Hvorfor klæber lim ikke til indersiden af tuben?

Jeg begriber ikke, hvorfor lim ikke sidder fast i tuben. Kan I forklare mig årsagen?

Lim-presset-ud-af-tube
© Shutterstock

Når lim ikke klæber til indersiden af tuben, skyldes det til dels, at tuben er lufttæt, så den hærdende luft holdes ude. Det er naturligvis også vigtigt, hvilket materiale tuben er lavet af. Man kan eksempelvis voksbehandle de sider, der kommer i kontakt med limen, så den har sværere ved at sætte sig fast. En anden mulighed er at bruge polyethylen, der er en bestemt form for plastic. Polyethylen har en meget lav overfladespænding og er derfor så godt som uimodtagelig over for limens klæbende egenskaber. Polyethylen anvendes også til bæreposer, der af samme grund ikke bliver limet, men svejset.