Hvilket grundstof har de største atomer?

Hvad er det største grundstof, man kender? Og kan der tænkes andre grundstoffer, som indeholder endnu flere elektroner?

Close-up-af-det-periodiske-system
© Shutterstock

Den russiske kemiker Dmitrij Mendelejev indførte i 1869 det periodiske system.

Her er grundstofferne ordnet i vandrette rækker (perioder) efter antallet af elektronbaner og i lodrette søjler (grupper) efter antallet af elektroner i den yderste bane. På den måde har det periodiske system en plads til alle de grundstoffer, der teoretisk set kan forekomme.

Mendelejev selv levnede plads til adskillige grundstoffer, som han mente manglede, og de er i dag fundet. Men i laboratoriet skabes der hele tiden nye grundstoffer, der dog som regel er meget ustabile.

Det hidtil største grundstof blev skabt syntetisk af amerikanske forskere i 1999. Det havde 118 elektroner og fik navnet ununoctium. Siden da har ingen andre imidlertid kunnet genskabe det, og det er nu fjernet fra det periodiske system igen. Grundstoffet med atomnummer 117 er aldrig fremstillet, mens nummer 115 først blev opdaget i 2004, hvor forskere skabte sølle fire atomer af stoffet.