Mago Stock & people/Imago/Ritzau Scanpix

Kan man være hurtigere end sin egen skygge?

Lucky Luke skyder sin skygge, før den når at trække pistolen. Men kan jeg virkelig bevæge mig hurtigere end min skygge?

I virkeligheden er vi allesammen lidt hurtigere end vores skygge – eller mere præcist: Vores skygge viser først, hvor vi befinder os, med en lille forsinkelse.

Når vi bevæger os, så halter vores skygger altid lidt efter. Jo længere der er mellem vores krop og den overflade, hvor skyggen bliver kastet, jo større bliver forsinkelsen.

Lyset fjerner skyggen med 300.000 km/sek.

Skyggen er en aftegning af det område, hvor kroppen blokerer for lyset fra fx Solen. Når du træder et skridt til siden, åbner du for lyset, hvor du før kastede skygge.

Men lyset skal først nå fra der, hvor du stod, og hen til muren, og derfor er skyggen altså lidt langsommere til at bevæge sig.

180.000.000 km/t Så høj er hastigheden, Lucky Lukes hånd med revolveren skal bevæge sig med, før han kan skyde sin skygge som på bagsiden af sine tegneserier.

Lad os sige, at du står ti meter fra en mur med din skygge.

I Jordens atmosfære er lysets hastighed 299.702.547 m/sek., så det tager lyset 33,4 milliardtedele sekunder at nå væggen.

Du er med andre ord 33,4 nanosekunder foran din skygge.

Hvis Lucky Lukes arm bevæger sig en halv meter, og han står tre meter fra plankeværket, skal han flytte hånden med ca. 180.000.000 km/t.

Til gengæld kan hans stunt kun lade sig gøre, hvis projektilet så flyver hurtigere end lysets hastighed.

Når afstandene bliver større, fx ved en måneformørkelse, hvor Månen kaster sin skygge på Jorden, bliver forsinkelsen mere håndgribelig.

Afstanden til Månen er 384.400.000 m, og med lysets hastighed på 299.792.458 m/sek. i rummet er Månen næsten 1,3 sekunder foran sin egen skygge på Jorden.