Bliver man mindre våd, når man løber i regnvejr?

Det styrtregner, og man skal fra punkt A til punkt B. Har det nogen betydning for, hvor våd man bliver, om man løber eller går?

Løber-i-regn-ude-i-skov
© Shutterstock

Svaret afhænger af, om man kigger på det antal regndråber, der rammer kroppen oppefra (hoved og skuldre) eller forfra. Antallet af regndråber, der kommer oppefra, er konstant pr. tidsenhed. Det betyder, at hvis man skal fra sin gadedør og hen til busstoppestedet, er der en gevinst i at sætte det lange ben foran, da man på den måde opholder sig kortere tid i regnen og derved får mindre vand i håret. Derimod bliver man ramt af nøjagtig den samme mængde regn forfra, uanset hvilken gangart man vælger. Det skyldes, at kroppen altid skal igennem det samme rumfang luft. Hvis man derimod skal opholde sig en bestemt tid i regnvejr, gælder det om at stå helt stille. Mængden af vand oppefra vil under alle omstændigheder være den samme, mens man vil minimere mængden af regn på tøjet. Disse beregninger forudsætter naturligvis, at det er vindstille. I praksis har blæst stor betydning, og man bliver mindst våd ved at løbe med samme fart som vinden. Herunder henviser vi til et site, hvor man kan beregne den nøjagtige mængde regn fra forskellige vinkler under hensyn til fart, vindhastighed, kropsstørrelse og så videre.