Hvad er rekorderne for lufttryk?
Hvilke faktorer bestemmer lufttrykket? Og hvad er egentlig det højeste og laveste lufttryk, der nogen sinde er målt?

Det laveste lufttryk nær havoverfladen er målt i centrum af en tropisk cyklon 12. oktober 1979 øst for Filippinerne. Her målte man et tryk på kun 870 hektopascal (hPa) i øjet på tyfonen Tip, som præsterede vindhastigheder op til 85 m/s. Til sammenligning defineres orkan som vind over 33 m/s. Det gennemsnitlige lufttryk ved havniveau er 1013 hPa. Det højeste lufttryk, der er målt ved jordoverfladen, er 1083 hPa. Det blev målt i Agata, Sibirien, 31. december 1968. Sibirien har de bedste betingelser for ekstreme vinterhøjtryk og kulderekorder. I forbindelse med højt tryk præges vejret af få skyer og meget lidt vind. De højeste lufttryk opnås om vinteren over områder langt fra havet. Her køler jorden af uden Solens varmende stråler, hvorved luften fylder mindre. Længere oppe i atmosfæren bliver pladsen udfyldt af tilstrømmende luft, hvorved den samlede vægt af luften over området bliver højere.