Hvad er en ion?
En ion er et atom eller en gruppe sammenhængende atomer, som er elektrisk ladet. Ladningen kan være positiv eller negativ.
Den opstår, fordi atomet eller atomerne mister eller modtager en eller flere elektroner. Eksempler på ioner er Na+ og Cl-, som sammen danner køkkensalt.
Køkkensalt er ikke elektrisk ladet, fordi de to slags ioner balancerer hinandens ladninger.
Alle grundstoffer kan danne ioner og typisk med flere forskellige ladninger. Mange grundstoffer har dog en foretrukken ladning, som bestemmes af antallet af elektroner i atomets såkaldte yderste skal.
Ioner er centrale for kemien og som værktøj for mange andre forskningsgrene; bl.a. er det muligt at udnytte, at ioner på grund af deres ladning kan afbøjes i magnetfelter.
Det udnytter forskerne bl.a. med de såkaldte massespektrometre, der kan analysere kemien af fx is eller mineraler i ekstreme detaljer.