Hvorfor kan man slå ild med flint?

Flint frembringer ild, når det slås imod et jernholdigt materiale. Det skyldes, at flint er en af naturens hårdeste stenarter og derfor kan slå jernpartikler af stål eller svovlkis. Energien fra slaget gør jernpartiklerne så varme, at de bryder i brand og bliver til gløder, der kan antænde et letantændeligt materiale som fyrsvamp eller dunhammerdun. Allerede vores forfædre i stenalderen vidste, at flint kunne bruges til at lave ild. Arkæologer har for eksempel fundet flintedolke med spor efter, at skaftet har været brugt til at slå ild med. Fra gravhøje ved man også, at bronzealdermænd ofte bar en læderpung med fyrtøjsgrej bestående af en flintesten, svovlkis og et optændingsmateriale. Det var bronzealderens tændstikæske. Flint har også haft stor militær betydning, da den i 1500-tallet blev en integreret del af skydevåben. Man opfandt nemlig en hane med flint, der frembragte de ildgnister, der antændte krudtladningen i gevær- eller pistolløbet. Siden de første skydevåben i 1300-tallet var den ellers blevet antændt af en brændende lunte. Den nye såkaldte bøsseflint var fastspændt på hanen, der ved trykket på aftrækkeren slog hårdt ned mod et stykke fyrstål og derved antændte krudtet og skød kuglen ud af løbet. Bøsseflinten holdt dog kun til 20-50 skud. Bøsseflint blev anvendt militært helt frem til omkring 1850.