Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Romerrigets læger skar ind til benet

I mere end 600 år var de romerske læger ofte farligere for patienten end den sygdom, de skulle kurere. Men i midten af 2. århundrede indførte “lægekunstens fyrste”, Claudius Galen, helt nye teknikker, der kom til at sætte standarden for europæisk lægekunst i mere end tusinde år.

lessing archive

Året er 157 e.Kr. I amfiteateret i den østromerske by Pergamum i det nuværende Tyrkiet sidder tilskuerne og jubler. Dagens højdepunkt – gladiatorkampene – er netop overstået, og publikum er henrykte.

Kampene har både været spændende og tilpas blodige. Mens vinderen hyldes i arenaens midte, slæbes de hårdt sårede gladiatorer til amfiteatrets infirmeri­ for at blive lappet sammen.

Blandt amfiteatrets læger er den unge græker Claudius Galen, der netop er vendt tilbage til byen efter at have studeret lægevidenskab hos tidens største medicinske kapaciteter i Alexandria i Egypten.

Vel hjemvendt til Pergamum har han på rekordtid fået et fabelagtigt ry blandt gladiatorernes ejere, der gerne ser deres dyrt indkøbte investeringer overleve og blive kampklare så hurtigt som muligt.

Galen er en af de bedste læger, amfiteatret nogen sinde har haft. Men for Galen er Pergamum blot et skridt på vejen til noget langt større.

Rom/161 e.Kr.

Fire dygtige kejsere har efterfulgt hinanden på Roms kejsertrone, da endnu en fremragende kejser, Marcus Aurelius, bliver valgt til kejser i år 161 e.Kr. Den nye kejser interesserer sig stærkt for filosofi og videnskab, hvis udvikling han ved enhver lejlighed forsøger at fremme.

Operationer lærte Galen anatomi

Galen nåede at arbejde i Pergamums amfiteater i fire år, og ifølge hans egne optegnelser døde ikke en eneste af de gladiatorer, han behandlede. De mange operationer gav den unge læge et unikt “vindue ind i menneskekroppen”.

Det var ellers ikke muligt for datidens læger at studere menneskets indre anatomi. Både i den græske og romerske kultur var kroppen hellig, selv når en person var død, og det var strengt forbudt dissekere lig af mennesker.

Men i Pergamum nåede Galen at operere så mange gladiatorer, at han kendte stort set hver en detalje i menneskekroppen. Erfaringerne fra amfiteatret gjorde Galen i stand til at revolutionere lægekunsten i det romerske imperium.

Modsat grækerne havde romerne ikke stor tiltro til lægevidenskaben. Svære sygdomme blev anset for at være gudernes straf, som kun bøn kunne afhjælpe – ikke læger.

I tiden før Galen blev læger i Rom betragtet som simple håndværkere, der havde en lavere social status og anseelse end selv almindelige håndværkere.

Lægerne var typisk slaver og ikke-romere – især grækere, der ligesom Galen enten selv rejste til Rom eller blev importeret af velhavende romere.

Mange romere så ned på grækerne, som ikke desto mindre fik stor indflydelse i Rom, til mange romeres store fortrydelse. I deres øjne udgjorde de græske læger en trussel imod romersk tradition, hvor det var
familieoverhovedet, der havde det sundhedsmæssige ansvar.

Hvis et familiemedlem blev ramt af svær sygdom, blev den syge ikke sendt til lægen, men derimod til fx lægeguden Asklepios’ tempel på Tiber-øen midt i Rom. Romerne mente, at sygdom var gudernes straf og derfor kun kunne kureres med bøn.

Virkede det ikke, så blev den syge sendt til en art hospice, hvor svært syge fra hele Rom blev samlet og ikke mindst isoleret fra resten af befolkningen, indtil de døde af deres sygdom.

Enhver kunne kalde sig læge

En anden årsag til modstanden mod lægestanden var, at en stor del af de romerske læger – ofte med rette – havde ry for at være uduelige eller ligefrem livsfarlige. Ud over de mere kyndige læger fandtes nemlig et stort antal svindlere, der nok kaldte sig læger, men reelt set var kvaksalvere.

Lægegerningen ansås for en vare på lige fod med tøj eller mad, og alle og enhver kunne kalde sig læge. Derfor gik et stort antal “læger” fra hus til hus og tilbød deres evner og medicin, der ofte gjorde mere skade end gavn. I mange tilfælde var lægerne direkte livsfarlige for patienterne.

Derfor blev den lægestanden også ofte genstand for de romerske satirikeres skarpe pen.

På kejserens opfordring foretog Galen mange offentlige operationer på bl.a. levende grise. Dyrene blev bundet fast, hvorefter lægen skar dem op for at vise kroppens funktioner.

© “Galens Værker” fra 1541

“Indtil for nylig var Diaulus læge, nu er han bedemand. I dag laver han det samme som bedemand, som han gjorde, da han var læge,” skrev satirikeren Marcus Martialis eksempelvis.

Blandt modstanderne var også den fremtrædende politiker og forfatter Plinius­ den Ældre, der i kraftige vendinger advarede mod følgerne af en fortsat invasion af græske læger i Rom.

“Medicin ændrer sig fra dag til dag, konstant opfrisket og fornyet, indtil vi alle er blevet kvalt i dampen fra de kloge grækeres hjerner.

Som om vi ikke har klaret os fint uden læger i mere end 600 år,” rasede politikeren, der levede 100 år før Galen.

Kejseren udnævnte Galen til livlæge

Efter fire år i Pergamum flyttede Galen i 161 e.Kr. til Rom, hvor han straks fik arbejde i Romerrigets største amfiteater, Colosseum. Også her stod lægen dagligt i blod til op over begge albuer, når hårdtsårede gladiatorer blev bragt ind fra de daglige kampe i arenaen.

Snart løb rygtet om den nye læge og hans fantastiske evner hovedstaden rundt, og kort efter blev Galen inviteret til hoffet af den videbegærlige kejser Marcus Aurelius.

Kejseren studerede selv ivrigt filosofi og blev meget imponeret over den 32-årige Galens store talent. Inden længe blev Galen udnævnt til livlæge for kejseren og hans familie.

Marcus Aurelius havde længe ønsket at vænne romerne fra deres overtro og opfordrede Galen til at dele ud af sin viden, både gennem skrifter og offentlige operationer og dissekeringer.

Galens værker om medicin blev standardlæsning for middelalderens læger.

© bridgeman

Den ambitiøse Galen kastede sig over opgaven med stor iver, og hurtigt voksede Galens berømmelse til uhørte højder. Den græske læge vidste, at hans forelæsninger ikke kun skulle være uddannende, de skulle også være underholdende.

Som en anden showmand dissekerede han grise, geder, aber og i et enkelt tilfælde et hjerte fra en elefant til “tilskuernes frygt og beundring”. Ifølge overleveringerne foretrak Galen at dissekere levende abers hjerner.

Men af frygt for at tilskuerne skulle blive skræmt af abernes meget menneskelignende reaktioner, var det oftest geder og grise, han brugte.

Ifølge Galens egne notater passede det ham dog fint, ikke mindst fordi grisene hylede højere end aberne og dermed sørgede for, at tilhørerne ikke mistede koncentrationen.

Læger blev dygtigere

Galens mange forelæsninger om medicin og kirurgi gav den romerske lægestand et tiltrængt løft.

Selv om kirurgien generelt blev set som den absolut sidste udvej, når diæter, åreladning og medicin ikke længere var nok, blev lægerne i tiden efter Galen i stand til at udføre meget komplicerede operationer.

Arkæologer har eksempelvis i den norditalienske by Rimini fundet mere end 150 forskellige kirurgiske instrumenter i et hus, hvor en romersk læge holdt til i den sidste halvdel af 100-tallet e.Kr.

I modsætning til sine udskældte forgængere, der solgte deres tjenester på gaden, har denne læge ifølge arkæologerne været langt mere avanceret.

Blandt andet havde han både venteværelse og en komplet konsultation med skrive- og operationsbord. Under udgravningerne fandt arkæologerne ingen gynækologiske instrumenter, men stort set kun lægeinstrumenter, der er blevet brugt til stiksår og hovedtraumer.

Lægen var sidste udvej

I den gamle romerske by Pompeji fandt arkæologer i slutningen af 1700-tallet et stort antal læge-instrumenter fra 1. årh. e.Kr. Instrumenterne blev fundet i et hus, der efterfølgende blev kaldt “kirurgens hus”. Alene instrumenternes udseende giver en god fornemmelse af, hvorfor romerne så vidt muligt undgik at gå til læge.

Blandt instrumenterne er bl.a. en speciel tang, der udelukkende har været brugt til at trække pile ud af kroppen på soldater med.

Det er første gang, at arkæologer har fundet en sådan tang, og dette og de andre fund tyder på, at lægen har haft en karriere i hæren bag sig. Her var lægerne generelt mere professionelle som følge af deres store erfaring med operationer på sårede soldater.

Mejselfund tyder på hjernekirurgi

Rimini-lægens arsenal af instrumenter tæller også skalpeller, der har været brugt til at fjerne fremmedlegemer i øjet, og nåle, der efter al sandsynlighed er blevet brugt i forbindelse med operationer for grå stær.

Derudover har arkæologerne fundet en lang række krukker med inskriptioner, der viser, at de har indeholdt diverse helbredende urter og væsker.

Ifølge arkæologerne er det mest spændende fund i huset en lille mejsel, som lægen har brugt til at åbne hjerneskallen med efter at have skåret en rille i kraniet med et andet instrument.

Teorien om mejslens formål bekræftes af fund fra både England, Frankrig og Grækenland. Fundene viser, at romerne ikke veg tilbage for at operere i hjernen, oftest som et forsøg på at fjerne knoglefragmenter eller standse blødninger efter kraftige slag i hovedet.

Også i det såkaldte “kirurgens hus” i Pompeji har arkæologer fundet højt specialiserede lægeinstrumenter. Instrumenterne stammer fra slutningen af 1. århundrede f.Kr. – omkring 70 år, før Galen begyndte sin karriere i Pergamum.

Så professionelt udstyrede læger hørte dog til sjældenhederne før Galen.

I den italienske badeby Rimini har arkæologer udgravet et hus fra sidste halvdel af 1. århundrede e.Kr. I billedets forgrund ses venteværelset, der ledte patienter ind til konsultation i tilstødende rum.

© bridgeman

Lægen blev en autoritet

Efter kejser Marcus Aurelius’ død i 180 e.Kr. tjente Galen også efterfølgerne, Commodus og Septimius Severus. Samtidig nåede han at skrive ikke færre end 350 værker og mindre skrifter om anatomi, kirurgi og medicin, før han døde omkring år 200 e.Kr.

Værkerne var i høj grad baseret på hans dissekering af dyr, og han opfordrede hele sit liv andre læger til også at gøre det samme – både for at gøre nye opdagelser, men også for at blive dygtigere kirurger.

På den måde blev Galen ophavsmand til den eksperimentelle metode inden for medicinske undersøgelser.

En del af Galens anatomiske og fysiologiske observationer var helt korrekte. Blandt andet beviste han, at urin dannes i nyrerne og ikke i blæren, som de fleste troede.

Han opdagede hjertets fire kamre og identificerede syv af de 12 kranienerver, der er de eneste nerver, som har direkte forbindelse til hjernen og ikke rygraden. Desuden fastslog den utrættelige læge, at tuberkulose var smitsom.

Hans vigtigste opdagelse var dog, at arterierne transporterer blod og ikke luft rundt i kroppen. Galens store indsats bevirkede, at Romerrigets læger efter ham i langt højere grad blev professionelle og fagligt velfunderede i modsætning til tidligere tiders kvaksalvere.

Asklepios (til højre) var grækernes lægegud og helbredte dårligdomme. Datteren Hygieia (heraf ordet hygiejne) forebyggede sygdom(i midten).

© Scanpix/akg-images

Græsk lægegud reddede Rom

I år 293 f.Kr. rasede en voldsom epidemi i Rom. Byens indbyggere døde i hobetal. Da de romerske guder syntes magtesløse, sendte Rom en delegation til byen Epidauros i Grækenland, hvor den græske lægegud Asklepios havde hjemme. Mens delegationen diskuterede med grækerne, krøb en slange – lægegudens symbol – om bord i romernes skib. Det blev taget som et tegn på, at guden ønskede at komme til Rom. Da delegationen via Tiberfloden kom tilbage til Rom, krøb slangen ifølge myten ud over skibssiden og svømmede over til øen Tiberina midt i floden. Romerne byggede derfor byens første Asklepios-tempel på øen. Herefter forsvandt epidemien på mirakuløs vis. I de følgende år skød Asklepios-templer op overalt i Italien. Her kunne syge ofre til guden i håb om helbredelse.

Lægen blev en respekteret autoritet og ikke bare en handelsmand, som måske, måske ikke kunne levere den lovede vare.

I årene efter Galens død nåede mange af Romerrigets læger en standard, som ikke blev overgået i tusinde år, og Galen fik tilnavnet “lægekunstens fyrste”.

I 300-tallet forsøgte romerne at opbygge et offentligt system, der skulle kontrollere og rådgive lægerne i det skrumpende rige. Systemet nåede dog ikke at eksistere længe, før Romerriget blev rendt over ende af barbarerne fra nord og øst.

I 1500 år var Galen standardlære

Romerrigets sammenbrud i slutningen af 400-tallet e.Kr. betød, at også en meget stor del af den viden, de romerske læger havde opsamlet gennem århundrederne, forsvandt.

Ved et lykketræf overlevede 20 af Galens værker, som faldt i arabernes hænder, da de erobrede Mellemøsten i 600-tallet.

De arabiske læger indså hurtigt værkernes værdi, og Galens blev tanker blev oversat til arabisk i massiv målestok. Herfra bredte værkerne sig nogle århundreder senere til Vesteuropa, hvor Galen blev middelalderlægernes standardværk.

De romerske læger veg ikke tilbage for at operere selv i øjet. Ifølge de antikke tekster kunne de endda operere patienter for grå stær.

© bridgeman

I 1500 år var Galen den ubestridte autoritet på lægeområdet. Og det på trods af, at hans beskrivelse af den menneskelige anatomi var ufuldstændig og fyldt med fejl, fordi størstedelen af hans studier var blevet foretaget på dyr.

Galens teorier gengav blandt andet flere organer, der ikke eksisterede, ligesom arterier, vener og nerver ifølge Galen var tre forskellige systemer, der ikke var forbundet med hinanden indbyrdes.

Men den katolske kirke håndhævede i århundreder et forbud mod at dissekere mennesker, fordi den mente, at det var syndigt. Derfor kunne ingen afsløre Galens fejl.

Først i 1543 udgav renæssance-kirurgen Andreas Vesalius bogen “Opbygningen af den menneskelige krop”, hvori han påpegede mere end 200 fejl i Galens lære om menneskets anatomi.

En enkelt af Galens teknikker overlevede dog selv renæssancens vanærende kritik; at tage patientens puls – en teknik, som bruges den dag i dag.

© Sheikh Zayed Institute/ Children's National Medical Center

Status i dag: Robotterne bliver kirurger

Romerrigets teknikker lagde grundstenen til nutidens lægekunst, men de senere år er robotterne kommet ind i operationsstuerne. Den amerikanske robot STAR overgår allerede kirurgerne i præcision – i 2016 syede den en
grisetarm sammen langt bedre, end lægerne var i stand til – og det er blot et spørgsmål om tid, før robotkirurgen skal operere på sit første menneske.

Læs også:

human zombie
Videnskabshistorie

FRA ARKIVERNE: Læger forvandlede patienterne til zombier

7 minutter
Videnskabshistorie

FRA ARKIVERNE: Solformørkelser varslede død og ulykke

7 minutter
Videnskabshistorie

12 af de største videnskabelige gennembrud i 2019

10 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul