Kelvinskala: En temperaturskala uden minusgrader

Lord Kelvin lægger navn til kelvinskala

Den svenske astronom Anders Celcius (1707-44) møder vi hver dag, når vi hører eller læser vejrudsigten. Amerikanere er ligeså fortrolige med Daniel Gabriel Fahrenheit (1686-1736), der også er manden, som opfandt kviksølvtermometeret. I visse dele af Italien og Schweiz bruger osteproducenter faktisk stadig den temperaturskala, som René Antoine Ferchault de Réaumur præsenterede i 1731.

Lord Kelvin (1824-1907) optræder derimod ikke så ofte i hverdagen, selvom videnskaben bruger hans temperaturskala i en række sammenhænge. Han kom til verden som William Thomson, og da han i 1892 blev hædret for sit videnskabelige arbejde med en barontitel, tog han navn efter Kelvin floden, der passerede lige forbi hans laboratorium på universitetet i Glasgow.

Kelvinskala skulle være praktisk

Skalaen bygger direkte på Celsius’ arbejde, forstået på den måde at temperaturforskellen 1 K svarer til 1 grad Celsius. Men udgangspunkterne er forskellige. I 1848 skrev William Thomson en berømt afhandling, hvor han argumenterede for, at Celsius minusgrader var upraktiske.

Så han foreslog at skalaens nulpunkt ikke skulle være når vand fryser – det skulle være det absolutte nulpunkt, hvor al molekylær aktivitet ophører. Det svarer til -273,15 Celsius. Ifølge denne skala fryser vand altså ved 273,15 K, og det kommer i kog tilsvarende 100 enheder længere oppe, ved 373,15 K.

Kelvinskalaen bruges eksempelvis ved måling af farvetemperaturer. Det er den temperatur, et sort legeme skal opvarmes til for at afgive lys med en bestemt farve. I det univers er farvetemperaturen på sollyset ved solopgang 1800 K, kraftigt sollys er 6000 K, mens en voldsomt overskyet himmel er 10.000 K.