Atombomben smeltede ørkenen til glas

Tag brillerne på”, kommanderede en officer ned gennem rækkerne.

“Til helvede med dem,” svarede en fysiker, “Om det så er det sidste, jeg ser, vil jeg se dette.”

Endelig! Røde signalraketter lyste op over ørkenen. Om få sekunder ville forsamlingen vide, om deres arbejde var forgæves.

Verden gik ind i en ny tidsalder

Eksperimentet var kulminationen på årtiers forskning. Omkring år 1900 konkluderede fysikerne Pierre og Marie Curie, at atomkernen potentielt kunne frigive enorme mængder energi. De vidste, at kernerne bestod af tætsiddende neutroner og protoner, som var bundet sammen af den indbyrdes bindingsenergi.

Hvis partiklerne blev adskilt, ville energiudladningen være millioner gange større, end hvis det samme stof blev afbrændt på konventionel vis.

Kernerne blev dog anset for stabile og udelelige, så ægteparret Curie vidste ikke, hvordan de i praksis kunne udnytte energikilden.

Frem til 1930 skete kun få og små fremskridt. Selv fysikeren Albert Einstein afviste, at energiudladningen fra atomkernen kunne ske hurtigere end ved naturlig radioaktiv stråling. Først i 1932 lykkedes det briten John Cockcroft og ireren Ernest Walton at spalte et atom. Spaltningen udløste dog ikke energi nok til at sætte gang i en kædereaktion.

Video: Atombombens storebror udslettede stillehavsø.

Gennembruddet kom i december 1938. Tyskerne Otto Hahn og Fritz Strassman opdagede, at de kunne spalte atomer af grundstoffet uran. Kort efter fandt franske fysikere ud af, at spaltningen frigjorde neutroner fra urans atomkerne.

Spekulationerne gik nu på, hvorvidt disse “fritsvævende” neutroner kunne spalte de omkringliggende uranatomer og dermed starte en eksplosiv kædereaktion. I Europas ustabile politiske miljø så mange politikere en militær mulighed i opdagelsen.

Den 1. september 1939 invaderede Hitler Polen, og 2. verdenskrig var en realitet. Den danske fysiker Niels Bohr offentliggjorde tilfældigvis samme dag en lille artikel i det videnskabelige tidsskrift “The Physical Review”. Bohr skrev, at med den rette mængde af uran-235, en sjælden variant af grundstoffet, var det muligt at udløse uanede mængder af energi.

Forskerne skulle løse tre problemer

Allerede inden krigen brød ud, flygtede mange af verdens dygtigste fysikere fra Tyskland. I 1940 advarede flere af disse den engelske regering om, at Tyskland med sikkerhed ville konstruere en dommedagsbombe.

Advarslen gik videre til alle briternes allierede. Snart forskede hele verden i den nye superbombe.

Udfordringen var tredelt: at finde ud af, hvor meget Bohrs “rette mængde uran-235” var, at skaffe det og at konstruere mekanikken i bomberne.

Det dyreste var at fremskaffe uran-235. Over 99 procent af alt uran på kloden er uran-238, mens kun 0,71 procent er uran-235. Sorteringen af varianterne krævede enorme mængder energi.

Regnefejl forhindrede nazibombe

Tyskerne kom godt fra start og byggede hurtigt en effektiv reaktor. Den førende tyske forsker Werner Heisenberg satsede alt på én bestemt proces baseret på tungt vand.

Fremstilling af tungt vand kræver dog umådeligt meget energi, og tyskerne håbede på at udnytte den billige vandkraft i det besatte Norge. Allieret sabotage af den norske tungtvandsfabrik i Rjukan betød imidlertid, at tyskerne aldrig fik leverancer nok.

Desuden regnede tyskerne sig fejlagtigt frem til, at bomben krævede mange hundrede kg uran-235, og de anså omkostningerne for uoverkommelige. Nazisternes atomprogram smuldrede langsomt, men sikkert. De allierede vidste det ikke og frygtede stadig, at nazisterne fik bomben først.

Større end USA’s bilindustri

Amerikanerne gik ud fra, at de tyske forskere var to år forud for dem, og i 1941 besluttede præsident Roosevelt at iværksætte det største videnskabelige projekt, verden hidtil havde set.

I al hemmelighed afsatte han i alt to en halv milliard dollars til “The Manhattan Project”. Navnet skyldtes, at projektet blev koordineret fra et diskret kontor på Manhattan i New York.

Kontoret hyrede alt, hvad der kunne krybe og gå af fysikere, kemikere, ingeniører og studerende. Selv menige soldater med bare et basalt kendskab til fysik fik en togbillet og en ordre med stemplet “secret” stukket i hånden.

De fik besked på at melde sig på et af de mange kolossale fabriksanlæg, som skød op i tyndt befolkede egne. I alt blev mere end 125.000 mennesker ansat.

På trods af projektets størrelse lykkedes det at holde arbejdet hemmeligt. Dels fordi kun en håndfuld mænd kendte det sande omfang, dels fordi udviklingen af atombomben skete så mange forskellige steder landet over, at det var svært for udenforstående at danne sig et meningsfuldt overblik.

Når de hemmelige fabrikker skrev kontrakter med tusindvis af arbejdere, skete det med beskeden, “at de ikke fik at vide, hvad det overordnede formål var med arbejdet, men at der ville være bøf på bordet hver aften”. Pga. krigen og den voksende patriotisme stillede folk ikke så mange kritiske spørgsmål, når militæret kaldte.

Da projektet kørte i højeste gear, var det større end den samlede amerikanske bilindustri og brugte 10 procent af USA’s samlede elproduktion.

Nationalbanken gav 6000 tons sølv

Projektets første afgørende delmål blev nået i en kælder under University of Chicago. På universitetets squashbane lykkedes det i december 1942 den italienske fysiker Enrico Fermi at bygge en lille atomreaktor, starte kædereaktionen og standse den igen.

Forholdene tillod dog ikke at efterprøve beregninger på kædereaktioner, som var store nok til den ønskede bombe.

Næste skridt var derfor at opføre flere og langt større reaktorer. Det viste sig dog svært at skaffe kobber nok til de elektriske anlæg, så efter aftale med USA’s nationalbank, som trykker sedler og præger mønter, fik forskerne lov at låne 6000 tons sølv. Sølv er en glimrende leder af strøm og kunne fint bruges i stedet for kobber i magnetiske spoler og elektriske ledere.

Tænketanken lå i en ørken

De store fabriksanlæg gjorde det ikke alene. Manhattanprojektets fremmeste fysikere og ingeniører blev indlogeret i campingvogne uden for den lille by Los Alamos i et øde og højtliggende ørkenområde i staten New
Mexico. Blot en enkelt snoet grusvej førte ind til hjertet af Manhattanprojektet.

Afskåret fra omverdenen skulle de skarpe hjerner udregne, hvor meget uran-235 de havde behov for, og hvordan de kunne konstruere bomben.

I 1943 arbejdede 250 videnskabsmænd i Los Alamos. To år senere var antallet oppe på 3500 – og mange havde koner og børn med. Der opstod et livligt minisamfund, hvor interimistiske bygninger blev smækket op i stor fart og lå hulter til bulter i det støvede landskab under den evigt blå himmel. Mellem boligbarakkerne hang lange guirlander af vasketøj og nyvaskede bleer.

Mens konerne forsøgte at få dagligdagen til at fungere, knoklede mændene i laboratorierne med kolber, geigertællere og formler døgnet rundt. Men de havde trods alt tid til andet. Flere gange om ugen gik indbyggerne til store cocktail-parties for at sige velkommen til de senest ankomne.

Konerne fødte så mange børn, at barselsgangen på det spartanske hospital blev overbelastet.

Teateraftener og filmvisninger sørgede for underholdningen mellem festerne. Trods det sorgløse liv var og blev byen tophemmelig, og de mange familier var i realiteten spærret inde. Indbyggerne måtte for eksempel finde sig i, at al ind- og udgående post blev censureret.

Fysikerne satsede på to bombetyper

Forskerne arbejdede fra begyndelsen på to forskellige atombomber – én baseret på uran og én baseret på plutonium – et stærkt radioaktivt stof. Plutonium blev fremstillet på University of California i 1940. Stoffet var hurtigere og billigere at producere end uran-235, men ustabilt. Mekanikken i plutoniumbomben var derfor langt mere kompliceret.

Trods mange gnidninger mellem militæret og forskerne, videnskabelige tilbageslag og store problemer med at skaffe materialer til fabriksanlæggene lykkedes det i løbet af blot 27 måneder at gennemføre, hvad alle andre nationer måtte opgive.

De gigantiske fabrikker havde i sommeren 1945 tilsammen frembragt omkring 50 kg uran-235 samt så meget plutonium, at det rakte til to atombomber. Bomberne fik på grund af deres udseende kælenavnene “Little Boy” og “Fat Man”. De var udset til at blive kastet over civile japanere.

Selv om det kun var lykkedes at fremstille en beskeden mængde plutonium, besluttede forskerne at bruge en del af det til en testbombe. De var nemlig usikre på, om plutoniumbomben ville virke. Testbomben blev kaldt The Gadget (dimsen) og var i sin opbygning identisk med Fat Man.

At Little Boy med dens dødbringende last af uran-235 ville eksplodere, var de derimod ikke i tvivl om. Teknologien var relativ simpel.

Ørkensandet blev forvandlet til glas

Det tog fysikerne tre dage at samle og klargøre testbomben. Bomben blev anbragt på toppen af et 20 meter højt tårn af stål for at efterligne virkningen af en bombe kastet fra et fly.

Planen var at sprænge bomben klokken 04:00 om natten den 16. juli 1945, men regn og torden forsinkede nedtællingen, så den først kom i gang kl. 05:10:00.

To bunkere var opført i god afstand fra testområdet. Herfra fulgte officerer og videnskabsmænd prøvesprængningen.

Blandt dem var både Manhattanprojektets videnskabelige leder, Robert Oppenheimer, og dets militære leder, Leslie R. Groves. De lå fladt på jorden, og som alle andre, der overværede prøvesprængningen, var de udstyret med beskyttelsesbriller.

Klokken 05:29:45 detonerede bomben. Det var, som om verden blev badet i kridhvidt lys. Tilskuerne blev blændet, selv om de lukkede øjnene. I flere sekunder var bjergene oplyst af den gigantiske ildkugle, og en orkan af glohed luft spredte sig til alle sider.

Efter 40 sekunder fulgte en trykbølge og et dommedagsbrag, som kunne høres 320 km væk. Op mod himlen steg en 12 km høj paddehat. Ørkensandet smeltede og blev til en glasagtig, radioaktiv masse.

“Den virkede,” fastslog Robert Oppenheimer tørt. Eksplosionen fik ham få timer senere til at mindes en hinduistisk tekst: “Jeg er blevet døden, den, der ødelægger verdener.”

Skønt lysglimtet og paddehatteskyen blev set af mange, og braget hørt af endnu flere, lykkedes det militæret at holde årsagen hemmelig. I en pressemeddelelse på bare 50 ord hævdede militæret, at braget kom fra en eksplosion i et fjernt beliggende ammunitionsdepot. “Ingen kom til skade ved eksplosionen,” fastslog militæret.

Hitler var død – nu ventede Japan

I Europa var krigen sluttet få måneder forinden. Men i Stillehavet rasede 2. verdenskrig stadig, og kampene mellem USA og Japan kostede tusinder af liv. Amerikanerne havde indset, at japanerne aldrig ville kapitulere.

Under slaget om øgruppen Okinawa 1500 kilometer syd for det japanske fastland mistede amerikanerne fra april til juni 12.500 mand, mens det japanske tabstal lød på mere end 100.000. Kejserens tropper ville fanatisk kæmpe til sidste blodsdråbe, og amerikanerne så med gru frem til voldsomme slag under en invasion af Japan.

I månederne inden prøvesprængningen havde bombefly fløjet rundt over staten Utah med attrapper af Fat Man og Little Boy.

Få uger efter prøvesprængningen gav den amerikanske præsident Harry S. Truman ordre til at kaste den første bombe – hans håb var, at det ultimative våben ville få japanerne til at opgive uden videre kamp.

Bombeflyet stod allerede klar, da ordren kom. Samme dag som prøvesprængningen fandt sted, blev Little Boy lastet om bord i en destroyer, som sejlede bomben ud til en amerikansk base på stillehavsøen Tinian. Også den anden atombombe, Fat Man, blev transporteret til øen, hvor begge bomber blev endeligt klargjort.

Den 6. august 1945 satte B-29-bombeflyet Enola Gay kurs mod Hiroshima. Tusindvis af indbyggere døde, en brøkdel af et sekund efter de så lysglimtet. Andre tusinder i byens periferi fik en langsom og pinefuld død – de fleste på grund af voldsomme forbrændinger.

140.000 mennesker omkom, og af byens 76.000 bygninger blev 70.000 lagt i ruiner. Ødelæggelsen var så total, at al kommunikation blev afbrudt. Først næste dag fandt den japanske regering ud af, hvad der var sket.

Japan overgav sig stadig ikke, og tre dage senere kastede USA Fat Man over byen Nagasaki. Endnu 80.000 omkom­.

Den 15. august kunne de japanske lyttere høre deres kejser i radioen:

“En ny og meget grusom bombe med en helt uberegnelig evne til at ødelægge har taget mange uskyldige menneskers liv,” forklarede kejseren, da han begrundede det hidtil utænkelige – at Solens Rige kapitulerede betingelsesløst.