Nogle fysikere regner plasma for en tilstandsform på linje med fast, flydende og luftformigt. Men det er ikke helt uden problemer.
En tilstandsform er nemlig karakteriseret ved to ting:
For det første at over-gangen fra én fase til en anden sker pludseligt ved bestemte betingelser, uden at der findes mellemformer. Det kendes for eksempel fra is, der smelter og bliver til vand.
For det andet at stoffet får bestemte egen-skaber.
Plasma opfylder det andet krav, men ikke det første. Plasma opstår nemlig gradvist, når en gas tilføres ekstremt meget varme.
Varmen får elektronerne til at bevæge sig hurtigere og hurtigere rundt om atomets kerne, og på et tidspunkt begynder de at rive sig løs, så elektroner og kerner bliver helt adskilt.
Stoffet siges at være i plasmaform, når samtlige molekyler til sidst er skilt i elektroner og atomkerner.
Plasma er sjældent på Jorden og findes naturligt stort set kun som dele af flammer og lyn. Til gengæld udgør plasma størstedelen af Solen og stjernerne og er den mest udbredte tilstandsform i universet.
Fysikerne opererer i øvrigt med en del andre tilstands-former, for eksempel superstof, Bose-Einstein-kondensat og paramagnetisk fase.