Ungt sproggeni løste hieroglyffernes gåde

Det var omkring middagstid den 14. september 1822, da miraklet indtraf i det lille hus i Rue Mazarine i Paris. Jean-Francois Champollion turde næsten ikke tro sine egne øjne.

Lige siden morgenstunden havde han arbejdet med en række nye inskriptioner fra Egypten, da han pludselig som ved et trylleslag havde opdaget systemet bag de uforståelige hieroglyffer. Han havde løst den gåde, ingen andre havde kunnet løse.

Champollion styrtede ud af huset og videre ned ad den snævre gade, mens han klamrede sig til sine noter og tegninger. Få hundrede meter borte lå Det Franske Institut, hvor Champollions storebror arbejdede.

Jacques-Joseph Champollion havde længe været bekymret for sin lillebror, der dag og nat arbejdede med sine elskede hieroglyffer uden hensyntagen til sit helbred, som blev svagere dag for dag.

Pludselig fløj døren til hans kontor op. Jean-Francois Champollion styrtede ind og råbte hysterisk af begejstring:
“Jeg har fundet det! Jeg har fundet det!” Derefter faldt han besvimet om på gulvet.

Nøglen til mysteriet

Kapløbet om at finde nøglen til de egyptiske hieroglyffer begyndte 23 år tidligere i 1799. Året forinden havde Napoleon Bonaparte erobret Egypten og efterfølgende beordret, at nogle gamle forter i Nildeltaet skulle udbygges.

Da en gruppe franske soldater om morgenen den 19. juni gik i gang med at rive en gammel mur ned ved Fort Rashid, få kilometer fra byen Rosetta, dukkede en sort stenblok pludselig op. Den ene side af den godt en meter høje sten var dækket af inskriptioner.

Franskmændene var vant til at se hieroglyffer, men denne sten var anderledes. Den havde ikke kun én, men hele tre inskriptioner i hver sin skriftstil.

Da Napoleons medbragte videnskabsmænd undersøgte stenen nærmere, kunne de se, at den ene tekst var skrevet på oldgræsk, den anden med hieroglyffer, mens den tredje var skrevet med en endnu ukendt skrift, der senere fik navnet “demotisk” – den folkelige skrift.

Videnskabsfolkene havde ingen problemer med at læse den græske inskription, der fortalte, at stenen var et dekret skrevet af præsterne i den oldegyptiske by Memphis i året 196 f.Kr. til ære for Ptolemaios 5. – en af de græsk-makedonske herskere, der regerede Egypten fra 304-30 f.Kr.

De to andre tekster kunne videnskabsfolkene ikke læse, men de var overbevist om, at de tre inskriptioner fortalte præcis samme budskab, og at de derfor stod over for noget, der kunne blive nøglen til de gådefulde hieroglyffer.

Kopier sendt ud i Europa

Straks efter fundet af “Rosettastenen”, som franskmændene døbte den, blev der lavet kopier af inskriptionerne. De blev sendt til universiteter overalt i Europa. Nu var det blot et spørgsmål om tid, før forskerne kunne få “Egypten forklaret af egypterne selv”, som en af de franske videnskabsfolk erklærede.

Ingen kunne da vide, at der skulle gå 23 år, før hieroglyffernes gåde blev løst.

Et halvt år efter fundet måtte de franske tropper i Egypten overgive sig til briterne, der krævede at få Rosettastenen overdraget. Den endte derfor på British Museum i London.

Men takket være de mange kopier, som var i omløb, kunne videnskabsfolk overalt kaste sig over stenens indskrift i håb om at blive den første, der knækkede koden.

En drengedrøm vokser frem

Jean-Francois Champollion stiftede første gang bekendtskab med hieroglyfferne, da han var 11 år gammel. Allerede da havde han vist usædvanlige evner inden for sprog og kunne både læse græsk, latin og hebraisk.

Champollion boede på det tidspunkt i Grenoble, hvor han mødte videnskabsmanden Fourier, der havde været med Napoleon i Egypten. Fourier fattede interesse for den begavede Champollion og inviterede ham hjem.

Da Fourier stolt fremviste sin egyptiske samling, stirrede den lille purk som fortryllet på papyrusfragmenterne og stentavlerne med hieroglyftegn og spurgte, om man kunne læse dem. Da Fourier rystede på hovedet, udbrød drengen med høj stemme:
“Jeg skal nok læse det. I løbet af et par år vil jeg kunne gøre det! Når jeg bliver stor!”

Fra da af blev hieroglyfferne en besættelse for Champollion, der i de følgende år lærte sig arabisk, syrisk, kaldæisk, kinesisk og endelig koptisk – det sprog, de kristne egyptere skrev og talte, før Egypten blev invaderet af muslimske arabere i 600-tallet e.Kr.

Champollion lærte sig disse sprog for at være bedre rustet til den endelige styrkeprøve med hieroglyfferne, som han angreb i 1808. På det tidspunkt var han blevet 18 år gammel.

I de mellemliggende år havde forskere over hele verden forgæves forsøgt at tyde hieroglyfferne ved hjælp af Rosettastenen. Arbejdet koncentrerede sig udelukkende om stenens såkaldte demotiske skrift – en senere egyptisk skrift udsprunget af hieroglyfferne.

Selve hieroglyfteksten på stenen kunne ingen tyde det mindste af. Årsagen var bl.a. den almindelige enighed om, at hieroglyfferne var en billedskrift, hvor hvert tegn stod for hele ord eller stavelser.

Forskerne mente ikke, at hieroglyfferne – ligesom vore dages alfabet – var en såkaldt fonetisk skrift, hvor hvert tegn har en unik lyd. Og selv hvis de antog, at hieroglyfferne var fonetiske, så var det umuligt at finde ud af, hvilke lyde tegnene repræsenterede, da oldegyptisk ikke var blevet talt i næsten tusind år.

Rivalen kommer på sporet

Først i 1814 flyttede tingene sig for alvor, da den engelske læge og matematiker Thomas Young begyndte at nærstudere hieroglyfferne på Rosettastenen. Han bemærkede, at enkelte grupper af hieroglyffer på stenen var omgivet af en cirkel – en såkaldt cartouche.

Young mente, at hieroglyfferne inden for cartouchen måtte være særligt vigtige og muligvis indeholdt kong Ptolemaios' navn, som også var nævnt i den græske tekst på stenen.

Navnet Ptolemaios var græsk, og Young antog, at udtalen var den samme på græsk og oldegyptisk. Han matchede derfor de græske bogstaver i Ptolemaios med hieroglyfferne, og dermed lykkedes det ham at finde frem til hieroglyffernes lyd.

Samme metode anvendte han derefter på en anden hieroglyftekst, hvor han vidste, at den græsk-makedonske dronning Berenikes navn stod. Sådan fandt han frem til endnu flere hieroglyffers lyd.

Det var et stort fremskridt. Men så gik Young i stå, fordi han som alle andre mente, at hieroglyfferne grundlæggende var billedtegn og ikke lydtegn.

De to græske navne var med andre ord kun blevet stavet med lydtegn, fordi de var udenlandske. Egypterne havde ikke haft en enkelt hieroglyf, der kunne symbolisere dem, mente han.

Kapløbet intensiveres

Da Young gjorde sin store opdagelse, havde den nu 24-årige Champollion længe arbejdet intenst med tydningen af hieroglyfferne. Fem år forinden – i en alder af kun nitten år – var han blevet udnævnt til professor i historie, men lønnen var så lille, at han knap kunne leve af den, og hans studier af hieroglyfferne tog al hans ledige tid.

Under sit utrættelige arbejde med Rosettastenens indskrift havde Champollion opdaget, at den demotiske skrift på stenen var en senere egyptisk skrift, der var baseret på hieroglyfferne. Og hvis han tydede den ene, så havde han også tydet den anden.

Men lige meget, hvad han prøvede, så kunne han ikke finde systemet bag.

Fattigdommen og arbejdspresset tærede voldsomt på den unge egyptologs helbred, og det blev ikke bedre af, at andre store sprogforskere gang på gang proklamerede, at de nu havde løst hieroglyffernes gåde – eller var meget tæt på at have gjort det.

Det viste sig hver gang at være forkert, men Champollion frygtede, at det blot var et spørgsmål om kort tid, før nogen tydede tegnene og dermed knuste hans livsdrøm.

Da Young offentliggjorde sine resultater, fik Champollion ny energi. Han begyndte at anvende Youngs metoder på andre cartoucher med hieroglyfnavne og tydede navnet Kleopatra, der indeholdt tre af de hieroglyffer, som Young havde tydet i navnet Ptolemaios, nemlig P, L, O.

Ud fra det fandt han lyden på endnu flere hieroglyffer, som han kunne tyde andre navne med. Champollion var ekstatisk. Nu havde han tydet endnu flere hieroglyffer end Young.

Koden bliver endelig knækket

Fælles for de navne, Champollion havde tydet, var dog stadig, at de var græske og ikke egyptiske.

Men en dag i 1822 fik Champollion tilsendt kopier af nogle cartoucher, der ikke stammede fra den græske periode i Egypten, men var langt ældre og altså måtte indeholde traditionelle egyptiske herskernavne.

Champollion fokuserede på en af cartoucherne, der kun indeholdt fire hieroglyffer. De to første var ukendte for ham, men de to sidste tegn vidste han stod for S-S. Han havde altså en cartouche, der lød ?-?-S-S.

Det var nu, Champollions viden om det gamle kristent-egyptiske sprog koptisk kom til ham til gode. Han havde før tænkt på, at koptisk måske var i familie med hieroglyfferne, og ved en pludselig indskydelse forsøgte han nu at bruge sin viden om koptisk til cartouchen.

Den første hieroglyf lignede en solskive, og på koptisk hed solen “ra”. Det gav en cartouche, der lød RA-?-S-S. Champollion kendte kun en farao, der kunne passe ind, når man så bort fra de manglende vokaler og det sidste ukendte tegn, nemlig RAMSES.

Hieroglyffernes gåde var løst! Champollion havde bevist, at hieroglyfferne ikke blot var et billedsprog, men også et lydsprog, der kunne læses som det latinske alfabet. Med brug af sin viden om koptisk kunne Champollion nu læse enhver hieroglyftekst.

Siden Champollions gennembrud har forskere oversat i tusindvis af hieroglyftekster, der har givet oplysninger om alle aspekter af egypternes dagligliv i flere årtusinder før Kristus.

Som anerkendelse for sit store arbejde blev Champollion i 1826 udnævnt til leder af den egyptiske samling på Frankrigs nationalmuseum, Louvre. Her arbejdede han til 1832, hvor han døde af et hjerteanfald, kun 41 år gammel.