Hvorfor er skum altid hvidt?

Hvordan kan det være, at brændingen ved kysterne er hvid, når vand er farveløst?

Close-up-på-øl-med-skum
© Shutterstock

Når bølgerne brydes mod kysten eller klippeskærene, piskes der luft ind i vandet, så der dannes skum. Skummet er egentlig blot luftfyldte bobler med en tynd væskehinde omkring, og når det syner hvidt, skyldes det lysets brydning. Idet det hvide sollys rammer boblehinden, kastes det tilbage, og derfor ser skummet hvidt ud. Der kan dog også være en anden årsag til den hvide farve, nemlig skumalgen Phaeocystis. Algen er omgivet af en proteinholdig gelékappe, der slås i stykker og piskes til skum i brændingen. Modsat havskum, der hurtigt falder sammen og forsvinder, bliver dette skum liggende på stranden. Andre alger kan farve skummet gult eller brunt. Også når man hælder øl eller cola op – eller putter kulørt badesæbe i karret – bliver skummet lyst. Det skyldes ligeledes, at boblernes hinder reflekterer lyset, som jo oftest er hvidt. Tager man derimod skumbad eller drikker sin øl i et rum med røde lamper, ser skummet rødt ud, fordi det røde lys reflekteres.