Friktion eller gnidningsmodstand har naturligt nok noget at gøre med, hvordan overfladen på et materiale er. En meget glat og jævn overflade som for eksempel is vil give mindre friktion end en ru og nubret overflade som beton. Det skyldes ganske enkelt, at fremspring på det ene legeme falder ned i fordybninger på det andet, så det kræver ekstra kræfter at trække dem fri igen. Men de elektromagnetiske kræfter mellem atomer spiller også en betydelig rolle. Når to legemer er i tæt kontakt, vil atomerne så at sige holde fast i hinanden og derved virke i modsat retning af bevægelsen. Derved omdannes kinetisk energi (bevægelsesenergi) til varme. Fænomenet udnyttes for eksempel i forbindelse med tændstikker.
De elektromagnetiske kræfter har så stor betydning, at de markant påvirker, hvor kraftig friktionen bliver. Det gælder for eksempel tre materialer som is, glas og gummi, der alle hver især er meget glatte, men har henholdsvis lav, mellem og høj friktion. Forskellen imellem dem skyldes, at atomerne og de tilhørende elektronskyer påvirker hinanden forskelligt, afhængigt af hvilken type de er. Det betyder, at de enkelte atomer ikke glider jævnt hen over hinanden, men nærmest hopper og bumper af sted. Fysikerne opererer med flere slags friktion, primært statisk og dynamisk friktion.
Når man eksempelvis vil skubbe til en bog, der ligger stille, skal man først overvinde den statiske friktion. Når bogen er i bevægelse, optræder den dynamiske friktion. I hverdagen er friktion absolut nødvendig for, at ting kan fungere. I en bil sørger friktionen for eksempel for, at motorens kraft kan overføres til vejen via dækkene. Derfor udvikles dæk til at have størst mulig friktion, mens motordelene smøres med olie, så friktionen nedsættes, og kraften ikke går tabt.