Hvornår begyndte historisk tid?

Man hører tit om, hvordan ting foregik i oldtiden. Hvordan skelner man egentlig mellem oldtid og historisk tid?

© Photo by Sergiu Vălenaș on Unsplash

Historisk tid, der kendetegnes ved skriftlige kilder, begynder på forskellige tidspunkter rundt om i verden. Tidligst i Mellemøsten, hvor sumererne for 5000 år siden opfandt skrifttegn, og til gengæld ret sent i Norden, hvor historisk tid regnes fra vikingetidens afslutning omkring år 1050. I Grækenland sluttede oldtiden ved antikkens begyndelse ca. 800 f.Kr., mens det skete et par hundrede år senere i Rom. Forhistorien, eller oldtiden, kan også beregnes forskelligt. Jordens forhistorie strækker sig i sin største skala 4,5 milliarder år tilbage til Jordens tilblivelse. Menneskets forhistorie kan der gives forskellige bud på. Går man helt tilbage til nogle af de første menneskelignende væsener, australopithecinerne, er forhistorien mellem tre og fire millioner år. Regner man kun med vores egen art kaldet Homo sapiens, har mennesket en forhistorie på cirka 200.000 år, mens forhistorien for det anatomisk moderne menneske kun rækker cirka 30.000 år tilbage.