10. Orgasme mod kvindehysteri - anvendt indtil 1980
Massageapparaat anno 1909.
Adskillige kvinder led omkring år 1900 af “hysteria”. Lægernes behandling var at drive kvinden til orgasme ved hjælp af massageapparater.
Behandlingen var dog kortsigtet og skulle gentages med ugers mellemrum.
9. Børn blev narkomaner - anvendt indtil 1930:
Winslow's soothing syrup blev bl.a. brugt til at behandle børn med tandfrembrud.
Fru Winslows Beroligende Sirup (Mrs Winslow’s Soothing Syrup) hed et middel, som mange forældre omkring år 1900 gav til deres urolige børn.
Medicinen var fyldt med morfin og gjorde børn afhængige og resulterede i dødsfald.
8. Homoseksuelle fik elektrochok - anvendt indtil 1992:
Alle lægevidenskabelige fakta pegede i det meste af 1900-tallet på, at homoseksualitet var en psykisk sygdom – og at den kunne kureres.
Lægerne udsatte derfor homoseksuelle for alt fra hormonkure og hypnose til psykoterapi og elektrochok.
7. Sunde cigaretter - anvendt indtil 1926:
Tobaksplanten kom til Europa fra Amerika, og lægerne roste især nikotinen for dens helbredende egenskaber. I dag anses tobak som den største årsag til cancer.
6. Afhængig af hostesaft - anvendt indtil 1910:
Den tyske kemivirksomhed Bayer begyndte i 1898 at sælge heroin mod hoste og tuberkulose. Firmaets kemikere var overbeviste om, at den nye medicin ikke var afhængighedsskabende.
5. Borede hul i kraniet - anvendt indtil i dag:
Hullets kant er helet. Patienten har altså levet i flere år efter sit indgreb.
Fra stenalderen og langt op i middelalderen forsøgte datidens svar på læger – bartskærerne – at kurere dårligdomme som fx migræne ved at fjerne en del af eller bore hul i hjerneskallen.
Teorien var, at indgrebet hjalp onde ånder med at slippe ud af hovedet.
Operationen har været smertefuld, og risikoen for infektioner høj, men gravfund viser, at overlevelsesraten var forbløffende høj.
Trepanering bruges i princippet også i dag ved behandling af fx hjerneblødning.
4. Hjernen blev ædt op - anvendt indtil 1900-tallet:
I flere tusind år var de fremmeste læger overbeviste om, at kviksølv kunne kurere stort set alt.
Kinas kejser Ying Zheng (259 f.Kr. – 210 f.Kr.) indtog fx det flydende metal hele livet, selvom hans tunge svulmede op, og hans tandkød blev betændt.
Lægerne ved i dag, at kviksølv ødelægger hjernens funktioner og dertil giver trykken for brystet, fordøjelsesproblemer, åndedrætsbesvær og andre bivirkninger som depression og angst.
3. Syge fik tappet livet - anvendt indtil 1900-tallet:
Billedet fra 1860 er et af kun tre kendte fotos af en åreladning.
Lægerne mente, at sygdomme skyldtes ubalance mellem kardinalvæskerne, blod, slim, gul galde og sort galde.
Åreladningen skulle udfri patienten for en af væskernes overvægt, men indgrebet endte ofte ulykkeligt.
Et af ofrene var USA’s første præsident, George Washington, som i 1799 lod lægerne kurere sin halsbetændelse med åreladning.
Blodets fremmeste opgave er at transportere ilt og næring til kroppens celler, og da lægerne tappede Washington for 3,75 liter blod – 80 % af kroppens samlede blodbeholdning – blev han stærkt svækket og døde samme dag.
2. Dårlig hygiejne dræbte millioner - anvendt indtil 1700-tallet
Læger og præster stod magtesløse over for pestsmitten, hvilket affødte flere tvivlsomme behandlinger.
Et bad er ikke alene overflødigt – det kan også give pest. Den holdning vandt i 1500-tallet frem blandt Europas læger.
“Dampbade og badehuse bør forbydes, fordi huden bliver blød, og porerne åbner sig efter et bad.
Konsekvensen er, som vi har set, at pestbefængte dunster kan trænge ind i kroppen og forårsage øjeblikkelig død,” sagde den franske hoflæge Ambroise Paré fx i 1568.
I de næste 300 år undgik europæerne derfor vand og sæbe, og kun i yderste nødstilfælde duppede de forsigtigt huden med vand, hvis en tør klud ikke kunne fjerne snavset.
Aversionen mod vand var dog en katastrofal fejltagelse. Pestsmitten overføres ved loppebid, og netop pga. de urenlige forhold stortrivedes lopperne.
Indtil lægerne kom på bedre tanker i 1700-tallet, kostede deres fejltagelse millioner af liv.
1. Det hvide snit: Læger gjorde patienter til zombier - anvendt indtil 1983:
Det hvide snit var langtfra noget snit. I stedet blev en syl jaget op i frontallappen, hvor den blev vrikket rundt.
I 1949 blev den portugisiske læge Egas Moniz hædret med nobelprisen for sin opdagelse af et kirurgisk indgreb, som kunne kurere psykisk syge for en række lidelser.
Behandlingen, lobotomi, blev i Danmark kaldt det hvide snit, fordi den var målrettet et område i hjernen kaldet den hvide masse. Indgrebet skulle kappe forbindelsen mellem hjernens tænkende og følende del.
Målet var at gøre uregerlige patienter rolige, men i virkeligheden lemlæstede det hvide snit mindst 50.000 mennesker verden over.
Patienter blev apatiske zombier
De fleste fik – hvis de var så heldige at overleve behandlingen – et forkrøblet følelsesliv, eftersom forbindelsen til pandelappen – stedet, som huser menneskets personlighed – blev kappet.
Mange blev barnlige eller demente, hvis de da ikke endte som apatiske zombier.
Lægen bankede syl gennem øjet
At lægerne havde vanskeligt ved at forudsige resultatet af de enkelte indgreb var måske ikke så underligt, set med nutidens øjne.
Fremgangsmåden var, at lægen bankede en syl gennem knoglen lige over patientens øjenæble og ind i hjernens frontallap, hvor sylen blev vrikket op og ned. Samme metode blev brugt ved det andet øje.
Altså temmelig langt fra det finkirurgiske "snit", som navnet lægger op til.