For omkring 100.000 år siden, da mammutter strejfede om på Jorden, styrtdykkede temperaturen på den nordlige halvkugle, så store områder blev fyldt med massive iskapper.
Og på kun 10.000 år dannede lokale bjerggletsjere kæmpe iskapper, der dækkede store dele af det, der i dag er Canada, det nordlige Europa og Sibirien.
To spørgsmål har derfor optaget palæo-klimaeksperter: Hvor kom de iskapper fra, som dominerede under den seneste istid? Og hvordan kunne de vokse sig så massive så hurtigt?
En ny undersøgelse leverer muligvis svaret.
De gigantiske mammutter trivedes under den seneste istid.
Jordens bane om solen bestemmer istid
Istider bestemmes af Jordens bane omkring Solen. Banen kan gå fra at være elliptisk til næsten at være helt rund. Samtidig opstår der små skift i jordaksens vinkel.
Disse variationer har indflydelse på, hvor store mængder solstråling, der når Jordens overflade. Dermed har det betydning for hvor varmt eller hvor koldt, det bliver på Jorden.
Disse ændringer kaldes glaciale cyklusser, og den seneste begyndte for 116.000 år siden, hvor en enorm og massiv iskappe endte med at dække den nordlige halvkugle.
Det tog kun iskapperne 10.000 år at vokse og smelte sammen.
Skandinavien burde være isfrit
Mens det giver god mening, at de områder, der i dag er Canada og Sibirien, blev dækket af is, så har det skabt en del panderynker hos eksperter, når de har skullet forklare de omfattende iskapper, som dækkede de mildere egne i Skandinavien og resten af Nordeuropa.
Det varme vand, som den nordatlantiske havstrøm bringer op, burde have medvirket til at gøre Skandinavien stort set isfrit.
For at finde svaret udviklede forskerne en kompleks analysemodel kaldet Community Earth System Model. Modellen kunne genskabe de klimaforhold, der eksisterede i begyndelsen af den seneste istid.
Forskerne opdagede, at passager i det canadiske, arktiske øhav dannede et afgørende knudepunkt for kontrollen over det nordatlantiske klima, som i sidste ende var afgørende for, om der kunne dannes iskapper i Skandinavien eller ej.
I begyndelsen af den seneste istid voksede lokale bjerggletsjere op og dannede store iskapper, der dækkede store dele af nutidens Canada, Sibirien og Nordeuropa.
Iskapper kontrollerer havstrømme
De modeller, som forskerne fik udviklet, afslørede, at så længe den canadiske arktiske øgruppes passage forblev åben, så blev den nordlige halvkugle så tilstrækkeligt afkølet, at iskapper kunne opbygges i det nordlige Canada og Sibirien, men ikke i Skandinavien.
Omvendt opdagede forskerne, at hvis vandvejene i den canadiske arktiske øgruppe var blokeret, så blev det friske arktiske og nordlige stillehavsvand omdirigeret øst via passager ud for Grønland.
Forskerne har efterfølgende kunne understøtte de nye modeller med undersøgelser af havsedimenter fra Nordatlanten, som viser tegn på gletsjere i det Nordlige Canada flere tusinde år før dem, der opstod i Europa.
Sedimentundersøgelserne viste også en svækket dybhavscirkulation, før gletsjerne blev dannet i Skandinavien.
Dannelsen af havis i det nordlige Canada har derfor været en forudsætning for, at der kunne opstå en istid i Skandinavien og så hurtigt.
Den nye metode for beregning af istider er så banebrydende, at den kan bruges til at undersøge og forstå andre historiske istider. Den kan samtidig hjælpe med mere præcist at forudsige fremtidige klimaforandringer.