Beholder magneter deres kraft?
Bliver permanente magneter ved med at være magnetiske, eller kan de miste kraften?

Udsætter man permanente magneter for kraftig varme eller kraftige ydre magnetfelter, kan magneternes kraft blive påvirket. Det samme er tilfældet, hvis man varmer en magnet op eller slår hårdt på den. Men hvis man bare bruger magneterne normalt, beholder de deres kraft. De permanente magneter benyttes, når man gerne vil fastholde magnetisering – fx i en kompasnål eller i magneter i højttalere. De er fremstillet af keramiske materialer eller af særlige metallegeringer, fx af aluminium, nikkel, kobolt og jern. De fleste permanente magneter indeholder kobolt eller jern, og særligt stærke – og ret dyre – permanente magneter kan fremstilles ved at blande kobolt med samarium eller jern med bor og neodym. I andre sammenhænge er det smartere med ikke-permanente magneter, der fx kan være fremstillet af rent jern. De mister hurtigt kraften, og det kan være en fordel, fx i elektromagneter, der skal tændes og slukkes.