Fra videnskabens arkiver: Kampen om telefonen

Succes skal sikre Bells ægteskab

Året er 1876. Bell arbejder som besat med at afprøve nye konstruktioner. Ikke kun for at høste hæder og ære – også fordi en løsning på telegrafselskabernes problem også vil løse hans personlige sorger.

Bell har forelsket sig hovedkulds i en af sine elever – rigmandsdatteren Mabel – og den unge opfinder er smerteligt klar over, at hans lærerjob ikke kan forsørge Mabel, som er vokset op i en af Bostons mest velstående familier.

Bells noter afslører desuden, at han bliver pint af vedvarende dårlig samvittighed over for sine investorer.

Rigmændene har postet store beløb i hans eksperimenter og patentansøgninger, og den unge opfinder tynges mere og mere af forventningspresset. Bell har derfor hårdt brug for en succes, som kan sikre både ham og investorerne økonomisk.

Gray sender musik

Blandt Bells konkurrenter er den 41-årige Elisha Gray. I to år har han arbejdet på et apparat, der skal transmittere lyd via telegrafkabler.

Gray har allerede demonstreret en primitiv udgave af sin opfindelse, der kan sende musik via kabler, men målet er at gøre apparatet i stand til at overføre forståelig tale, så to personer kan føre en dialog på lang afstand.

Fredag den 11. februar 1876 beder Gray sin advokat om at udfærdige en midlertidig patentansøgning. Grays apparat er nu tæt på mål, og opfinderen frygter, at en af konkurrenterne skal overhale ham på målstregen.

Tre dage senere – mandag den 14. februar 1876 – afleverer Grays advokat ansøgningen på patentkontoret.

Advokaterne presser på

Denne dag sidder Zenas Fisk Wilber, chefundersøger på det amerikanske patentkontor, ved sit skrivebord i det fjerneste hjørne af lokalet.

Omkring frokosttid træder to velklædte mænd ind ad døren. De går tværs gennem lokalet – forbi kontoristerne, som er i gang med at behandle patentansøgninger – og hen til Wilber.

De to mænd overrækker ham en patentansøgning fra deres klient i Boston, Alexander Graham Bell. Advokaterne betaler patentafgiften på 250 dollar og insisterer på, at Wilber straks registrerer ansøgningen.

Anmodningen er imod proceduren på kontoret, hvor dokumenterne normalt indleveres til en kontorist for at blive registreret senere.

Men da de to advokater er faste kunder, efterkommer Wilber deres ønske og registrerer ansøgningen med titlen “Forbedringer i telegrafi”.

Patentundersøgeren accepterer også at dispensere fra kravet om, at selve opfindelsen skal indleveres sammen med ansøgningen. Bells patentansøgning bliver den femte, der registreres på datoen 14. februar 1876.

Senere samme dag arbejder en kontorist sig gennem bunken af dagens ansøgninger. Blandt dem er én fra Elisha Gray, som har ansøgt om patent på “instrumenter til transmission og modtagelse af talte lyde”. Grays ansøgning registreres som dagens ansøgning nr. 39.

Patentansat med tømmermænd

Fem dage senere gør Zenas Fisk Wilber en overrumplende opdagelse: Selv om han er tung i hovedet efter en lang nat på Washingtons barer, bemærker han, at Grays ansøgning i påfaldende grad ligner dén, som advokaterne indleverede på vegne af Bell.

Patentkontoret har tidligere oplevet, at to opfindere arbejder samtidig på nogenlunde samme idé. Men aldrig, at ansøgningerne minder så meget om hinanden og er indleveret samme dag.

På kontoret byder praksis, at alle ansøgninger fra samme dato betragtes som samtidige. Wilber er i syv sind.

Ansøgning bliver suspenderet

Wilber søger råd hos sin overordnede, Ellis Spear, som slår fast, at de to ansøgninger skal ses som samtidige. Patentkontoret suspenderer derfor straks – som det er procedure – Bells ansøgning midlertidigt.

Suspensionen skal give kontoret mulighed for at undersøge ansøgningerne i detaljer og give Gray tid til at indlevere en fuld ansøgning, så de to opfindere kan konkurrere på lige vilkår.

Fra Bells advokater kommer det skriftlige svar prompte:

“Vi anmoder om, at De, inden vores ansøgning suspenderes i tre måneder, afgør, hvorvidt det er sandt, at vores ansøgning blev registreret før det nævnte forhåndspatent”.

Ved at gå direkte til Wilber og insistere på at få ansøgningen registreret øjeblikkeligt har advokaterne sikret sig, at Bells patentansøgning er blandt dagens første registreringer. Også selv om Grays advokat i praksis kan have indleveret sin ansøgning først.

Opfindelsen virker ikke

Seks dage senere vælger Ellis Spear – af ukendte årsager – at bryde med proceduren og følge Bell-advokaternes opfordring. Suspensionen bliver ophævet, Gray afvist, og den 7. marts 1876 får Bell patent på opfindelsen af telefonen.

Grays bitterhed ville formentlig være vokset yderligere, hvis han havde vidst, at Bells opfindelse faktisk endnu ikke virker i praksis.

Normalt vil en ubrugelig opfindelse hurtigt blive afsløret af patentkontoret, fordi opfinderen skal indlevere et fysisk eksemplar af sin opfindelse sammen med ansøgningen. Men Bell afleverer aldrig en model af sin telefon.

Bell rejser til Washington

Omstændighederne omkring Bells ansøgning er stadig omgærdet af stor mystik. Fx plejer opfinderen dagligt at notere sine fremskridt i sin laboratoriejournal, men i dagene mellem 24. februar og 7. marts – de dage, hvor suspensionen bliver ophævet, og Bell får patentet – er siderne ikke udfyldt, fordi Bell er rejst til Washington, hvor patentkontoret ligger.

Hvad Bell foretog sig i Washington, er stadig uopklaret.

Til gengæld skriver Bell flittigt om sin nye opdagelse i dagene efter godkendelsen af patentet. Notaterne er ledsaget af en teknisk tegning, der i mistænkelig grad er identisk med den, som Gray brugte i sin patentansøgning.

Også selve Bells patentansøgning vækker undren hos skeptikere. Det oprindelige dokument beskæftiger sig udelukkende med forbedringer af telegrafi, og kun i en sløset, knudret note i ansøgningens margen har Bell tilføjet, at hans opfindelse også kan anvendes til transmission af lyd ved hjælp af en elektrisk ledende væske.

En tredje mærkværdig detalje er et brev, som Bell sendte til Gray, få dage før hans patentansøgning blev godkendt. De to opfindere kendte til hinanden og var klar over, at de begge arbejdede på en opfindelse, der beskæftigede sig med telegrafi. De mødtes dog ikke for at diskutere deres opfindelser indbyrdes.

I brevet indrømmer Bell, at han er klar over, at Grays opfindelse har “noget at gøre med vibrationer i en elektrisk leder i væske”. Bell skriver, at denne tanke ligger fjent fra hans egen patentansøgning. Indrømmelsen er usædvanlig, for ifølge reglerne havde Bell ingen adgang til at se Grays ansøgning.

“Send en lykønskning”

Patentkontorets afgørelse glæder selvsagt ikke Elisha Gray, som nidkært har arbejdet på sin opfindelse i to år. Trods den enorme skuffelse råder Grays advokat ham til at acceptere nederlaget frem for at kaste sig ud i et juridisk slagsmål.

Ifølge advokaten bør Gray sågar sende Bell en lykønskning og fortælle sin modstander, at han end ikke vil kræve at blive krediteret for opfindelsen.

På dette tidspunkt er Gray ikke klar over, at advokaten – ud over at være hans rådgiver i patentspørgsmål – også optræder på lønningslisten hos Bell. Han kan ifølge historikerne have forsynet Bell med oplysninger om Grays opfindelse.

Western Union takker nej

Bell, og ikke mindst hans investorer, har håbet på, at telegrafselskaberne vil kaste sig over den nye opfindelse. Begejstringen lader dog vente på sig. Telegraf-giganten Western Union takker i slutningen af 1876 nej til at købe retten til patentet for 100.000 dollar.

Måske fordi selskabets præsident William Orton ikke kan se de kommercielle muligheder i at overføre tale elektrisk. Eller fordi en af Bells stenrige investorer tidligere har gjort Orton til sin fjende ved at foreslå en nationalisering af hele telgrafbranchen.

I stedet for at sælge rettighederne til sin opfindelse skaffer Bell sig en beskeden indtægt ved at drage rundt i landet og demonstrere sit nye apparat for et betalende publikum. Med de første 149 dollar, som Bell tjener på opfindelsen, køber han en sølvbroche til sin elskede Mabel.

Da parret bliver gift i juli 1877, giver ægtemanden sin hustru en usædvanlig gave, nemlig 1.487 aktier i det nydannede Bell Telephone Company, svarende til 30 procent af selskabet. Bell selv beholder blot 10 aktier – eller 0,2 procent. De øvrige ca. 70 procent af aktierne tilfalder investorerne.

Bell er træt af telefonen

Efter tre år har Alexander Graham Bells opfindelse stadig ikke kastet den ventede økonomiske succes af sig. Bell er efterhånden led og ked af den kontroversielle telefon. For 5.000 dollar kontant sælger han retten til at udnytte opfindelsen på det engelske marked, og for pengene drager han med Mabel i august 1877 på en halvandet års bryllupsrejse til Europa.

Under rejsen lægger Bell stadig større afstand til sit eget telefonselskab. Ikke engang, da Bell Telephone Company i 1879 udfordres af Western Union, der har startet sit eget telefonselskab på baggrund af Elisha Grays ideer, ønsker Bell at have noget med sagen at gøre.

Bells investorer vil slæbe konkurrenten i retten for patentbrud, men for at kunne lægge sag an mod Western Union skal alle selskabets stiftere skrive under. Investorerne forsøger ivrigt at overtale Bell til at vende tilbage til USA, men opfinderen nægter at stille op i vidneskranken.

“Hvad betyder det, hvem der har opfundet telefonen, så længe verden får gavn af den? Og hvad skulle det betyde for mig, hvad verden siger, når jeg har opnået dét, som jeg arbejdede for: min søde, elskede hustru”, erklærede Bell.

Først da hustruen Mabel stiller sig på investorernes side, indvilliger Bell i at deltage i retssagen.

Gray udfordrer Bell

Bell må tilbringe ni dage i vidneskranken, hvor han blandt andet bliver bedt om at forklare, hvordan han kunne kende til detaljerne i Grays ansøgning.

“Jeg kendte intet til den. Jeg spurgte undersøgeren (Wilber, red.), som forklarede, at der var tale om et fortroligt dokument. Jeg fik ikke ansøgningen at se, men han forklarede mig i generelle vendinger, hvilken del af min egen patentansøgning der var i konflikt med Grays”, forklarer Bell. Patentmedarbejderen Zenas Fisk Wilber støtter Bell.

Gray: Bell kopierede mig

Retssagen bliver den eneste gang, Graham Bell og Elisha Gray mødes. Sagen slutter med et historisk forlig, hvori Gray og Western Union må erklære, at Bell er opfinder af telefonen. Erklæringen annonceres vidt og bredt i aviserne, men privat er Gray dog ikke overbevist.

De to opfindelser ligner i deres udførelse hinanden meget. Især mikrofonen, som forvandler tale til elektriske svingninger, vækker hans mistanke.

“Ud fra Bells egne vidneudsagn i retten er jeg blevet overbevist om, at jeg viste ham, hvordan han skulle konstruere den telefon, som gav ham de første resultater”, skriver Gray i sin journal.

Opfinderens antagelse bliver bekræftet nogle dage efter retssagen, da han til­fældigt møder patentundersøgeren Wilber på gaden.

... men dengang kendte jeg Dem ikke særlig godt. Og De havde aldrig givet mig cigarer eller inviteret mig ud på en drink”, sagde Wilber. Ifølge Gray.

Telefonen bliver en succes

Forliget betyder, at Western Union må ophøre med at drive telefonvirksomhed. Til gengæld for denne indrømmelse skal Bells selskab betale en femtedel af indtægten på sit patent til Western Union i patentets 18-årige levetid.

I de efterfølgende år vokser Bells telefonselskab støt, og i 1881 opkøber det Grays selskab. Da det kontroversielle patent udløber efter 18 år, har telegrafselskaberne for længst tabt kampen om kommunikation til telefonen. Bells succesfulde selskab sidder nu tungt på markedet og har et uopnåeligt forspring på kunder og kabler.

Telefonens kommercielle succes sætter Graham Bell og Mabel i stand til at leve i velstand resten af deres dage.

Sandheden er afgået ved døden

Æren for opfindelsen af telefonen tilfalder officielt og alene Graham Bell. Men Elisha Gray kan ikke for evigt skjule sin frustration og bitterhed. Blandt Grays efterladte papirer finder hans familie følgende note efter opfinderens død:

“Den fulde historie om telefonen vil aldrig blive skrevet. Den er begravet i de tyve til tredive tusind sider med vidneudsagn. Og den er begravet i hjerterne på nogle få, hvis læber enten er forseglede i døden eller lukket med en gylden haspe, hvis styrke er endnu større”.