Vejer man virkelig mindre ved ækvator?

For nylig har nogen fortalt mig, at man vejer mindre ved ækvator, end man gør her i Norden. Det kan da umuligt være sandt.

Kvindefødder-på-vægt
© Shutterstock

Det er faktisk rigtigt, at der er forskel på, hvor meget man vejer, hvis man står på en vægt i henholdsvis København og Nairobi. Årsagen er, at Jorden ikke er helt kuglerund, men buler lidt ud på midten. Derved befinder man sig cirka 14 kilometer længere væk fra Jordens centrum, når man opholder sig ved ækvator end i Danmark. Det betyder, at tyngdekraften ikke opleves at virke med helt samme styrke. Samtidig har man mere fart på ved ækvator på grund af Jordens rotation. Det skaber en centrifugalkraft, der også modvirker tyngdekraften. Disse to forhold betyder tilsammen, at tyngdekraften opleves at være 0,3 procent svagere ved ækvator. Et menneske på 70 kilo vil altså veje 200 gram mindre i Nairobi end i København. Men selv om man har problemer med vægten, er det nok de færreste, der vil flytte til Kenya af den grund.