1. KRYPTOS: CIA’s sidste kode volder hovedbrud
Ved CIA’s hovedkvarter i Langley, Virginia, står en to meter høj kobberskulptur, der ved første øjekast er ganske harmløs. Ikke desto mindre har kunstværket siden 1990 voldt svære hovedbrud hos kodebrydere.
Skjult i fire kvadrater har kunstneren James Sanborn indlejret fire kryptogrammer, som fagfolk kalder en kode. Det sidste er endnu ikke knækket – end ikke af CIA’s egne analytikere.
Hvis den fjerde kode knækkes, afsløres en gåde, der er forbundet til alle kunstværkets fire koder.
De tre første firkanter blev knækket i 1999. De to første lå gemt bag en såkaldt Vigenère-krypteringsalgoritme, hvor hvert bogstav i en kode er gemt i en alfabetisk tekst.
For at finde ud af hvilket, kræver det ofte, at en del af koden – et nøgleord – gennemskues eller gættes.
I tredje firkant er bogstaverne transponeret, dvs. gemt i et bestemt mønster i tekstfeltet.
Se Kryptos’ fire koder
De afkodede tekster peger i vidt forskellige retninger.
Den første firkant indeholder en kort, kryptisk tekst, der lyder som en del af en gåde.
Den anden er en længere tekst, der bl.a. indeholder en reference til en tidligere CIA-chef og et koordinat.
Den tredje er en reference til åbningen af farao Tutankhamons grav.
Kunstneren James Sanborn har givet tre hints til den sidste kode: Passagen NYPVTT bliver til BERLIN efter afkodning, MZFPK bliver til CLOCK og QQPRNGKSS ordet NORTHEAST.
2. Tamám Shud: Litterær kodebid kan løse mordgåde
Et forfærdeligt syn mødte borgerne i Somerton, Adelaide, 1. december 1948. På stranden lå en velklædt midaldrende herre død.
Da politiet undersøgte liget, kunne de ikke identificere manden. Men i en lille lomme fandt de en udrevet passage fra en bog med ordene Tamám Shud, der betyder er ”er slut” på persisk. Passagen stammer fra digtsamlingen Rubaiyat, som politiet straks igangsatte en jagt på.
Sagen fik i 1948 stor opmærksomhed, fordi den kolde krig ulmede og den formodede dødsårsag var en ikke-sporbar gift.
Men sagen tog for alvor fart, da Rubaiyat-bogen blev fundet og viste sig på bagsiden at indeholde aftrykket fra fire blyantskrevne linjer, der ligner kode.
Kodebidden blev øjensynligt fundet i en bil parkeret tæt på strandparken, hvor det uidentificerede lig blev fundet.
Siden har kodebrydere forsøgt at udlede mening fra den formodede kode, men forgæves. Flere kryptografer peger på, at teksten er for kort til at kunne udlede mønstre fra.
I 2014 hævdede en datalingivst, at koden var forbogstaverne fra en længere tekstpassage, men en større korpussøgning fandt ingen matches i den engelske litteratur.
3. Enigma: Rå regnekraft skal bryde de sidste Enigma-koder
Nazisternes krypteringsanordning Enigma var ekstremt succesfuld, da Hitlers ulvekobler af ubåde spredte rædsel i Atlanterhavet. De krypterede beskeder sendt fra ubådene kunne let opfanges af de allierede, men frem til midt i 1941 kunne analytikerne ikke afkode dem.
I 1942 introducerede tyskerne en ny version af Enigma-maskinen kaldet M4, der ved hjælp af en ekstra fjerde roterende bogstavskive forplumrede beskederne.
VIDEO: Se hvordan Enigma virker
Selv i dag er en lang række af de opsnappede beskeder fra M4-maskinerne ikke blevet afkodet.
Udfordringen består primært i, at kodebrydere uden kontekst har svært ved at udpege de nøgleord, som vore dages computere skal forsøge at finde i de kodede beskeder.
Løsningen kan være at slippe fremtidens kunstige intelligenser løs på de uknækkede Enigma-beskeder.
- Først skal den kunstige intelligens imidlertid lære tysk, som det blev talt i den tyske Kriegsmarine.
- Dernæst skal intelligensen helst forstå historien og konteksten for at indsnævre søgningen.
- Slutteligt skal den tysktrænede AI gennemse hver en mulig besked bag de krypterede bogstaver, for at kunne genkende og udpege et budskab.
En Enigma-maskine med tre rotorer har over en million mulige startpositioner alene – og positionering var blot én af metoderne til at kryptere beskederne.
Hobbykryptografer forsøger i dag at afkode de resterende Enigma-kodede beskeder ved hjælp af programmer, der kører i baggrunden på computere forbundet i et verdensomspændende netværk.
4. Zodiac – Korte gådestumper kan afsløre seriemorder
I december 2020 knækkede tre hobbykryptografer den sidste af seriemorderen Zodiacs berømte koder, som han under sine morderiske eskapader i slut-60’erne sendte til San Franciscos aviser.
Kodebryderne afslørede indholdet i Z340 – den eneste tilbageværende, længere kode fra seriemorderens hånd – hvori morderen hævder ikke at frygte døden.
VIDEO: Sådan knækkede kodebrydere Zodiacs hemmelige budskab
Men seriemorderens to korteste koder, Z32 and Z13, ligger stadig uløste hen. Fordi de består af kun hhv. 32 og 13 bogstaver og tegn har de længe været regnet som ubrydelige.
Særligt den korteste er ellers interessant, da ordene forud for koden lyder: ”Mit navn er”
Ved hjælp af nøgleordet fra Z340 hævder en fransk kodebryder at have knækket Z32 og Z13, der dels udpeger et muligt bombemål og dels udpeger morderen som Lawrence Kaye – en tidligere mistænkt, der døde i 2010.
Løsningen er imidlertid ikke den eneste og andre kodebrydere har fundet andre svar.
Matematikere fra Texas har i jagten på Zodiac forsøgt at udvikle såkaldte genetiske algoritmer, der med inspiration fra naturen forsøger at udvikle den optimale løsning.
Metoden udpegede tegn-kombinationer, der potentielt kunne matche typiske engelske bogstavkombinationer som th og es. Med teknikken lykkedes det de amerikanske forskere knække de første, allerede afkodede beskeder, men uden held på Z32 og Z13.
5. Voynich-manuskriptet – Vås eller videnskabelig guldgrube?
I det 15. eller 16. århundrede sad en ukendt skribent og forfattede 240 tætskrevne sider. Da manuskriptet dukkede op igen i starten af det 20. århundrede, medførte det undren.
Ingen kunne tyde de sirlige, tætskrevne sider, men statistikkere kan se, at ordenes længder og symbolsammensætning ligner vore dagens skriftsprog. Ligeledes går visse ord igen igennem manuskriptet i samme mønster, som andre af tidens skrifter.
Siderne indeholder detaljerige illustrationer, der er lige så gådefulde som skrifterne.
Nogle forskere hævder, at teksten enten er en slags fupnummer eller rent nonsens. Andre vurderer, at de uidentificerbare skrifttegn er en ukendt kode – fx et opfundet sprog, hvor hvert tegn er et ord, lyd eller en stavelse.
Den dag i dag er ikke ét af de 170.000 skrifttegn i Voynich-manuskriptet blevet afkodet.