Vores forfædre dyrkede sex med alle: Du er en gammel bastard

Med en børste fjerner Émile Ennouchi de sidste støvkorn og løfter fundet op i den stærke afrikanske sol. Kraniet er lidt skævvredet af de mange årtusinder i jorden, men er ellers i fin stand.

Langsomt drejer han det rundt og betragter det fra alle retninger, mens han lader fingrene glide hen over den fortykkede knogle oven over øjenhulerne.

Året var 1961, og antropologen Ennouchi ledede de omfattende arkæologiske udgravninger ved Jebel Irhoud 50 km sydøst for byen Safi i Marokko. Det velbevarede fund blev først identificeret som neandertaler, men senere fandt forskere så mange ligheder med vores egen art, at det blev klassificeret som en tidlig Homo sapiens.

Alderen blev anslået til ca. 160.000 år, og dermed passede kraniet fint ind i den teori om menneskets oprindelse, der har været gældende indtil for nylig.

Ifølge den opstod Homo sapiens i Østafrika for omkring 200.000 år siden, og herfra bredte det overlegne moderne menneske sig for 60.000 år siden ud over kloden.

Men i 2017 lykkedes det forskere at datere Jebel Irhoud-fundet mere præcist. Kraniet er ikke 160.000 år, men 315.000 år gammelt. Dermed er vores art, Homo sapiens, med ét slag blevet omkring 100.000 år ældre.

Kraniet fra Jebel Irhoud rokker ikke blot ved det tidspunkt, hvor det moderne menneske opstod, men også ved, at vores arts vugge stod i Østafrika – for hvordan kan den ældste Homo sapiens så være fundet 6000 km væk – i Marokko?

Men kraniet rummer måske også en del af svaret. Selvom det ubestrideligt er Homo sapiens, peger nogle træk i retning af ældre arter, og det samme gælder flere andre Homo sapiens-fund, som også blander moderne og fortidige træk.

Vores stamfædre mindede tilsyneladende mere om en broget storfamilie med mange blandingsformer end om en enkelt art.

Homo sapiens opstod i hele Afrika

Fundet af den ældste Homo sapiens langt fra menneskets formodede vugge i Østafrika har fået forskere til at smide den gamle teori ud og byde ind med en helt ny.

I 2018 fremlagde et hold antropologer under ledelse af Eleanor Scerri fra University of Oxford i Storbritannien teorien “afrikansk multiregionalisme”. Teorien siger, at de særlige kendetegn, der i dag tilsammen definerer Homo sapiens, opstod lidt efter lidt over flere hundrede tusind år i mindre grupper af mennesker over det meste af Afrika.

De første eksemplarer af arten Homo sapiens var væsentlig mere forskellige fra hinanden, end mennesker er i dag – trods vores variationer i højde, drøjde og hudfarve. De store forskelle skyldtes, at grupper af mennesker udviklede sig uden kontakt til hinanden i perioder på titusinder af år.

Hvis det var muligt at rejse tilbage i tiden og besøge dem alle, ville vi se, at ingen af dem lignede os på en prik.

Nogle havde robuste kæber og tænder, andre en kraftig knogleknold i nakken, der var fæste for solide halsmuskler, og andre igen en skrånende pande og en massiv benbue hen over øjnene, som ses hos menneskets ældre forfædre.

Alligevel betragter forskerne dem som Homo sapiens, fordi de samtidig havde flere nutidige mennesketræk som fx et smalt bækken, en stor hjerne i et kugleformet kranie og spinkle tænder i en smal kæbe.

Afrikansk multiregionalisme er i dag den teori, der ifølge mange forskere bedst forklarer, at det 315.000 år gamle Jebel Irhoud-menneske og andre næsten lige så gamle afrikanske fund har moderne anatomiske kendetegn, mens de samme træk er fraværende på nogle meget yngre fund.

Teorien sætter samtidig en stopper for jagten på det, forskerne kalder en autapomorfi for det moderne menneske. Det vil sige et enkelt kendetegn, som gør det muligt at adskille “os” fra “dem”, fordi det findes hos alle moderne mennesker, men ikke hos nogen af de arter, som vi er nærmest beslægtede med.

Sådan et træk eksisterer ikke, hvis Homo sapiens udviklede sig på den måde, som Eleanor Scerri mener. Dermed bliver det også umuligt at slå fast, præcis hvor grænsen mellem vores art og den art, vi udviklede os fra – formentlig afrikanske individer af arten Homo heidelbergensis – skal trækkes.

Det bedste bud er, at den ligger et sted for mellem 315.000 og 400.000 år siden, for længere tilbage har fundene kun antydninger af moderne træk.

Mennesket nåede tidligt til Kina

Bevæbnet med den nye historie om Homo sapiens i Afrika tager forskerne nu også et nyt kig på, hvornår vores forfædre tog springet fra deres oprindelige kontinent og bredte sig over store dele af kloden.

Hidtil har den udvikling været dateret til for 60.000 år siden, men i 2015 fandt forskere i en hule i det sydlige Kina 47 tænder, der umiskendeligt var fra Homo sapiens. Tænderne kunne ikke dateres direkte, men laget over tænderne havde en alder på 80.000 år.

Samtidig er fossile knogler fra elefant, hyæne og panda i samme lag som tænderne dateret til 120.000 år før nu.

Selvom det giver et bredt spænd for, hvornår anatomisk moderne mennesker boede i hulen, må de næsten med sikkerhed have forladt Afrika langt tidligere end for 60.000 år siden.

Nærmere undersøgelser har dog peget på, at tænderne er slidt på samme måde som nutidige tænder, og det har fået en del forskere til at tvivle på, om de reelt er så gamle. Enkelte har endda foreslået, at der må være gået noget galt under udgravningerne, så fundene er blevet rodet sammen.

Men teorien om, at mennesket udvandrede langt tidligere fra Afrika, fik yderligere vind i sejlene i 2018. I Misliya-hulen i den nordlige del af Israel fandt en gruppe forskere anført af professor Israel Hershkovitz fra universitetet i Tel Aviv en overkæbe med otte tænder, der tydeligvis har siddet i munden på en Homo sapiens.

Fundet blev dateret til mellem 177.000 og 185.000 år, og dermed er det nu næsten sikkert, at Homo sapiens forlod Afrika længe før de store udvandringsbølger for ca. 60.000 år siden.

Hvor langt disse første moderne udvandrere nåede, og om de har efterkommere i dag, er uvist, men ud over tænderne fra det sydlige Kina er der flere tegn på, at deres rejse i hvert fald ikke sluttede i Israel.

I 2018 fandt forskere fx en fingerknogle i Saudi-Arabien, som også stammer fra en tidlig Homo sapiens. Den er dateret til 88.000 år, og det tyder på, at vores forfædre som minimum spredte sig til Den Arabiske Halvø, som dengang var langt frodigere end i dag.

Andre menneskearter lever i os

Hvis der levede Homo sapiens uden for Afrika for måske 200.000 år siden, var den periode, hvor vores forfædre overlappede med andre menneskearter, meget længere end hidtil antaget.

Forskerne har i mange år vidst, at det moderne menneske levede i de samme dele af Europa som neandertaleren for mellem 40.000 og 45.000 år siden. Men med en tidlig udvandring fra Afrika mødte vores forfædre med sikkerhed også en eller flere af de andre menneskearter, der allerede beboede store dele af kloden.

Ikke nok med at vores forfædre beboede de samme områder som andre menneskearter – de må også have haft sex og fået børn med dem, viser analyser af nulevende menneskers gener.

Mellem 1 og 4 pct. af dna’et hos moderne europæere stammer således fra neandertaleren, og nogle steder i det sydøstlige Asien og Oceanien har indbyggerne op til 5 pct. dna fra Denisova-mennesket – en menneskeart, der er identificeret ud fra nogle få knoglefund i en hule i Altajbjergene i Sibirien.

Tæmning af ulve gav os en fordel

Opdagelsen af, at vores forfædre fik børn med de andre menneskearter, har kun gjort mysteriet om, hvorfor de forsvandt, endnu større. Vi finder måske aldrig det endelige svar, men forskerne har flere bud på, hvilke begivenheder der kan have udspillet sig.

Måske mødte vi de andre med åbne arme – og smittede dem uvidende med sygdomme, som de ingen modstands­kraft havde imod.

Måske gav vores forfædres tæmning af ulven dem en afgørende fordel i jagten på storvildt, der til sidst udkonkurrerede de andre, som den amerikanske antropolog Pat Shipman for nylig har foreslået – eller måske forsvandt de overvejende af naturlige årsager.

Et af de voldsomste vulkanudbrud i Europas historie, der jævnede supervulkanen Campi Flegrei i Italien med jorden, fandt fx sted for ca. 39.300 år siden – netop på samme tid, som de sidste spor af de vestlige neandertalere forsvinder.

De seneste års opdagelser har vist, at både oprindelsen og udbredelsen af Homo sapiens er meget mere kompliceret end den traditionelle forklaring.

Vi ved nu, at vi opstod over hele Afrika, at vi udvandrede i flere bølger med start allerede for næsten 200.000 år siden, og at det moderne menneske levede sammen med andre menneskearter i titusinder af år.

Hvis forskerne har lært én ting af de seneste års opdagelser, er det, at historien langtfra er fortalt færdig. Vores viden om menneskets historie bygger på meget få fund, og en ny datering af et enkelt kranie fra Marokko var derfor nok til med ét slag at gøre vores art væsentlig ældre.

Et sted i jordlagene ligger der utvivlsomt et nyt fund og venter på at omskrive menneskets historie igen.