Klokken var lidt over midnat, da kommandant Jakov Jurovski gik op for at vække zarfamilien. Alle skulle ned i kælderen, forklarede han. Der havde været skyderier i byen, og de ville blive flyttet i sikkerhed et andet sted.
Zarparret, deres fem børn og de fire tilbageværende tjenestefolk fik lov til at klæde sig på i ro og mag, før Jurovski ledte dem ned. Zar Nikolaj 2. gik forrest med kronprins Aleksej i armene.
De blev ført ind i et sparsomt oplyst kælderrum, der var blevet tømt for alt indbo. Zarina Alexandra brokkede sig over, at der ikke var noget at sidde på, mens de ventede, og Jurovski beordrede to stole sat ind til hende og Aleksej.
Henrettelse kom som en overraskelse
Ingen anede tilsyneladende uråd. Heller ikke da en gruppe på ti bevæbnede vagter kom ind i rummet. Først da Jurovski trådte frem og tog et stykke papir op af lommen, gik det op for dem, hvad der skulle ske
“Eksekutivkomiteen for Urals Råd af Arbejder-, Bonde- og Soldaterrepræsentanter har besluttet, at I skal henrettes,” læste han med høj stemme. Zaren, der stod med ryggen til kommandanten, vendte sig hurtigt om. Forbløffet fik han fremstammet et “hvad?”. Han kiggede på sin hustru og nåede blot at sige “hvad” endnu en gang, før Jurovski trak sin pistol og skød ham flere gange i brystet og hovedet.
Skuddene udløste et inferno i det lille, halvmørke rum. Hver vagt havde på forhånd fået tildelt en person, han skulle skyde. Men nu faldt eller kastede ofrene sig på gulvet. Andre hamrede skrigende på en låst dør i baggrunden. Forvirringen var total.
Vagterne begyndte at skyde vildt ind i mængden. Vildfarne kugler rikochetterede fra væggen. Kommandanten forsøgte at stoppe skydningen, men kunne dårligt få ørenlyd. Rummet var nu så fyldt med krudtrøg og støv, at det var nødvendigt at lufte ud, før Jurovski igen kunne få overblik over situationen.
Zaren, zarinaen og datteren Maria var døde. Det samme gjaldt to af tjenestefolkene. Resten var kun blevet såret. Kommandanten slog nu Aleksej og hoflægen ihjel med sin pistol.
Imens dræbte de andre vagter hofdamen og de resterende døtre, Olga, Tatiana og Anastasia. De prøvede først med skud og så med bajonetter, men et lag af diamanter og ædelsten syet ind i deres tøj beskyttede prinsesserne.
Til sidst henrettede vagterne dem én efter én med et skud til hovedet, så de var sikre på, at alle var døde.
Sult og nød drev zaren fra tronen
Massakren, der fandt sted natten til den 17. juli 1918 i kælderen under Ipatiev-huset i Jekaterinburg, markerer den endelige afslutning på zarstyret i Rusland. Nikolaj 2. var ellers allerede abdiceret i marts måned året før. Hans popularitet var da under lavpunktet, efter at Ruslands deltagelse i første verdenskrig havde kastet landet ud i en økonomisk og politisk krise.
Manglen på fødevarer i byerne var katastrofal, og i februar 1917 gik befolkningen i Skt. Petersborg på gaden i protest. Hæren nægtede at gribe ind, og zaren måtte give op.
Zarfamilien blev først sat i husarrest i Alexanderpaladset uden for Skt. Petersborg. Hen over sommeren spidsede situationen dog yderligere til i hovedstaden. Den provisoriske regering valgte at flytte zarfamilien uden for synsvidde og i sikkerhed i den sibiriske by Tobolsk. Det var her, familien opholdt sig, da bolsjevikkerne tog magten samme år.
Den russiske revolution førte til en borgerkrig mellem bolsjevikkerne og Den Hvide Hær, der kæmpede for at genindsætte zaren på tronen. Nikolaj blev derfor hurtigt en torn i øjet på bolsjevikkerne. Faren for, at han skulle blive befriet og give fjenden en stor symbolsk sejr, var overhængende.
Da Den Hvide Hær nærmede sig Tobolsk i april 1918, flyttede bolsjevikkerne zarfamilien til Ipatiev-huset i Jekaterinburg på østsiden af Uralbjergene.
Kort efter bevægede Den Hvide Hær sig også ind i Uralområdet. Bolsjevikkerne indså, at de var nødt til at løse problemet en gang for alle og gøre det af med Nikolaj 2. og hans arving. For en sikkerheds skyld blev resten af familien også dømt til døden uden rettergang.
Ordren kom fra højeste sted. Lenin var selv med til at træffe afgørelsen, der nåede Jekaterinburg den 16. juli om eftermiddagen. Jurovski gik straks i gang med at føre beslutningen ud i livet samme nat.
Ligene var farlige og skulle væk
Det var ikke kun vigtigt for bolsjevikkerne at få dræbt zaren og hans familie. Ligene skulle også skaffes sikkert af vejen, så Den Hvide Hær ikke kunne finde dem og bruge dem i propagandaøjemed.
Da skudregnen var ophørt i det lille kælderrum i Ipatiev-huset, blev de døde kroppe derfor kørt til en forladt mineskakt lidt uden for byen.
Her blev de klædt af, og tøjet blev tømt for ædelstene og brændt på to store bål. Ligene blev slået til ukendelighed med geværkolber og overhældt med syre, inden de blev smidt ned i skakten. Vandet på bunden var dog ikke dybt nok til at dække dem. Jurovski turde ikke lade ligene ligge i minen, men det var ved at blive lyst, så flytningen måtte udskydes til næste nat.
Næste aften vendte bolsjevikkerne tilbage for at hente ligene op igen og køre dem til en anden, dybere mine i området. På vejen kørte lastbilen imidlertid fast, og de så sig nødsaget til at efterlade ligene i en improviseret grav under en øde skovsti. Mens en gruppe gravede, beordrede Jurovski en anden gruppe til at lægge ligene af kronprins Aleksej og en af prinsesserne på et bål et stykke derfra.
Lig blev overhældt med syre
De forkullede rester blev begravet for sig selv ved siden af bålet. Man nåede ikke at brænde flere, før man igen blev overrasket af morgengryet. Resten af ligene blev derfor igen overhældt med syre for at gøre dem ukendelige og mindske liglugten fra graven, inden de blev dækket med jord.
Ovenpå lagde arbejderne nogle lange jernbanesveller, som de havde fundet i nærheden, og da de fik lastbilen fri igen, kørte de hen over stedet et par gange for at presse jorden ned.
To dage efter drabene udsendte bolsjevikkerne en officiel meddelelse om, at Nicolaj 2. var blevet skudt på grund af den overhængende fare for, at han ville blive befriet. Meddelelsen nævnte ikke noget om resten af familien. Først otte år senere, efter at bolsjevikkerne havde sikret sig magten, indrømmede myndighederne, at alle var blevet dræbt.