Shutterstock
Sådan knækker du spaghetti i to.

Fysikere løser gammel spaghettigåde

Takket være en specialdesignet vridemaskine er det endelig lykkedes at knække et stykke spaghetti i to. Gennembruddet er vigtigt for, hvordan ingeniører styrkeprøver materialer.

Kan du knække et stykke ukogt spaghetti i kun to dele?

Det spørgsmål har i årtier optaget fysikere og materialeforskere, bl.a. den amerikanske nobelprisvinder Richard Feynman, der aldrig fandt svaret.

I 2006 fik to franske fysikere den såkaldte IgNobel-pris for at bevise, hvorfor spaghetti altid brækker i tre eller fire stykker. IgNobel-prisen er den alternative Nobelpris, som uddeles til usædvanlig og fantasifuld forskning.

Spaghetti-effekt sker på 0,0001 sekund

De franske forskere opdagede en slags ”tilbageslags-effekt” efter det første brud på spaghettien. Idet bruddet opstår, svirper de to spaghetti-ender så hurtigt tilbage mod deres oprindelige tilstand, at de yderste ender ikke kan følge med og knækker af. Effekten sker allerede inden for 0,0001 sekund.

Nu har et internationalt forskerhold fundet ud af, hvordan man undgår tilbageslaget. Tricket er at vride spaghettien, før du knækker den.

Nøjagtigt vrid tvinger spaghetti i to

Hvis du vrider et stykke spaghetti tilstrækkeligt, før du knækker det, fordeler du belastiningen ud over hele stykket. Derfor kan du knække det midt over.

© Ken Ikeda

Knæk uden vrid

Et stykke spaghetti kan bøjes meget, før det knækker. Til gengæld belastes midten så meget, at et brud giver et voldsomt tilbageslag, så spaghettien går i fire stykker.

© Ken Ikeda

Knæk med vrid

Når spaghetti på 24 cm vrides mindst 250 grader, fordeles belastningen. Spaghettien knækker hurtigere, men tilbageslaget er mindre og skaber derfor kun ét brud.

Forskerne byggede en særlig maskine, som kan vride spaghetti om sin egen akse. På den måde knækkede de hundredevis af spaghettistykker og kortlagde sammenhængen mellem spaghettiens længde og graden af det vrid, der skulle til for, at undgå flere knæk.

Resultaterne kan bidrage til en dybere forståelse af, hvordan materialer svækkes, når de udsættes for vridbelastninger. Det kan fx være vigtigt ved test af materialer, når ingeniører konstruerer bygninger og broer.

spaghetti

Med en specialdesignet maskine vred forskerne hundredvis af spaghettistykker i forskellige vinkler.

© MIT