Geniale gentlemen forvandlede verden

Storbritannien tog et tigerspring fremad i 1700-tallet. Øriget gik ind i en ny tidsalder, hvor videnskabelige gennembrud hørte til hverdagen, og utrolige opfindelser gjorde det umulige muligt.

Fremskridtet var ikke del af en stor plan. Ingen ministre lagde strategier, universiteterne spillede kun en mindre rolle, og de største landvindinger blev gjort andre steder end i London.

Byen var ellers motoren, der drev hele Storbritannien fremad.

I stedet blev revolutionen sat i gang af almindelige håndværkere, handelsfolk og gentlemen i Midtengland som medlemmerne af Lunar Society i Birmingham. De passede deres job i dagtimerne, men forvandlede sig til amatør-forskere om aftenen.

De studerede og eksperimenterede i vokslysets skær, og af deres nysgerrighed opstod en ny verden.

Læge jagtede livets oprindelse

Lunar Society var et netværk af vidt forskellige mænd, der blev ført sammen af tørst efter viden i 1750’erne.

I årtier mødtes de regelmæssigt for at udveksle videnskabelige opdagelser, tænke i fællesskab og udføre eksperimenter.

Klubbens centrale skikkelse var en læge ved navn Erasmus Darwin. Han tilhørte den engelske landadel og havde studeret i den skotske hovedstad, Edinburgh, der gik for at udklække genier på stribe. I 1757 bosatte Darwin sig i Lichfield i Midtengland, hvor han kunne tjene godt på at behandle overklassens indbildte lidelser.

Som læge var han intet lys. Men jobbet gav ham rigeligt med fritid, som han helligede poesi og videnskab – især biologi. På hans tid var fritidsforskning højeste mode.

Darwin har skrevet sig ind i historien som en titan i mere end én forstand. Han elskede kulinariske glæder og blev med tiden så rund, at han måtte save et hul til maven i sit middagsbord.

Først og fremmest var han dog en fritænker, der satte spørgsmålstegn ved alt og søgte nye forklaringer.

Teorier om evolution var på vej frem inden for biologien, og for Darwin blev de en helt ny måde at forstå verden på.

Som en af de første spekulerede han over, om alle verdens pattedyr kunne have den samme stamfader og ikke var skabt i deres endelige form af Gud, som Biblen beskriver.

Den idé blev siden taget op af barnebarnet Charles Darwin, hvis værk “Arternes oprindelse” fortrængte den kristne skabelsesberetning.

Al viden blev delt

Erasmus Darwin giftede sig i 1757, og via sin hustrus familie opstod et livslangt venskab med en beslægtet sjæl.

Matthew Boulton fra Birmingham havde ingen universitetsgrad, og til daglig drev han sin fars værksted, som lavede bæltespænder. Ligesom Darwin var den unge metalmager dog grebet af tidsånden. Han udførte forsøg og sugede viden til sig, selvom han sjældent læste.

“Mr. B er bevis på, hvor meget viden man kan opnå uden regelmæssige studier, men med masser af praktiske forsøg, en hurtig fatteevne og en fornemmelse for mekanik”, skrev en nær ven siden.

“Han fik meget af sin viden fra den største læremester af alle: samtale med lærde mænd”, huskede en anden.

Boulton og Darwin mødte andre hobby-forskere, og de blev en del af “Brevenes Republik” – det uformelle videnskabs-netværk i Europa og Amerika. Dannede mennesker skrev konstant til hinanden i 1700-tallet, og brevveksling blev brugt til at sprede viden, udveksle idéer og indhente gode råd.

Darwin og Boulton skrev sammen med et voksende antal lyse hoveder, og derudover begyndte de at mødes med andre ivrige fritidsforskere i Midtengland.

Fuldmånen viste vej

Da Lunar Society tog form, bestod Måneklubben af otte videnskabsbegejstrede mænd, der samledes for at hygge sig, diskutere, udføre eksperimenter og opfinde alt fra måleinstrumenter til smarte hverdagsredskaber.

I en periode gjorde de sig fx store anstrengelser for at udtænke forbedringer, der ville gøre hestevogne behageligere at køre i.

Vennerne fik for vane at mødes på den søndag, der lå nærmest fuldmåne. Senere, da præster blev en del af deres kreds, måtte sammenkomsterne flyttes til mandag.

De ankom til værtens hjem kl. 14 og nød en overdådig middag, inden hustruer og børn blev sendt ud. Så fandt mændene deres måleglas, instrumenter og konstruktionstegninger frem, og den videnskabelige leg gik i gang.

Vinen flød frit, mens de begejstrede mænd udførte eksperimenter og diskuterede alverdens mysterier.

Kl. 20 eller ofte senere blev det omsider tid til at skilles. Vennerne tog hjertelig afsked, inden de vaklede ud til deres heste eller vogne for at begive sig hjem ad veje, der var oplyst af fuldmånens skær.

I begyndelsen foregik alt uformelt, men i takt med at succes gav dem en travlere hverdag, holdt de deres fællesskab i live gennem fastere rammer.

Fra 1765 omtalte de sig selv som “Månekredsen”, og 10 år senere gik de et skridt videre og dannede “Måneklubben” med regler for møder og optagelse.

Vennerne brugte deres møder til at tænke i fællesskab, og det blev afgørende for den succes, flere af dem opnåede.

Fabrikkerne gik i gang

Matthew Boulton begyndte sin vej ind i historiebøgerne, da han udskiftede sin fars metalværksted i Birmingham med fabrikken Soho Manufactory.

I den forbindelse udvidede han sit sortiment fra bæltespænder til luksusvarer af sølv og guld. Bygningen havde plads til 400 smede og lærlinge, og de kunne fremstille hurtigere og billigere end alle konkurrenter takket være seriefremstilling.

Boulton indførte arbejdsdeling, så hans arbejdere lavede hver deres del af en vare frem for at fremstille hele produktet. Han indkøbte også sindrige maskiner, som kunne lette mennesker for de simpleste opgaver.

Måneklubbens møder fandt ofte sted hjemme hos Boulton, og hans fabrik inspirerede pottemageren Josiah Wedgwood til at producere efter de samme principper. I 1769 åbnede han en fabrik i Stoke 70 km nord for Birmingham.

Wedgwood kombinerede forretning og hobby ved at eksperimentere med nye materialer og glaseringer til sine lervarer. Og han fremstillede alt i lyntempo takket være Boultons eksempel. Det var dog Wedgwoods nyskabende markeds­føring, der især sikrede ham en plads i historiebøgerne.

Porcelænsfabrikanten gjorde sig store anstrengelser for at skaffe sig bestillinger fra det britiske kongehus. Og da det omsider lykkedes, brugte Wedgwood den royale forbindelse til at tiltrække folket, som til en rimelig pris kunne få varer magen til hoffets.

Hans varer stod efterhånden på hvert et britisk bord, og de bar allesammen initialerne “JW”.

Salgsmetoderne gjorde Wedgwoods lertøj til verdens første brand. Hans tallerkener, vaser og potter blev eftertragtede, ikke blot fordi de var pæne og holdbare, men også i kraft af at hans kendte logo var indgraveret i bunden. Wedgwood erobrede det britiske marked, men ville have mere.

“Afsted, min herre, for at triumfere over franskmændene i smag”, befalede han sin salgsagent med vanlig storladenhed. Anerkendte franske potteværksteder blev drevet i knæ sammen med deres hollandske og tyske kolleger.

England fik flydende motorveje

Med Boultons og Wedgwoods fabrikker i spidsen strømmede varer ud af Midtengland. Fremgangen var så stor, at transporten blev et stigende problem.

1700-tallets veje egnede sig ikke til tung trafik – og særligt ikke til skrøbeligt gods som lertøj. Det eneste alternativ var vandtransport via floden Trent, men den var ikke dyb nok til pramme på det første lange stykke, og varer kunne kun sendes østpå til Nordsøen. Erasmus Darwin var i 1765 en af de første til at foreslå en ambitiøs løsning i form af en menneskeskabt kanal. Den skulle være 150 km lang og forbinde den sejlbare del af Trent med havnebyen Liverpool på den engelske vestkyst.

Ingen havde hidtil vovet sig ud i så gigantisk en ingeniøropgave i Storbritannien. Desuden mødte den hård modstand fra lokale handelsmænd, der kunne forvente uvelkommen konkurrence, hvis varer pludselig kunne sejles tværs gennem landet fra kyst til kyst.

Josiah Wedgwood gik til gengæld helhjertet ind i sagen, som ville gøre eksport fra hans fabrik langt nemmere.

“Jeg skal tænke mig godt om, før jeg kan huske, om jeg er godsejer, ingeniør eller pottemager”, skrev han udmattet i en periode, hvor kanalen og forretningseventyr konkurrerede om hans tid. Omsider begyndte gravearbejdet i 1766, og 11 år senere var Trent og Mersey-kanalen klar til sejlads – med hele 70 sluser.

Snart blev hele landet gennemkrydset af kanaler, som tillod en tæt trafik af industri­varer, mange år før jernbanerne opstod.

Damp skabte en ny tid

Trent og Mersey-kanalen var et stort skridt fremad, og det samme blev et nyt produkt, Boulton sendte på markedet i 1775. Han havde indgået partnerskab med en skotte, der havde store idéer, men ingen midler at udnytte dem med.

James Watts ambition var at lave en dampmaskine, der fungerede. Enkelte maskiner drev allerede pumper i britiske miner, men de var ineffektive på grænsen til det uanvendelige.

Finansieret af Boulton og med Soho-fabrikkens dygtige smede i ryggen lykkedes det Watt at fremstille en stærkt forbedret version, der kunne omsætte kul og vand til fire gange så meget kraft. Watts dampmaskine blev den opfindelse, der forvandlede Storbritannien til verdens første industrination.

Boultons Soho Manufactory førte igen an. Han fik i 1788 en statskontrakt på møntslagning, og hans dampdrevne maskiner var i stand til at sprøjte 70-85 helt identiske mønter ud hvert minut.

Klubben døde med vennerne

Adskillige af Måneklubbens medlemmer fik plads i det fornemme videnskabsselskab Royal Society – også Boulton trods sin mangel på uddannelse. De succesrige mænd havde travlt, og nogle flyttede bort, men alligevel forsøgte de at finde tid til at mødes.

Erasmus Darwin døde 70 år gammel i 1802. Hans nære ven Matthew Boulton overlevede frem til 1809, som også er det sidste år, hvor møder i Lunar Society kan dokumenteres. Medlemmerne trak i 1813 lod om bøgerne i deres fælles bibliotek, og derpå forsvandt klubben af geniale amatører ud af historien. En lille flok venner havde forvandlet Storbritannien, Europa og verden.