Pythagoras stjal sin berømte formel
Pythagoras’ læresætning er langt mere end blot bogstaver og tal. Bag formlen gemmer der sig en hemmelighedsfuld kultleder, som både stjal og myrdede i matematikkens navn.
I oldtidens Grækenland var Pythagoras en feteret kultleder med et iltert temperament.
Selvom Pythagoras i dag er et af de kendteste navne fra oldtidens Grækenland, så er eksperter kun sikre på få kendsgerninger om manden bag navnet: Han levede i 500-årene f.Kr., han var leder af en talkult, og han har lagt navn til en formel (A2 + B2 = C2), som gør det muligt at bestemme længden af en retvinklet trekants sider – og som han formentlig slet ikke er ophavsmand til.
Intet af det, Pythagoras selv måtte have nedskrevet, er bevaret, så vi kender ham udelukkende fra andres omtaler, og de tegner et gådefuldt billede.
Nogenlunde sikkert er det, at han blev født på den græske ø Samos. Herfra rejste han ud i verden og studerede efter alt at dømme i Egypten, Mesopotamien (i det nuværende Irak) og Levanten.
I midten af 500-tallet f.Kr. slog han sig ned i Kroton i Syditalien, og her blev han leder af en kult, hvor disciplene anså ham for at være halvgud.
Bønner var strengt forbudt
Pythagoras’ følgere måtte afgive et tavshedsløfte for at være en del af hans kult. Kilder nævner, at de intet måtte sige i fem år, og at de aldrig måtte røbe noget om kultens regler og ritualer. Det er tilsyneladende ikke lykkedes at holde tæt, for bl.a. Aristoteles, der levede 200 år senere, fortæller om en række løjerlige leveregler.
Pythagoræerne, som kultmedlemmerne kaldes, tilbad matematikkens logik, de var veganere, og de troede på reinkarnation: at sjæl og legeme er adskilte, og at sjælen efter døden kan vandre videre til en anden krop – enten i skikkelse af et menneske eller af et dyr. Idéen om genfødsel kan Pythagoras meget vel have bragt med sig fra sin tid i Egypten, hvor det var en udbredt tanke.
Mere lavpraktisk, så havde kulten regler for, i hvilken rækkefølge man skulle tage sko på, at ingen måtte rejse langs hovedveje, og om ALDRIG at spise bønner.
Sidstnævnte regel er svær at finde en entydig forklaring på, men endnu vanskeligere er det at forklare de utrolige evner, som tilskrives Pythagoras.
Aristoteles beretter i 300-tallet f.Kr. om, at Pythagoras engang blev set samtidig i to forskellige byer, og at han under De Olympiske Lege rejste sig op og viste forsamlingen, at et af hans lår var gyldent – et tegn på guddommelighed.
Måske var Pythagoras ikke alene halvgud, men også morder. Myten beretter om pythagoræeren Hippasos, som opdagede, at kvadratroden af tallet 2 er et irrationalt tal, altså hverken et helt tal eller en brøk med hele tal.
Da Hippasos fortalte dette til Pythagoras, blev kultlederen så rasende, at han smed Hippasos i havet og lod ham drukne. Pythagoras afskyede irrationale tals uorden.
Lertavle afslører formelsvindel
Vi ved ikke, hvor mange af historierne om Pythagoras der er sande. Men sandt er det formentlig, at han slet ikke er ophavsmand til sin berømte formel.
En lertavle fundet i Babylon i det nuværende Irak viser, at babylonierne kendte til “Pythagoras’ læresætning” for næsten 4000 år siden – 1000 år før Pythagoras.
Om den græske kultleder bevidst har gjort babylonsk lærdom til sin egen, eller om det er eftertiden, som har givet ham æren, er uvist. Men i dag er han i hvert fald uløseligt forbundet med trekanter.