Med en børste fjerner Émile Ennouchi de sidste støvkorn og løfter fundet op i den stærke afrikanske sol. Kraniet er lidt skævvredet af de mange årtusinder i jorden, men er ellers i fin stand.
Langsomt drejer han det rundt og betragter det fra alle retninger, mens han lader fingrene glide hen over den fortykkede knogle oven over øjenhulerne.
Året var 1961, og antropologen Ennouchi ledede de omfattende arkæologiske udgravninger ved Jebel Irhoud 50 km sydøst for byen Safi i Marokko. Det velbevarede fund blev først identificeret som neandertaler, men senere fandt forskere så mange ligheder med vores egen art, at det blev klassificeret som en tidlig Homo sapiens.
Alderen blev anslået til ca. 160.000 år, og dermed passede kraniet fint ind i den teori om menneskets oprindelse, der har været gældende indtil for nylig.
Ifølge den opstod Homo sapiens i Østafrika for omkring 200.000 år siden, og herfra bredte det overlegne moderne menneske sig for 60.000 år siden ud over kloden.
Men i 2017 lykkedes det forskere at datere Jebel Irhoud-fundet mere præcist. Kraniet er ikke 160.000 år, men 315.000 år gammelt. Dermed er vores art, Homo sapiens, med ét slag blevet omkring 100.000 år ældre.
Kraniet fra Jebel Irhoud rokker ikke blot ved det tidspunkt, hvor det moderne menneske opstod, men også ved, at vores arts vugge stod i Østafrika – for hvordan kan den ældste Homo sapiens så være fundet 6000 km væk – i Marokko?
Men kraniet rummer måske også en del af svaret. Selvom det ubestrideligt er Homo sapiens, peger nogle træk i retning af ældre arter, og det samme gælder flere andre Homo sapiens-fund, som også blander moderne og fortidige træk.
Vores stamfædre mindede tilsyneladende mere om en broget storfamilie med mange blandingsformer end om en enkelt art.
Mennesket har en højere pande og en spinklere kæbe i forhold til vores nære slægtning neandertaleren.
Vi kan kendes på kraniet
Kraniet er det afgørende, når forskerne skal vurdere, om et fund er et moderne menneske. Men der findes ikke ét bestemt træk, som adskiller Homo sapiens fra neandertalerne og vores andre nære slægtninge. I stedet kigger forskerne på en række forskellige træk, der tilsammen giver mennesket dets karakteristiske udseende.
Homo sapiens opstod i hele Afrika
Fundet af den ældste Homo sapiens langt fra menneskets formodede vugge i Østafrika har fået forskere til at smide den gamle teori ud og byde ind med en helt ny.
I 2018 fremlagde et hold antropologer under ledelse af Eleanor Scerri fra University of Oxford i Storbritannien teorien “afrikansk multiregionalisme”. Teorien siger, at de særlige kendetegn, der i dag tilsammen definerer Homo sapiens, opstod lidt efter lidt over flere hundrede tusind år i mindre grupper af mennesker over det meste af Afrika.
De første eksemplarer af arten Homo sapiens var væsentlig mere forskellige fra hinanden, end mennesker er i dag – trods vores variationer i højde, drøjde og hudfarve. De store forskelle skyldtes, at grupper af mennesker udviklede sig uden kontakt til hinanden i perioder på titusinder af år.
Hvis det var muligt at rejse tilbage i tiden og besøge dem alle, ville vi se, at ingen af dem lignede os på en prik.
Nogle havde robuste kæber og tænder, andre en kraftig knogleknold i nakken, der var fæste for solide halsmuskler, og andre igen en skrånende pande og en massiv benbue hen over øjnene, som ses hos menneskets ældre forfædre.
Alligevel betragter forskerne dem som Homo sapiens, fordi de samtidig havde flere nutidige mennesketræk som fx et smalt bækken, en stor hjerne i et kugleformet kranie og spinkle tænder i en smal kæbe.
Afrikansk multiregionalisme er i dag den teori, der ifølge mange forskere bedst forklarer, at det 315.000 år gamle Jebel Irhoud-menneske og andre næsten lige så gamle afrikanske fund har moderne anatomiske kendetegn, mens de samme træk er fraværende på nogle meget yngre fund.
Teorien sætter samtidig en stopper for jagten på det, forskerne kalder en autapomorfi for det moderne menneske. Det vil sige et enkelt kendetegn, som gør det muligt at adskille “os” fra “dem”, fordi det findes hos alle moderne mennesker, men ikke hos nogen af de arter, som vi er nærmest beslægtede med.
Sådan et træk eksisterer ikke, hvis Homo sapiens udviklede sig på den måde, som Eleanor Scerri mener. Dermed bliver det også umuligt at slå fast, præcis hvor grænsen mellem vores art og den art, vi udviklede os fra – formentlig afrikanske individer af arten Homo heidelbergensis – skal trækkes.
Det bedste bud er, at den ligger et sted for mellem 315.000 og 400.000 år siden, for længere tilbage har fundene kun antydninger af moderne træk.
Mennesket nåede tidligt til Kina
Bevæbnet med den nye historie om Homo sapiens i Afrika tager forskerne nu også et nyt kig på, hvornår vores forfædre tog springet fra deres oprindelige kontinent og bredte sig over store dele af kloden.
Hidtil har den udvikling været dateret til for 60.000 år siden, men i 2015 fandt forskere i en hule i det sydlige Kina 47 tænder, der umiskendeligt var fra Homo sapiens. Tænderne kunne ikke dateres direkte, men laget over tænderne havde en alder på 80.000 år.
Samtidig er fossile knogler fra elefant, hyæne og panda i samme lag som tænderne dateret til 120.000 år før nu.
Selvom det giver et bredt spænd for, hvornår anatomisk moderne mennesker boede i hulen, må de næsten med sikkerhed have forladt Afrika langt tidligere end for 60.000 år siden.
Vi erobrede verden med sten, ben og bogstaver
Redskaber var nøglen til vores forfædres succes. Opfindsomheden gjorde Homo sapiens i stand til at overleve i ugæstfrie miljøer, fra det hedeste Afrika til istidens Europa, og hjalp i sidste ende vores art til at erobre verden.
500.000 år siden: Bruger sten til jagt
Allerede for 500.000 år siden brugte Homo sapiens’ forfædre spydspidser af sten. Skrammer på spidse sten fundet i Sydafrika tyder på, at de både blev brugt til at støde direkte med, og at de blev bundet fast til en pind. Opfindelsen øgede jagtmulighederne markant.
350.000 år siden: Flækker værktøj af store sten
Teknologien tog et spring, da vores forfædre, og senere også neandertalerne, gik fra at bruge sten, der var slået flækker af, til at bruge selve flækkerne. Derved blev det muligt at lave finere og mere specialiseret værktøj til at stikke, skære og skrabe med.
320.000 år siden: Handler med glas
Gamle stenredskaber af vulkansk glas dukkede for nylig op i en udgravning i Kenya. De sorte sten, der kaldes obsidian, flækker til meget skarpe stykker, men findes ikke naturligt i området. Derfor tror forskerne, at stenene er det første tegn på handel mellem mennesker.
100.000 år siden: Fremstiller perler
Allerede for ca. 100.000 år siden pyntede mennesker sig med halskæder, viser fund af havsnegleskaller med borede huller. Skallerne, der er fundet i Marokko, Algeriet, Israel og Sydafrika, var tilsyneladende en udbredt kulturel skik og blev måske brugt som handelsvare.
90.000 år siden: Gør ben til knive
Mennesker langs Marokkos Middelhavskyst fremstillede lette, skarpe og spidse knive ved at flække ribben fra store klovdyr og derefter slibe dem til. Knivene har været perfekte til at rense de fisk med, som udgjorde en stor del af kosten, og var også stærke nok til at skære i læder med.
90.000 år siden: Spidder fisk med harpunspids
Ved Semlikifloden i DR Congo har forskere fundet en harpun af ben, der gjorde det muligt at spidde fx en malle på op mod 70 kg. Analyser af neandertaleres knogler tyder på, at de i modsætning til Homo sapiens ikke spiste fisk.
73.000 år siden: Tegner med okker
Okkerstreger på en jævn overflade i Blomboshulen i Sydafrika er de ældste tegn på, at mennesker har brugt skriveredskaber. Med en 1-3 mm tynd pen af farvestoffet okker skrev vores forfædre et tegn, der minder om et hashtag. Fundet er samtidig det ældste hulemaleri.
34.000 år siden: Farver stof og tråd
Tøjfibre af hør, der er fundet i en hule i Georgien, indeholder rester af farvestof og blev sandsynligvis brugt til beklædning. Nogle af fibrene var flettet sammen og blev formentlig brugt til at sy læder sammen med. Neandertalere gik til sammenligning klædt i kapper af skind.
11.700 år siden: Opfinder landbruget
De første spor af landbrug dukker op, netop som istiden slutter for ca. 11.700 år siden. I starten var landbrug formentlig blot et supplement til jagt, men efterhånden som forædling af kornsorter og husdyr gav et større udbytte, begyndte flere at slå sig ned som bønder.
8600 år siden: Fastholder viden
Det måske vigtigste redskab, Homo sapiens har udviklet, er skriftsproget, der for første gang gjorde det muligt at overføre viden på tværs af tid og sted. Den ældste kendte skrift er 16 Jiahu-tegn fra Kina, der er 8600 år gamle. Med udbredelsen af skriften begynder historisk tid.
Nærmere undersøgelser har dog peget på, at tænderne er slidt på samme måde som nutidige tænder, og det har fået en del forskere til at tvivle på, om de reelt er så gamle. Enkelte har endda foreslået, at der må være gået noget galt under udgravningerne, så fundene er blevet rodet sammen.
Men teorien om, at mennesket udvandrede langt tidligere fra Afrika, fik yderligere vind i sejlene i 2018. I Misliya-hulen i den nordlige del af Israel fandt en gruppe forskere anført af professor Israel Hershkovitz fra universitetet i Tel Aviv en overkæbe med otte tænder, der tydeligvis har siddet i munden på en Homo sapiens.
Fundet blev dateret til mellem 177.000 og 185.000 år, og dermed er det nu næsten sikkert, at Homo sapiens forlod Afrika længe før de store udvandringsbølger for ca. 60.000 år siden.
Hvor langt disse første moderne udvandrere nåede, og om de har efterkommere i dag, er uvist, men ud over tænderne fra det sydlige Kina er der flere tegn på, at deres rejse i hvert fald ikke sluttede i Israel.
I 2018 fandt forskere fx en fingerknogle i Saudi-Arabien, som også stammer fra en tidlig Homo sapiens. Den er dateret til 88.000 år, og det tyder på, at vores forfædre som minimum spredte sig til Den Arabiske Halvø, som dengang var langt frodigere end i dag.
Andre menneskearter lever i os
Hvis der levede Homo sapiens uden for Afrika for måske 200.000 år siden, var den periode, hvor vores forfædre overlappede med andre menneskearter, meget længere end hidtil antaget.
Forskerne har i mange år vidst, at det moderne menneske levede i de samme dele af Europa som neandertaleren for mellem 40.000 og 45.000 år siden. Men med en tidlig udvandring fra Afrika mødte vores forfædre med sikkerhed også en eller flere af de andre menneskearter, der allerede beboede store dele af kloden.
Ikke nok med at vores forfædre beboede de samme områder som andre menneskearter – de må også have haft sex og fået børn med dem, viser analyser af nulevende menneskers gener.
Mellem 1 og 4 pct. af dna’et hos moderne europæere stammer således fra neandertaleren, og nogle steder i det sydøstlige Asien og Oceanien har indbyggerne op til 5 pct. dna fra Denisova-mennesket – en menneskeart, der er identificeret ud fra nogle få knoglefund i en hule i Altajbjergene i Sibirien.
Tæmning af ulve gav os en fordel
Opdagelsen af, at vores forfædre fik børn med de andre menneskearter, har kun gjort mysteriet om, hvorfor de forsvandt, endnu større. Vi finder måske aldrig det endelige svar, men forskerne har flere bud på, hvilke begivenheder der kan have udspillet sig.
Måske mødte vi de andre med åbne arme – og smittede dem uvidende med sygdomme, som de ingen modstandskraft havde imod.
Måske gav vores forfædres tæmning af ulven dem en afgørende fordel i jagten på storvildt, der til sidst udkonkurrerede de andre, som den amerikanske antropolog Pat Shipman for nylig har foreslået – eller måske forsvandt de overvejende af naturlige årsager.
Et af de voldsomste vulkanudbrud i Europas historie, der jævnede supervulkanen Campi Flegrei i Italien med jorden, fandt fx sted for ca. 39.300 år siden – netop på samme tid, som de sidste spor af de vestlige neandertalere forsvinder.
Neandertaleren haler ind på det moderne menneske
Socialt og kulturelt skilte Homo sapiens sig ud fra de andre menneskearter, der levede på samme tid som vores forfædre. Men nye fund har sløret grænsen mellem dem og os, for på flere vigtige områder matchede neandertaleren Homo sapiens.
Jagede storvildt
For ca. 400.000 år siden gik de første Homo sapiens eller deres direkte forfædre fra at jage fx kaniner til at gå efter storvildt. Det krævede omfattende samarbejde mellem jægerne, som igen krævede kommunikation og formentlig også sprog – evner, der hidtil er blevet regnet for unikt menneskelige. Men i 2016 påviste forskere, at også neandertalere jagede storvildt med avancerede strategier. Deres undersøgelse viste blandt andet, at vores søsterart drev bisoner, heste og urokser ind i lukkede dale, så de ikke kunne flygte.
Levede i store grupper?
Da Homo sapiens for ca. 150.000 år siden begyndte at leve sammen i større grupper, måtte mennesket udvikle nye, avancerede
samfundsnormer. Livet i store grupper betød samtidig, at nogle individer kunne specialisere sig i fx at fremstille redskaber. Forskerne
ved ikke, om neandertaleren gennemgik den samme udvikling, så på det punkt kan vores forfædre måske stadig regnes for overlegne.
Malede hulemalerier
For ca. 40.000 år siden eksploderede Homo sapiens’ evne til at fremstille redskaber og male hulemalerier, som for alvor dukkede op på den tid. Forskerne ser det som tegn på et markant løft i menneskets tænkeevne. Men i 2018 fandt forskere de første sikre beviser på, at neandertalere også skabte hulemalerier. Malerierne med trappeformer, prikker og håndaftryk er fundet tre steder i Spanien.
De seneste års opdagelser har vist, at både oprindelsen og udbredelsen af Homo sapiens er meget mere kompliceret end den traditionelle forklaring.
Vi ved nu, at vi opstod over hele Afrika, at vi udvandrede i flere bølger med start allerede for næsten 200.000 år siden, og at det moderne menneske levede sammen med andre menneskearter i titusinder af år.
Hvis forskerne har lært én ting af de seneste års opdagelser, er det, at historien langtfra er fortalt færdig. Vores viden om menneskets historie bygger på meget få fund, og en ny datering af et enkelt kranie fra Marokko var derfor nok til med ét slag at gøre vores art væsentlig ældre.
Et sted i jordlagene ligger der utvivlsomt et nyt fund og venter på at omskrive menneskets historie igen.
Dna-analyse og datering har omskrevet vores forhistorie
Oprindeligt kunne forskerne kun artsbestemme og datere fossiler ud fra deres udseende, men ved hjælp af dna-analyser og nye dateringsmetoder har vi i dag fået et langt mere detaljeret indblik i vores forfædres privatliv og oprindelse.
13-årig pige var en krydsning mellem to menneskearter
I en hule i Sibirien fandt forskere i 2008 en stump af en fingerknogle. Knoglen stammer fra en 13-årig pige, der døde for 90.000 år siden. Nu er det lykkedes forskere at udtrække tilstrækkeligt med dna til at bestemme pigens familieforhold. Dna’et fortæller, at moren var neandertaler, mens faren var Denisova-menneske. Det er første gang, forskere har fundet en krydsning mellem to menneskearter.
Ustabile elektroner har gjort mennesket 100.000 år ældre
Kraniet fra Jebel Irhoud i Marokko blev oprindeligt dateret til 40.000 år, men en dateringsmetode kaldet luminescens har afsløret, at det er 315.000 år og dermed det ældste Homo sapiens-fund. Kraniet kan ikke dateres direkte, men forskerne har i stedet dateret flinteredskaber i samme lag. Luminescens-metoden bygger på, at flintens krystalstruktur fanger ustabile elektroner med en kendt hastighed.
