Det er en familietragedie i Mexicos hovedstad et eksempel på.
Historien tager sin begyndelse i marts 1962, da en småbørnsfamilie flytter ind i et hus i Mexico City.
Familien finder en lille blybeholder i huset, der senere skal vise sig at gemme på en radioaktiv kapsel.
Nogle kilder angiver, at kapslen kommer fra en losseplads, mens andre beretter, at blybeholderen blev overgivet i familiens varetægt af deres udlejer uden nærmere anvisninger.
Uanset hvordan kapslen er havnet på matriklen, ender den angiveligt uden for familiens ejendom, hvor den bliver fundet af familiens ældste barn, en 10-årig dreng, der tager kapslen i lommen og bringer den med tilbage ind i huset.
Intetanende fisker drengens mor den radioaktive kapsel op af lommen på sin søn efter et par dage og lægger den i en køkkenskuffe.
Som ugerne går og moren går rundt i køkkenet, bliver hun mere og mere utilpas, og familien opdager, at de glas, der er opbevaret i samme skab som kapslen, er blevet sorte - et tegn, der senere er blevet koblet til den voldsomme stråling.
Men de forbinder ingen af hændelserne til kapslen. I stedet overtager familiens bedstemor pligterne i køkkenet, og deres hverdag fortsætter ellers uforandret.
Indtil den første tragedie rammer.
Den 29. april dør familiens 10-årige søn.
Senere har læger slået fast, at dødsårsagen var den radioaktive stråling, som drengen bl.a. blev direkte udsat for, da han bar rundt på kapslen i sin lomme.
Få måneder senere, den 19. juli, udånder moren, der var gravid i sjette måned. Hun havde i særlig grad været eksponeret for strålingen fra kapslen, da den lå gemt i køkkenet, hvor hun periodevis havde brugt mange af dagens timer.
Kort efter morens død bliver kapslen fundet og fjernet fra huset.
Men skaderne fra strålingen er allerede så alvorlige, at også familiens to-årige datter dør den 18. august samme år.
Familiens bedstemor, der var flyttet ind for at hjælpe til i husholdningen, dør som den sidste den 15. oktober.
Faren, som var den eneste overlevende, slipper med livet i behold, ifølge lægerne, fordi han havde arbejdet uden for hjemmet og derfor været udsat for markant mindre stråling end resten af familien.