gå mange år med møjsommeligt slid og udmattende hjernegymnastik.

Kusine som kæreste

Fire år efter at Einstein har revolutioneret videnskaben, bliver han tilbudt sit første professorat. I efteråret 1909 bliver han lektor ved universitetet i Zürich, og herefter går det slag i slag.

Akademikerverdenen har omsider fordøjet Einsteins artikler og fået øjnene op for hans geni. Fra alle verdenshjørner strømmer det ind med tilbud om prestigefyldte stillinger.

Fra Zürich går turen i 1911 til Prag, året efter vender Einstein tilbage til Zürich, og i 1914 bliver fysikkens 35-årige vidunderbarn håndplukket og overtalt til et job som professor og medlem af det preussiske videnskabsakademi i Berlin.

For første gang får Einstein nu frihed til at fordybe sig i sin teori om tyngdekraften, men forskningsfriheden og den gode løn er ikke det eneste, der gør jobbet attraktivt: I Berlin bor også Elsa Löwenthal, som er Einsteins kusine – og kæreste.

Gennem længere tid har ægteskabet med Mileva skrantet, og i et brev har Einstein meddelt sin kone, at hun er en “uvenlig, humørforladt skabning, som ikke får noget ud af livet og ved sin blotte tilstedeværelse slukker andre menneskers livsglæde”.

Sammen med Mileva har Einstein nu to drenge, men børnene er stort set også det eneste, de har sammen, ud over evindelige skænderier. Mileva er jaloux på sin ægtefælles succes, hans venner og hans job, mens kusine Elsa derimod er omsorgsfuld og stolt betragter Einstein og stryger ham blidt med hårene.

Når Einstein er syg, sørger Elsa for at passe ham. Hun forærer ham en børste, så han kan tæmme sin viltre manke, og hun vasker og stryger hans tøj, så han kan tage sig ordentligt ud ved fornemme middagsselskaber. Når Einstein begraver sig i sit arbejde og glemmer alt omkring sig, ordinerer hun motion, hvile og sund mad.

Disse anbefalinger preller dog fuldstændigt af på Einstein:

“Jeg agter at ryge som en skorsten, arbejde som en hest, spise uden at tænke og kun gå ud og spadsere i virkeligt behageligt selskab.”

Skubber Newton af tronen

Dag og nat knokler han som besat for at udvide sin oprindelige relativitetsteori, og ofte kan der gå uger imellem, at han kommer uden for en dør. En bekendt, der aflægger ham besøg, fortæller, at Einstein ligner en “åndsfraværende, langhåret løve, der netop har fået et voldsomt elektrisk stød”.

Ofte er han så opslugt af sit arbejde, at han glemmer at spise og få sin nattesøvn, og i hans store, men sparsomt møblerede lejlighed flyder gulvene med tætskrevne papirlapper med matematiske skriblerier og snørklede formler.

Einstein vrider hjernen, han grubler og tænker, men indser slukøret, at hans matematiske evner ikke rækker til den udfordring, han har påtaget sig.

“Jeg har fået enorm respekt for matematik, hvis mere subtile dele jeg i min uforstand hidtil har anset for at være en ren luksus,” skriver han i et brev til en bekendt.

Den klassiske geometri rækker ganske enkelt ikke til at beskrive Einsteins opfattelse af universet, og konstant løber han ind i problemer med sine ligninger.

Men med hjælp fra blandt andre en gammel ven og matematiker, Marcel Grossmann, lykkes det ham efter en kraftpræstation at nå så vidt, at han i 1913 kan præsentere udkastet til en teori, der trækker tæppet væk under det klassiske verdensbillede:

Rummet er ikke fladt og absolut, sådan som Isaac Newton, en af historiens største naturvidenskabsmænd, har hævdet.

Derimod er det krumt, og tyngdekraften er en krumning af rummet, fremfører Einstein og erkender i samme åndedrag, at hans teori foreløbig ikke er andet end en påstand – og måske en vidtløftig én af slagsen, hvilket også bliver påpeget af skeptiske fysikerkolleger.

Når Einstein ved foredrag fortæller om sin relativitetsteori, bliver enkelte begejstrede. Men de fleste forskere fordømmer teorien, som i deres øjne ikke alene strider mod sund fornuft, men også vender op og ned på alle vedtagne forestillinger om begreber som bevægelse, rum og tid.

Selv føler Einstein sig overbevist om, at han har ret, men for at feje enhver tvivl til side foreslår han en praktisk prøve:

Som en konsekvens af hans forudsigelser vil lyset fra en fjern stjerne blive afbøjet, når det passerer tæt forbi Solens tyngdefelt – og netop dette fænomen vil kunne påvises med fotografier af stjerner tæt på Solen under en total solformørkelse.

Verdenskrig kommer i vejen

Den næste formørkelse indtræffer 21. august 1914 og vil være synlig fra det sydlige Rusland. Einstein opmuntrer ihærdigt astronomerne til at afprøve teorien.

“Intet mere kan gøres af teoretikerne. I denne sag er det kun dem, astronomerne, som næste år kan gøre den teoretiske fysik en ganske enkelt uvurderlig tjeneste,” skriver han i sensommeren 1913.

En ung astronom i Berlin, Erwin Freundlich, erklærer sig parat til at tage Einsteins udfordring op, men mangler penge. “Bare klø på, og få bestilt de fotografiske plader, og spild ikke tiden på grund af pengeproblemer,” svarer Einstein og tilføjer, at han om nødvendigt vil spæde til af sin egen beskedne opsparing.

Det behøver han nu ikke, eftersom private donorer står på spring. Den 19. juni 1914 sætter Freundlich sammen med en skare kolleger kurs mod Krim.

Men ufred kommer i vejen for den store afsløring af universets hemmeligheder: 20 dage inden formørkelsen – 1. august 1914 – erklærer Tyskland krig mod Rusland, og på Krimhalvøen tager den russiske hær Freundlich og hans kolleger til fange og konfiskerer deres udstyr.

Da Månen glider ind foran Solen, sidder Freundlich bag tremmer. Han bliver løsladt efter få uger, men chancen for at observere formørkelsen er forpasset, og dermed er Einstein endnu en gang overladt til sin ensomme kamp for at komme i mål med sin teori.

Det sidste punktum

I resten af 1914 og det meste af 1915 isolerer Einstein sig i arbejdsværelset i sin lejlighed, hvor han bakser med sit store værk. Mens Europa er hærget af krig, knokler han som en besat, og på randen af udmattelse og sammenbrud kan den 36-årige fysiker i den sidste uge af november 1915 sætte punktum for en af de største videnskabelige opdagelser nogensinde: den almene relativitetsteori.

“Denne teori er af uforlignelig skønhed,” bemærker Einstein ubeskedent til en ven, mens han til en anden jublende beretter, at “det er den mest værdifulde opdagelse i mit liv”.

Tilbage står nu blot at føre praktisk bevis for, at teorien stemmer overens med virkeligheden. Einstein har brug for endnu en solformørkelse.

Verdenshistorien får en funklende ny stjerne

Gang på gang har Einstein opfordret astronomerne til at afprøve sin forudsigelse om lysets afbøjning i et tyngdefelt ved en solformørkelse, og da den ansete britiske astronom Arthur Eddington omsider får chancen, tøver han ikke et sekund med at gribe den.

I forskerkredse går Eddington for at være et af blot en lille håndfuld mennesker, som i bund og grund forstår Einsteins teorier. Astronomen har taget teorien til sig med boblende begejstring og endda skrevet en redegørelse om den på engelsk. I 1919 sejler han fra London til øen Principe ud for Afrikas Atlanterhavskyst for at fotografere en formørkelse, som vil indtræffe den 29. maj kl. 15.13.

På den store dag er Eddington beredt til det yderste: Briten har stillet sit fotoudstyr op på en 150 meter høj skrænt på øens nordside, i første parket til formørkelsen. Men i timerne op til den store test er både himlen og Eddingtons sind formørket.

Skyerne hænger tæt og truer med at blokere for det sjældne fænomen. Men så, som ved et trylleslag, klarer himlen op, lige inden Månen glider ind foran Solen og slukker for dagslyset. Selv har Eddington ikke tid til at betragte det spektakulære optrin i de cirka fem minutter, det varer.

Han har rigeligt at gøre med at skifte fotoplader, så han kan dokumentere begivenheden. Og da billederne endelig er i kassen, er opgaven langtfra slut – forude venter adskillige måneders puslen med at tolke optagelserne og afgøre, om de overhovedet kan bruges.

Lyset på afveje

I Berlin venter Einstein spændt på Eddingtons resultat. Udadtil forsøger han at lade, som om det ikke bekymrer ham det fjerneste, men ventetiden falder ham uendeligt lang. “Der er stadig intet nyt om formørkelsen,” meddeler han i et brev til sin mor 2. september 1919.

Ugen efter kan han ikke dy sig for at forhøre sig hos en forskerkollega i Holland: “Du skulle vel ikke tilfældigvis have hørt noget om den engelske solformørkelsesobservation?”

Da resultatet omsider bliver offentliggjort ved et møde i de kongelige videnskabelige selskaber i London 6. november 1919, er intet længere, som det har været. Fra at have været en ukendt kontorist ­bliver Einstein en superstjerne.

“Efter et nøje studie af de fotografiske optagelser er jeg rede til at sige, at der ikke hersker tvivl om, at de bekræfter Einsteins forudsigelse,” slår astronomen Frank Dyson fast på mødet, som kun har et eneste punkt på dagsordenen: resultaterne fra solformørkelsen.

I dagene derefter er den almene relativitetsteori og dens pjuskede ophavsmand forsidestof over det meste af verden:

“Revolution i videnskaben. Ny teori om universet. Newtons ideer er faldet,” udbasunerer forsiden af The Times i England. “Lyset er helt på afveje på himlen,” meddeler New York Times.

For Einstein selv er bekræftelsen den totale triumf – også selvom han ikke har været i tvivl om, at teorien holdt.

Og selvom de færreste forstår, præcis hvordan Einstein har forandret universet, bliver han den helt, verden har brug for. Efter myrderierne i skyttegravene og det katastrofale blodbad af en verdenskrig tørster menneskeheden efter godt nyt.

Pressen og publikum elsker det krøllede geni, der både kan spille violin og strø om sig med visdomsord og vittige bemærkninger, de elsker hans vilde hårpragt og hans vane med at kradse ligninger ned på borddugen, og de tilbeder hans uformelle og beskedne facon, som ligger lysår fra den adfærd, man ville kunne forvente fra en person, som ene mand har revolutioneret det fysiske verdensbillede.

Dusør på Einsteins skalp

I 1922 modtager Einstein Nobelprisen i fysik, en anerkendelse, som han har håbet på længe – ved skæbnens ironi får han dog ikke prisen for relativitetsteorien, men for artiklen om den fotoelektriske effekt, som han udgav i 1905.

Hæderen og berømmelsen synes ingen ende at ville tage, og Einstein er nu trådt ind i en liga, der er befolket af regenter, statsoverhoveder og andre kendisser. Han besøger den amerikanske præsident, han er på visit hos det japanske kejserpar, og han ses på den røde løber med Charlie Chaplin.

Men han finder også tid til sin forskning og sit engagement som pacifist og fortaler for oprettelsen af et jødisk samlingspunkt i Palæstina.

Da nazisterne i januar 1933 kommer til magten i Tyskland, skriver aviserne, at Einsteins navn står på en liste over attentatmål, og at der er udlovet en dusør på 20.000 mark for hans hoved.

“Jeg vidste ikke, jeg var så meget værd,” kommenterer Einstein rygtet med sin skæve humor.

Men som jøde mærker han den bundløse dybde af nazisternes had, og da Hitler i 1933 bliver rigskansler, bryder Einstein alle bånd med Tyskland og bosætter sig permanent i Princeton i USA.

Resten af sit liv forbliver Einstein en levende legende, og i 1952 er han tæt på at kunne føje titlen som præsident til sit imponerende cv – da Israels første præsident, Chaim Weizmann, dør, får Einstein tilbuddet om at blive hans efterfølger.

“Jeg er ikke den rette person, og jeg kan ikke gøre det,” svarer den 73-årige videnskabsmand, der i flere år har døjet med flere alvorlige sygdomme.

En forårsdag i 1955 holder en af historiens betydeligste hjerner op med at tænke. En hjerte-kar-lidelse tager livet af Einstein kl. 1.15 den 18. april, mens han er indlagt på Princeton Hospital.

På hans skrivebord ligger stakkevis af papirer med ufærdige beregninger, men den største beregning af dem alle er for længst færdig og har givet menneskeheden en helt ny forklaring på universet.