Hvorledes overføres varme?

Hvordan kommer varme fra metal over i luft, eksempelvis i en almindelig radiator?

Kobberrør-på-væg
© Shutterstock

Varme er i virkeligheden udtryk for, hvor hurtigt stoffets molekyler bevæger sig. Jo hurtigere molekylebevægelser, desto højere varmegrader. Når varmen fra en radiator skal overføres til luften i et køligt rum, skal de hurtige molekylebevægelser i metallet altså overføres til luftens molekyler. Det kan ske på tre måder: Konduktion er varmeoverførsel direkte mellem kemiske stoffer. Den opstår, når hurtige molekyler fra det varmeste stof rent fysisk støder ind i det kolde stofs langsommere molekyler og derved skubber dem op i en højere hastighed. Hvis luften stod fuldstændigt stille, ville en radiator have meget svært ved at opvarme et rum ved konduktion alene. Varmen skulle nemlig overføres fra det ene luftmolekyle til det næste tværs gennem stuen. Men luften står ikke stille. Den opvarmede luft ved radiatorens overflade stiger til vejrs og bliver erstattet af kold luft, som derpå selv opvarmes og stiger til vejrs. På den måde transporteres de varme luftmolekyler rundt i rummet, og det øger varmeoverførslen væsentligt. Denne form for varmetransport kaldes konvektion. Den sidste form for varmeoverførsel sker ved hjælp af stråling. Elektronerne i den varme radiator afgiver en del af deres energi i form af elektromagnetiske bølger i det infrarøde spektrum. Disse varmestråler er usynlige, men når de rammer luftens molekyler, overføres energien til dem. Det får molekylerne til at bevæge sig hurtigere, og derved stiger temperaturen i stuen.

LÆS OGSÅ: Sådan fikser du selv den kolde radiator.