Ilt: Hvad er ilt – og kan du få for meget?

Avanceret, flercellet liv har brug for ilt for at kunne overleve, fordi ilten er central i cellernes – og dermed kroppens – energiproduktion. I praksis foregår det i mitokondrierne, kaldet cellernes kraftværker, som producerer stoffet adenosintrifosfat, ATP.

Dannelsen af ATP ud fra sukkerstoffet glukose sker i flere trin, hvor ilt indgår – bl.a. når stoffet pyruvat oxideres ved at optage ilt.

Glukose kan også nedbrydes uden ilt, men når ilt er til stede, er processen 13 gange mere effektiv for organismen.

Dermed er ilt en absolut nødvendighed for at kunne bygge store organismer som regnorme, mennesker og dinosaurer.

Tør atmosfærisk luft indeholder 20,95 procent ilt. Er luften fugtig, falder andelen, fordi en del af pladsen optages af vanddamp.

Mængden af ilt har varieret i løbet af Jordens historie. I de første to milliarder år indeholdt luften ingen ilt, men for ca. 2,4 mia. år siden begyndte mængden langsomt at stige.

I perioden efter at det flercellede liv eksploderede på Jorden for godt 540 mio. år siden, har iltindholdet i atmosfæren varieret mellem 15 og hele 35 pct.

Den højeste iltkoncentration fandt sted i kultiden og var formentlig drivkraften bag periodens gigantiske insekter – bl.a. guldsmede med et vingefang på 70 cm.

Vi trækker i gennemsnit vejret 16 gange i minuttet, hvis vi er aktive, men ikke fysisk presset af for eksempel løb. Via vejrtrækningen skaffer et voksent menneske sig omkring 500 liter, eller 0,7 kg, ren ilt om dagen.

Vi udnytter langt fra al den ilt, vi hiver ned i lungerne. Når luften åndes ind, indeholder den mellem 20 og 21 procent ilt, mens iltindholdet er omkring 15 procent, når den åndes ud igen.

Inde i kroppen bliver ilten heller ikke ligeligt fordelt. Din hjerne, som kun udgør to procent af din kropsvægt, lægger beslag på hele 20 procent af ilten til at dække sit meget store energibehov.

En overdosis ilt er umiddelbart harmløs, men hvis du udsættes for høje iltkoncentrationer i mere end et døgn, kan det bl.a. skade lungecellerne.

Ren ilt, dvs. luft, der består af 100 pct. ilt, benyttes bl.a. på hospitalerne til at behandle patienter med røgforgiftning eller hjertestop.

Faktisk indåndede Apollo-astronauterne ren ilt på hele deres månefærd, men under et lavere lufttryk end ved jordoverfladen.

Det er nemlig ikke procentdelen af ilt i luften, der skader cellerne, men det såkaldte partialtryk, som fortæller, hvor meget af luftens tryk mod lungevævet ilten er ansvarlig for.

Ilten i havet kommer dels fra udveksling med atmosfæren, dels fra fotosyntese fra grønalger og andre organismer, som samlet set leverer lige så meget ilt som landjordens planter.

Oceanerne har en meget stabil lagdeling, hvor vandmasserne udveksler meget lidt med hinanden.

Ilten fra de øvre vandlag når derfor ikke ned i dybhavet, som i stedet får sin ilt fra den globale oceancirkulation, hvor iltrigt overfladevand i få udvalgte områder synker flere km ned og fordeler sig. Det sker fx i havet mellem Island, Grønland og Færøerne.

Den ulige fordeling betyder, at bundvandet i nogle havområder, fx i det nordlige Indiske Ocean, er nærmest iltfrit.

Det er ikke ilt, men kvælstof, der danner bobler i blodet og forårsager dykkersyge, hvis man stiger for hurtigt op fra et dybt dyk. Boblerne kan sætte sig som blodpropper og i værste fald medføre døden.

For at behandle dykkersyge skal dykkeren hurtigt sættes under tryk igen, typisk i en tryktank, så kvælstofboblerne genopløses. Ofte indånder den uheldige dykker luft med ekstra ilt under behandlingen.

Dykkersyge pga. iltbobler i blodet kan teoretisk ramme fx dykkere fra frømands­korpset, der har en ekstra høj procentdel af ilt i deres lufttanke. Kroppen forbruger dog ilten så hurtigt, at det næppe i praksis udgør en fare.