Tryllekunstner hackede den første telegraf

Blok lytter intenst og med tiltagende vantro, mens han i sit hoved hurtigt dechifrerer signalet, som indløber i morsekode.

Et ord gentages igen og igen – “rats” (red. rotter), et ord, som ud over at beskrive et dyr i gnaverfamilien også er et amerikansk slangudtryk for overmod.

Blok er i vildrede, men én ting ved han: Signalet kommer ikke fra Marconi. Men hvem gemmer sig så bag de prikker og streger, som i hastigt tempo tegner sig på morsestrimlen? Og hvad er meningen med det?

Telegrafen ændrede verden

Begivenheden den juniaften i 1903 var det foreløbige højdepunkt i et teknologisk kapløb, som begyndte omkring 71 år tidligere.

I 1832 fik amerikaneren Samuel F.B. Morse idéen til at udnytte den nyopdagede naturkraft, elektromagnetismen, til at viderebringe beskeder over lange afstande ved hjælp af elektriske impulser.

Strøm kunne via en elektromagnet bevæge en pen, der gengav impulserne på en papirstrimmel.

Fem år senere, i 1837, indgav Morse sin patentansøgning til telegrafen. Samtidig opfandt han en kode, hvor bogstaverne bestod af kombinationer af prikker og streger. Den enkle kode gjorde det let entydigt og effektivt at dechifrere budskaberne.

Telegrafen forandrede verden for altid. Hvor modtagere før måtte vente i dage, uger eller måneder på, at nyheder nåede frem med posten, damperen eller kureren, blev det nu muligt at modtage beskeder fra ethvert sted på kloden nærmest øjeblikkeligt.

Aviser kunne rapportere om fjerne begivenheder samme dag, som de fandt sted.

Børsmæglere kendte fra minut til minut aktiekurser og råvarepriser. Og i krig kunne officerer og generaler følge troppernes bevægelser og straks flytte mandskabet hen, hvor behovet for forstærkninger var størst.

Beskeder strømmede verden rundt, men ikke til hvor som helst – kun langs telegrafkabler. Byer uden forbindelse, skibe på havet og modtagere for enden af et kabelbrud var afskåret fra information, men det kunne en trådløs teknologi lave om på.

Og teknologien udviklede sig hurtigt. I 1888 beskrev den tyske fysiker Heinrich Hertz – der siden lagde navn til enheden for bølgers frekvens, hertz – hvordan elektromagnetisme kan udbrede sig som bølger.

Under et eksperiment med gnister fra en induktionsspole, en elektrisk leder viklet op i spiral, påviste han signaler, der som bølger udbreder sig i luften.

Ved at skabe et såkaldt gnistgab, et mellemrum mellem to elektroder, kunne han få en gnist til at springe mellem elektroderne og derved skabe en radiobølge.

Bølgerne kunne afsendes som korte eller lange impulser – prikker eller streger – og afkodes ved hjælp af morsekoden. Den trådløse telegraf var undfanget.

Marconi blev ignoreret i sit hjemland

Et var at bevise, at trådløs kommunikation var mulig – noget andet at gøre teknologien praktisk anvendelig.

Den opgave satte italienske Guglielmo Marconi sig for at løse.

Som søn af en velhavende jordejer var han blevet undervist af privatlærere. Han udviste så stor interesse for fysik, at han som 18-årig trods manglende formel uddannelse fik lov til at følge undervisningen og bruge biblioteket og laboratoriet på universitet i Bologna.

Med sin viden fra fysikstudiet begyndte Marconi snart med assistance fra sin butler, Mignani, at eksperimentere med at bygge en trådløs telegraf på loftet i familiens hus.

Apparatet var bygget op af en sender og en modtager. Senderen bestod af en højspændingsgenerator, som ledte elektriske impulser ind i en antennetråd. Antennen sendte så impulserne videre ud i luften som bølger.

En antennetråd på modtageren kunne fange disse bølger og sende dem videre til en såkaldt resonanskreds, som kun tillod en bestemt frekvens af bølger at passere. Bølgerne i den rette frekvens blev herefter sendt til en såkaldt telegrafnøgle, som oversatte bølgerne til punkter og streger – morsekode.

I sommeren 1895 lykkedes det Marconi at sende et signal 750 meter. Snart efter udbyggede han antennen og øgede rækkevidden til over tre kilometer.

Marconi forstod, at han for at nå længere skulle bruge mange penge til udstyr og forsøg. Han ansøgte derfor det italienske ministerium, som var ansvarligt for post og telegraf, om midler.

Da han ikke fik noget svar, pakkede den nu 21-årige Marconi efter råd fra en ven i 1896 kufferten og drog til England.

Magiker opfandt radio i fritiden

Storbritanniens status som imperium havde gjort landet førende inden for telegrafi. Marconi forventede derfor, at briterne også ville være interesserede i at investere i dens trådløse efterfølger.

Han blev ikke skuffet. Admiralitetet i London så straks mulighederne i trådløs kommunikation og var yderst interesseret i videreudviklingen af den nye teknologi.

Allerede samme år udtog Marconi patent nr. 12039 på en metode til “forbedring af transmission af elektriske impulser og signaler og et apparat beregnet dertil” – det første patent nogensinde til et kommunikationssystem baseret på udnyttelse af radiobølger.

Igennem de følgende år sendte Marconi beskeder over stadig større afstande.

I 1901 lykkedes det ham at sende en besked fra sin sender i Poldhu i Cornwall over Atlanten til Newfoundland i Canada – en afstand på flere tusind kilometer. Transmissionen modbeviste kritikernes påstand om, at trådløs telegrafi over så store afstande ikke var mulig på grund af Jordens krumning.

Faktisk havde skeptikerne i princippet ret. Det er ikke muligt at tegne en ret linje mellem Cornwall og Canada, og transmissionen lod sig kun gøre, fordi signalets vej var ikke ret. Bølgerne blev afbøjet højt oppe i ionosfæren og sendt tilbage til Canada.

Marconi var imidlertid ikke den eneste, som eksperimenterede med trådløs kommunikation.

Blandt de mere farverige konkurrenter var den 39-årige brite Nevil Maskelyne. Maskelynes far, John Nevil Maskelyne, var opfinder og tusindkunstner.

Han opfandt teknikken bag betalingstoilettet, men hovedindtægten kom fra Egyptian Hall i London, et teater, som specialiserede sig i forestillinger med fokus på magi og illusioner.

En af de populæreste attraktioner i Maskelyne-familiens teater var “Psycho”, en træfigur klædt i gevandter, som ledte tankerne hen på Østens mystikere og løste matematiske problemer, stavede svære ord og spillede whist med publikum.

Psychos magi blev formentlig gjort mulig ved hjælp af et sindrigt pneumatisk system med bælge betjent fra kulissen af Maskelyne og hans hjælpere.

Nevil jr. var imidlertid mere optaget af videnskab end tryllerier, og når han ikke optrådte, studerede han Hertz’ teorier og gjorde sine egne forsøg med elektromagnetiske bølger.

Forsikringsgigant snød Maskelyne

Nevil Maskelyne nåede hurtigt langt med sine fysikeksperimenter.

På samme tid som Marconi eksperimenterede med at sende beskeder over lange distancer, lykkedes det Maskelyne at sende et signal fra en varmluftsballon til en station på jorden hele 16 kilometer borte.

Eksperimentet tiltrak bevågenhed fra en mand med afgørende indflydelse på branchen, nemlig Henry Montague Hozier.

Den tidligere officer bestred det betroede hverv som sekretær for det prestigefyldte Lloyd’s of London. Lloyd’s dækkede gennem et system af syndikater skibsejeres tab ved ulykker og katastrofer og spillede derfor en vigtig rolle for Storbritanniens omfattende skibstrafik.

Hozier havde fået anlagt et netværk af telegrafstationer på kyststrækninger i hele verden.

Telegrafen skulle gøre det muligt at rapportere om skibe tilknyttet selskabet, uanset hvor de befandt sig på kloden.

At gøre telegrafforbindelsen trådløs ville lette Hoziers arbejde betydeligt, bl.a. fordi den trådløse i modsætning til den traditionelle telegraf ville kunne installeres på skibe.

Hozier tilbød i 1900 Maskelyne en forretningsaftale, som gik ud på i fællesskab at udvikle og markedsføre Maskelynes trådløse telegrafapparat.

Hozier fortrød dog hurtigt. Marconis apparater var i stigende grad populære; fx medbragte den amerikanske passagerdamper SS Saint Paul Marconis telegraf.

Skibet blev den første atlantdamper, der benyttede den trådløse telegraf til at melde sin ankomst til Storbritannien og dermed kunne varsle anløbshavnen, før skibet kom til syne.

Hozier var så imponeret, at han besluttede at slå en handel af med Marconi i stedet. Den 26. september 1901 – omkring to måneder før Marconis transatlantiske sending – indgik de to mænd en aftale.

Ved at betale Marconi 4500 pund, næsten fem millioner kroner i nutidens valuta, fik Hozier en plads i Marconis bestyrelse og garanterede samtidig Marconi en aftale med Lloyd’s of London.

Aftalen gav Marconi ret til at bygge ti telegrafstationer for Lloyd’s. De ti stationer måtte de følgende 14 år kun anvende Marconis telegraf og udelukkende kommunikere med skibe udstyret med Marconis apparater. Aftalen betød i praksis, at Marconi fik monopol på trådløs telegrafi.

Alle kunne lytte med på telegrafen

Maskelyne var rasende. Men han skulle snart få hævn.

Chancen kom, da Eastern Telegraph Company i 1902 hyrede ham til at bygge en trådløs radiostation. Den skulle supplere den telegrafforbindelse, som via kabler forbandt selskabets hovedkvarter i Porthcurno i Cornwall med imperiets fjerneste egne i Indien og Australien.

Med sin midlertidige antenne opsnappede Maskelyne snart signaler fra Marconis station i Poldhu, som lå cirka 25 kilometer borte. Hændelsen var bemærkelsesværdig.

Marconi-firmaet havde gentagne gange hævdet, at beskeder sendt fra deres stationer var strengt private og ikke kunne afkodes af udenforstående. Men beskederne var umiskendeligt en del af kommunikationen mellem Marconi og skibet Carlo Alberto.

Han beholdt telegrafstrimlerne med Marconis beskeder, mens han grublede over, hvad han mon kunne bruge dem til.

I den følgende tid voksede Maskelynes vrede over rivalen, mens aviser og tekniske skrifter fyldtes med lovprisninger af italienerens landvindinger.

Særligt gjorde det Maskelyne harmdirrende, at Marconi påstod, at hans telegrafbeskeder var fuldstændig fortrolige og ikke kunne opsnappes af andre, fordi han sendte på en særlig frekvens.

Maskelyne vidste, at påstanden ikke var sand, og i en artikel i bladet The Electrician den 7. november 1902 gav han sin mening til kende.

Marconis beskeder mellem Poldhu og Carlo Alberto var lette at aflytte, skrev han. Og – tilføjede han som for at gnide salt i såret – Marconi kunne slet ikke sende 15 ord i minuttet, som han ellers påstod, men højst fem.

Maskelynes kritik skabte uro blandt Marconis aktionærer. De havde stolet på italienerens forsikringer om, at meddelelser sendt via hans telegrafnet ikke kunne opsnappes af andre. Nu krævede både offentligheden og aktionærer beviser i form af en test.

“Hvis hr. Marconi består testen, er jeg sikker på, at han vil modtage helhjertet støtte ikke bare fra Deres avis, men fra hver eneste ærlige englænder,” skrev en læser til avisen Morning Advertiser. Marconi fastholdt sin påstand om, at signalerne var utilgængelige for andre.

“Jeg kan indstille mine instrumenter, så intet andet instrument, der ikke er indstillet på samme måde, kan opsnappe mine beskeder,” udtalte han til avisen The St. James’s Gazette i februar 1903. Modstræbende gik han med til at lade påstanden komme an på en prøve.

Den 4. juni 1903 ville han sende en besked fra senderen i Poldhu til Royal Institution. Maskelyne besluttede sig for at lægge en fælde for rivalen. “Chancen var for god til at lade gå fra sig,” skrev han senere.

Sikkerhed kom på dagsordenen

Mens Marconis assistent Arthur Blok gjorde apparatet klar i Royal Institutions auditorium, indtog Maskelyne sin plads ved senderen hjemme i Egyptian Hall og begyndte at sende.

Snart indløb vrøvlebeskeder med ordet “rotter” som det gennemgående tema.

Beskederne blev fulgt af et sammenhængende smædedigt – tydeligvis rettet mod Marconi. “There was a young fellow from Italy. He diddled the public quite prettily” – “Der var en ung mand fra Italien. Han narrede folk så behændigt” – lød det.

Digtet udelukkede enhver tvivl. Marconi var helt sikkert udsat for sabotage.

John Ambrose Fleming, én af Marconis nærmeste samarbejdspartnere, hørte ikke den klikkende lyd. Han var travlt optaget af at introducere Marconi og hans apparat for publikum og desuden næsten døv.

Heller ingen andre hørte lyden af Maskelynes beskeder, men uheldigvis for Marconi fortalte Blok senere til Fleming, hvad der var sket.

Fleming reagerede ved at skrive et læserbrev. “Jeg ville have troet, at teatret, som har været stedet for de mest brillante foredragsdemonstrationer i et århundrede, ville have været helligt for videnskabelig vandalisme som dette,” skrev han harmdirrende i brevet, som blev trykt i avisen The Times den 11. juni 1903.

Fleming havde uforvarende – og stik imod hensigten – på den måde afsløret Marconis sikkerhedsbrist for hele landet. Og Maskelyne godtede sig.

I et læserbrev i The Times meldte han sig straks som gerningsmanden. Men hvis Marconi havde haft ret i, at meddelelserne var private, ville han aldrig kunne have lavet sit nummer, påpegede han.

“Hvis dette kaldes videnskabelig vandalisme og den slags, hvilke skældsord skal vi da tage i brug mod handlinger begået af folk, som ikke vil stå ved de påstande, de selv offentligt har fremsat?” spurgte han retorisk.

Afsløringen vakte bestyrtelse, men løbet var kørt for Maskelyne og Marconis kritikere. Den italienske opfinders arbejde med den trådløse telegraf var for langt fremme til, at nogen for alvor kunne true hans position.

I 1909 fik han en Nobelpris i fysik for sit arbejde, og i dag huskes alene han som opfinderen af den trådløse telegraf.

Maskelyne måtte se sig slået og vendte tilbage til sin gamle metier som tryllekunstner. Han udgav bl.a. håndbogen Our Magic, som regnes for en klassiker, og levede ellers et stille liv.

Marconi blev velhavende af sin opfindelse og blev præsident for det kongelige akademi i Italien i 1930. Som erklæret fascist nød han stor anerkendelse, da Mussolini kom til magten i Italien, og Marconi var endda medlem af det magtfulde Gran Consiglio del Fascismo – Fascismens Storråd – frem til sin død i 1937.

Maskelyne døde i 1924. Han blev ikke den trådløse telegrafs pioner, men afslørede til gengæld som den første en af massekommunikationens største svagheder: angreb fra hackere.

Faren for aflytning, manipulation og anden indgriben i kommunikation blev en vigtig del af udviklingen af både den trådløse telegraf og dens efterkommere i det 21. århundrede.